Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Søren Espersen støtter Naser Khaders personangreb på kendt debattør: Jeg stoler blindt på ham

I anklage-krigen mellem Naser Khader (K) og debattør Khaterah Parwani har DFs Søren Espersen valgt side. For han stoler på sin »kammerat« gennem 20 år, Naser Khader. I sønsdagens udgave af »Vi ses hos Clement«, gjorde DF-politikeren det klart, at han ikke behøver andre beviser end det.

Søndag aften gæstede DF-politiker Søren Espersen og debattør Khaterah Parwani DR-programet »Vi ses hos Clement«. Her skulle de diskutere en mail sendt af Søren Espersens »kammerat« og kollega Naser Khader indeholdende hårde beskyldninger mod debattøren.
Søndag aften gæstede DF-politiker Søren Espersen og debattør Khaterah Parwani DR-programet »Vi ses hos Clement«. Her skulle de diskutere en mail sendt af Søren Espersens »kammerat« og kollega Naser Khader indeholdende hårde beskyldninger mod debattøren.

»Clement, hvis jeg kom ud af det blå og sagde, at du er en voldsmand, hvordan ville du have det?«

Sådan spurgte debattøren Khaterah Parwani journalisten Clement Kjersgaard.

Han svarede: »Dårligt«.

»Rigtigt dårligt. Det er det, jeg bliver anklaget for. Jeg bliver anklaget for alt det, jeg har kæmpet imod hele mit liv. Jeg er en afghansk kvinde med afghanske rødder. Jeg skal sidde her og forklare Danmark, at jeg ikke går ind for stening. Det er så udmygende. Hvorfor? Fordi der er en eller anden mand, der mener, at han kender mig. Jeg kender ham ikke,« sagde hun og henviste til Naser Khader (K).

En berørt Khaterah Parwani forklarede på TV søndag aften, hvordan Søren Espersen som politiker bør have hendes ryg, da de begge gæstede DR-programmet »Vi ses hos Clement«.

»Når vi kvinder går i front og kæmper mod nogle stærke kræfter. Når jeg bliver spyttet efter på gaden. Når jeg bliver kaldt en luder, og bliver truet på mit liv, så forventer jeg, at du har min ryg. At du har min ryg, der hvor du sidder,« sagde hun.

De seneste par uger har været hårde for Khaterah Parwani, fortæller hun til Berlingske. For en grim sag har fyldt i medierne, og er årsagen til, at hun søndag fik våde øjne i studiet hos Clement.

Sammen med religionssociologen Sherin Khankan driver Khaterah Parwani Exitcirklen. En forening, der har til formål at hjælpe kvinder ud af religiøs og social kontrol. Og en forening, der er fået bevilliget 680.000 kr. af statens satspuljemidler.

Pengepuljen har de seneste uger skabt stor debat. Tre blå politikere, Naser Khader (K), Martin Henriksen (DF) og Marcus Knuth (V), mener ikke, at foreningen bør modtage en krone.

I slutningen af september kunne Berlingske afdække, hvordan de tre blå politikere, med Naser Khader i spidsen, har sendt en mail til diverse partier på Christiansborg, hvor de har anført en række udokumenterede personangreb mod kvinderne.

Deres anklage er beskyldninger om, at Khaterah Parwani har forsvaret Hizb ut-Tahrir offentligt, og at Sherin Khankan går ind for sharialovgivning. Påstandene er flere gange blevet afvist af begge kvinder.

Siden historien kom frem har flere kanter kritiseret og anklaget Naser Khader og Co. for at begå karaktermord på de to kvinder.

Men Søren Espersen var ikke i tvivl under søndagens udseendelse:

»Vi stoler fuldt og fast på Naser Khader, som jeg har kendt i 20 år, som en ærlig og god mand,« sagde han og fortsatte:

»Han er ekspert på det her område, han kan koranen forfra og bagfra og kender miljøerne indefra. Der er det klart, der læner vi os som politikere op ad en ekspert. Han er eksperten,« sagde Søren Espersen, hvilket fik vært Clement Kjersgaard til at stille følgende spørgsmål:

»Har I gennemtjekket det basale argument om, at Parwani og Khankan er utroværdige,« spurgte han.

