Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Skatteministeren åbner for nye skattelettelser

Det skal være billigere at drive virksomhed i Danmark, mener skatteminister Morten Østergaard, der ønsker skattelettelser målrettet erhvervslivet frem for at lette skat i bunden for folk i arbejde.

Se mere
»Der er brug for, at vi tænker på de folk, der beslutter sig for at opgive den trygge tilværelse som lønmodtager og i stedet starte egen virksomhed. Hvis man løber en risiko, så skal der også være en tilsvarende skattemæssig begunstigelse,« siger skatteminister Morten Østergaard, der vil lette skatten for erhvervslivet. Foto: Erik Refner
»Der er brug for, at vi tænker på de folk, der beslutter sig for at opgive den trygge tilværelse som lønmodtager og i stedet starte egen virksomhed. Hvis man løber en risiko, så skal der også være en tilsvarende skattemæssig begunstigelse,« siger skatteminister Morten Østergaard, der vil lette skatten for erhvervslivet. Foto: Erik Refner

Der er et større og mere »akut behov« for at gennemføre skattelettelser, der gør det billigere at drive virksomhed, end der er behov for at lette skatten for folk i arbejde.

Sådan lyder det fra skatteminister Morten Østergaard (R), der mener, at det er på tide at gøre op med en – i hans øjne – udbredt misforstået tanke om, at skattelettelser i bunden for folk i arbejde er eneste vej frem, hvis man vil have flere af de 800.000 personer, der i dag er på offentlig forsørgelse, i beskæftigelse igen. En opgave som den radikale skatteminister betoner som en af regeringens asolut vigtigste.

»Der har været et berettiget fokus på, at skatten på arbejde i Danmark har været for høj. Derfor blev den med den seneste skattereform sænket. Det spor kan vi godt gå ned ad igen på den lange bane, men det er min mening, at der her og nu er et akut behov for at se på, hvordan man kan sænke skatten for selvstændige erhvervsdrivende,« siger Morten Østergaard, der kalder det en »vigtig radikal mærkesag« at gøre det billigere at drive virksomhed i Danmark helst inden et valg – og hvis det ikke er muligt så umiddelbart efter.

I Sverige bliver overskuddet i en virksomhed beskattet markant lavere end i Danmark. Og fordi man flere gange har lettet skatten på arbejde uden tilsvarende at lette skatten for selvstændige, er det i Danmark blevet mere sikkert at blive i et job som lønmodtager frem for et liv som selvstændig.

Ved at give danske virksomhedsejere mulighed for at beholde en større del af virksomhedens overskud selv skaber man en bedre balance, lyder det fra Morten Øster­gaard.

»Der er brug for, at vi tænker på de folk, der beslutter sig for at opgive den trygge tilværelse som lønmodtager og i stedet starte egen virksomhed. Hvis man løber en risiko, så skal der også være en tilsvarende skattemæssig begunstigelse,« siger han og henviser til, at en sænkelse af skat på kapitalindkomst er et godt sted at starte.

Flere skattelettelser

Formanden for regeringens produktivitetskommission, Peter Birch Sørensen, udpegede i foråret beskatning af erhvervslivet, som et område, der var med til at hæmme produktiviteten i Danmark. For få uger siden afsatte regeringen med støtte fra flere borgerlige partier derfor en milliard kroner frem mod 2020 til at sænke skatten for erhvervslivet.

Men det bør kun være »første skridt på vejen«, lyder det fra Morten Østergaard. Pengene til de resterende lettelser kan eksempelvis hentes fra afledte effekter af de reformer, regeringen har lavet. Hvor mange milliarder kroner ekstra han ønsker at sænke skatten med for danske virksomhedsejere, vil han dog ikke svare på. Det afhænger af, hvad man kan finde af midler, siger Morten Østergaard.

»Vi skal forbeholde os retten til at spille på alle tangenter. Men dimensionerne af det vil jeg ikke spekulere i, før der ligger et endeligt udspil fra regeringen. Det eneste, jeg kan sige, er, at det skal kunne betale sig at drive virksomhed i Danmark, ligesom at det skal kunne betale sig at arbejde,« siger Morten Østergaard.

Særligt Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har slået hårdt på, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde.

Partiets politiske ordfører, Inger Støjberg, kalder det »positivt«, når de Radikale vil være med til at lette skatten for virksomheder. Men afviser, at man kan nøjes med at foretage et enkelt initiativ.

»Det lyder som meget nye toner, hvis regeringen rent faktisk vil følge op på skatteministerens udmeldinger. Vi mener, at det er meget interessant at se på rammevilkårene for virksomhederne, men jeg mener ikke, at man kan sætte det så simpelt op ved at sige, at skattelettelser for virksomheder er bedre end skattelettelser for folk i arbejde,« siger Inger Støjberg og uddyber:

»Jeg vil gerne afvente at se, hvad der egentlig kan blive lagt op til. Hvis det bare er at flytte rundt på pengene, så er det jo mindre spændende,« siger hun.

Hvad med de arbejdsløse?

Berlingske ville gerne have spurgt Socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen, om partiet er enig i, at man bør lette skatten for virksomhedsejere, men det har ikke været muligt at få en kommentar.

I det tidligere regeringsparti SF kritiserer man skatteminister Morten Østergaard for at bruge pengene det forkerte sted. Her understreger fungerende gruppeformand Karina Lorentzen, at regeringen over flere omgange allerede har gjort meget for at forbedre virksomhedernes situation.

»Jeg forstår ikke, hvorfor de Radikale nu vil bruge penge på at lette skatten steder, hvor det ingen dokumenteret effekt har i forhold til at skabe flere arbejdspladser. Jeg ville ønske, at Morten Østergaard behandlede de arbejdsløse, som han ønsker at behandle de udlændinge, som kommer til landet,« siger Karina Lorentzen.

Men den kritik skyder forbi mål, lyder det fra skatteminister Morten Østergaard:

»Når vi før har sænket skatten for virksomhederne, så er det ikke, fordi vi synes, at der er aktionærer, der trænger til at få nogle tykkere tegnebøger. Så er det, fordi vi ved, at det er med til at skabe arbejdspladser, hvilket også gavner dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Det er den røde tråd,« siger han.

En række økonomer har for nylig slået fast, at det kan gavne statskassen at fjerne topskatten, fordi det automatisk vil få folk til at lede efter arbejde med højere løn. I Dansk Iværksætterforening hilser man skatteministerens udmelding velkommen. Men hvis man skal gøre noget, der virkelig virker, så er det netop topskatten, der skal røres ved, lyder det:

»Jeg er ikke tilhænger af, at iværksættere skal have specielle skattevilkår. Jeg er helt klart tilhænger af, at vi har brug for en topskattelempelse, der gælder alle. Det vil få forbruget til at stige til gavn for virksomhederne,« siger formand for dansk iværksætterforening Christian Walther Øyrabø.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.