Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Skuffede københavnere vender Ritt ryggen

Københavnerne er ikke alene på vild flugt fra Socialdemokraterne. Overborgmester Ritt Bjerregaards popularitet styrtdykker, fremgår det af en ny meningsmåling fra Gallup.

Se mere

De købte hendes valgløfter og satte hende højt op på en piedestal. Men nu flygter vælgerne i hobetal fra Socialdemokraterne i København. Og overborgmester Ritt Bjerregaard (S) må personligt sande, at der er dybt at falde.

På bare halvandet år er overborgmesterens popularitet halveret, fremgår det af en ny meningsmåling, som Gallup har udført for Berlingske Tidende.

I februar 2007 vurderede fire ud af ti københavnske vælgere, at Ritt Bjerregaard klarede sig godt eller meget godt. Men siden har hun sat sin enorme popularitet over styr. I dag mener godt to ud af ti københavnske vælgere, at Ritt Bjerregaard klarer sig godt eller meget godt på sit kontor på Rådhuset.

Omvendt mener næsten halvdelen af vælgerne – 48 pct. – i dag, at overborgmesteren klarer sig dårligt eller meget dårligt mod 25 pct. i februar 2007.

»Det er udtryk for, at mange vælgere er blevet skuffet. I 2005 kørte hendes valgkamp lige efter bogen med meget klare og håndfaste budskaber. Derfor er det nemt for vælgerne at gøre status nu og sige: Det blev ikke til noget med de billige boliger, og skolerne har heller ikke fået det så meget bedre,« siger valgforsker på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

Han mener også, at balladen om Ungdomshuset er en del af forklaringen på den dalende popularitet.

Kasper Møller Hansen peger samtidig på, at overborgmesteren må stå for skud for alt det negative – når staten f.eks. spænder ben for de 5.000 billige boliger til en husleje på 5.000 kr. om måneden. Og også, når der f.eks. er rod i regnskaberne i Socialforvaltningen, som ledes af borgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten.

Valgforskeren peger desuden på, at Ritt Bjerregaard i forbindelse med budgetforliget med de borgerlige partier ikke har formået at »sælge« de mere positive historier til københavnerne.

»Skattenedsættelsen kunne for eksempel have været fremlagt som en positiv historie. I stedet blev den fremlagt negativt. Der blev stillet spørgsmål ved, hvorfor man ikke i stedet bruger pengene til forbedringer for københavnerne,« siger Kasper Møller Hansen.

En farce
På Københavns Rådhus vurderer en række partiledere ligeledes, at vælgerne er blevet skuffet. »Hun er løbet ind i den kommunale virkelighed, hvor det handler om at skabe resultater. Hendes boligløfte har vist sig at være en farce, og hun har også tabt på Ungdomshuset. Jeg tror det i den grad har skuffet mange, at en så erfaren politiker ikke har kunnet sætte sig ned og skabe en stribe resultater,« siger den konservative sundhedsborgmester, Mogens Lønborg.

Den radikale teknik- og miljøborgmester, Klaus Bondam, er enig i, at Ritt Bjerregaard er løbet fra politiske løfter, men han advarer mod at undervurdere overborgmesterens evner, og han forventer, hun kommer stærkt igen i valgkampen.

Heller ikke Kasper Møller Hansen vil afskrive Ritt Bjerregaards mulighed for igen at blive overborgmester efter valget i november 2009.

»Lige nu står hun til et katastrofevalg. Men dét, der kan tale for, at hun klarer den alligevel, er, at de andre kandidater er så ringe. Hverken Bo Asmus Kjeldgaard, Pia Allerslev eller Mogens Lønborg er store folkeforførere. De er ikke af den rigtige kaliber, og hun kan slå dem i næsten enhver politisk diskussion,« siger Kasper Møller Hansen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.