»Det behøver vi ikke at gennemtjekke, Clement, for det har Naser Khader gjort. Vi stoler på, at det han siger, det er rigtigt. At Khaterah og Sherin Khankan ændrer holdninger efter godt befindende og taler med to tunger. Det fortalte han mig i aftes, og det stoler jeg på,« sagde Søren Espersen.

Stoler blindt på Naser Khader

I udseendelsen kalder Khaterah Parwarni politikernes håndtering af sagen for »magtmisbrug«. Hun mener, at Naser Khader skaber »bazarsladder« og slår fast, at hun aldrig har drukket en kop kaffe med Naser Khader. Han kender hende ikke.

Berlingske har haft fat i Søren Espersen for at få politikeren til at uddybe, hvorfor Naser Khader er »ekspert«.

Du henviser til, at Naser Khader er ekspert, fordi han kender miljøerne. Men Naser Khader har levet under beskyttelse de seneste 20 år, så færdes han vel ikke i miljøerne længere?

»Hvorfor tror du, at han har beskyttelse? Det er det, der er afgørende for at være ekspert - han har nemlig færdes i de miljøer og er desværre siden blevet truet på livet. Lars Hedegaard er også ekspert, selv om han jo også lever med beskyttelse.«

Men nu var du jo med i Clement, hvor du udtalte dig om denne her sag. Bør du så ikke orientere dig med andre eksperter også?

»Nej, for det behøver jeg ikke. Jeg læner mig op ad mine ordførere, som jeg stoler på. I dette tilfælde Martin Henriksen, der læner sig op ad Naser Khader. Når det handler om en motorvej i Viborg og transportpolitik, som jeg ikke har et klap forstand på, forhører jeg mig med vores transportordfører. Ligesom mine kollegaer forhører sig hos mig, når det handler om udenrigspolitik. Sådan gør vi i DF, og sådan gør alle andre partier også.«

Kan du pege på, hvad det konkret er for noget dokumentation, Naser Khader har vist dig?

»Det kan jeg godt, men det vil jeg ikke, og det behøver jeg ikke. I forbindelse med fordelingen af SATS-puljemilder har han sammen Martin Henriksen vurderet, at de to kvinder ikke er til at stole på. Det er nok for mig, og derfor vil vi ikke være med til at støtte projektet, men meget gerne et andet initiativ.«

Stoler du blindt på Naser Khader?

»Ja, det gør jeg. Og på Martin Henriksen, som efterhånden har lige så stor en viden om denne her sag.«

»Vi har et seriøst problem«

I går så SFs politiske ordfører, Karsten Hønge, programmet på TV.

Han blev »paf« over sin kollegas opførsel og satte sig derfor til tasterne.

»Espersen står så afklædt tilbage, at jeg vil anbefale ham en burka,« skrev Karsten Hønge blandt andet på sin Facebook.

Han uddyber til Berlingske:

»Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan Søren Espersen, der normalt er en intelligent mand, kan sidde og fuldstændigt udokumenteret være Naser Khaders nikkedukke. Han vidste ikke engang, at Parwani ikke er muslim. Han kunne i det mindste have forberedt sig ved at lave en simpel google-søging eller få en af sine medarbejdere til at gøre det for sig. Det er helt forargeligt,« siger Karsten Hønge.

Mandag er Khaterah Parwani stadig oprørt over Søren Espersens argumentation - eller mangel på samme, som hun kalder det.

»Vi har seriøst et problem i Danmark: Hvis vi skal bekæmpe radikale kræfter, og vi er nede på det niveau, hvor vi mistænkeliggør dem, der står i front for den nydanske kvindekamp. Vi har et seriøst problem, hvis politikere ikke har sat sig ned og fulgt med i den kvindekamp, som de påstår, at de støtter. Det er skuffende,« siger hun.

»Jeg har været berørt uafbrudt de seneste par uger. Jeg har aldrig råbt i et studie før, og jeg har aldrig haft det, som jeg havde det i går, hvor min stemme knækker, og jeg skal til at græde. Det generer mig. For det skal ikke blive det centrale i denne her debat. Det er et magtspil fra politikernes side. Hvad skal jeg bruge som argument over for en mand, der hele tiden henviser til noget, som hans ven siger?«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.