Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sidste år heppede Messerschmidt på britisk ja til EU: Nu opfordrer han danskerne til at forlade »taberklubben«

DF-stemmesluger Morten Messerschmidt håber, at Danmark vil stemme nej til EU-samarbejdet ved en folkeafstemning og slutte sig til et britisk alternativ. DFs næstformand bakker op, mens Venstre afviser.

Morten Messerschmidt gjorde politisk comeback ved et grundlovsarrangement 5. juni i Frederikssund. Nu melder han ud, at han mener, Danmark bør forlade EU.
Morten Messerschmidt gjorde politisk comeback ved et grundlovsarrangement 5. juni i Frederikssund. Nu melder han ud, at han mener, Danmark bør forlade EU.

Når Storbritannien har forladt EU, bør Danmark gøre det samme.

Det mener Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Morten Messerschmidt, der efter mere end syv måneders sygeorlov, vendte tilbage til politik i starten af juni, og nu i et interview med Børsen for første gang anbefaler, at Danmark helt forlader EU.

»Når Storbritannien er kommet ud af EU, og røgen har lagt sig, så ved vi, hvad alternativet er til EU-samarbejdet. Så kan man spørge danskerne, om alternativet ikke ville være mere attraktivt end at blive i den taberklub, som EU er,« siger han til avisen.

Morten Messerschmidt tror på, at Danmark sammen med Storbritannien og lande som Norge og Schweiz, der begge står uden for EU-samarbejdet, vil kunne lave et mere attraktivt frihandelssamarbejde end EU er i dag.

Da briterne for godt et år siden tog stilling til EU, håbede Morten Messerschmidt ellers på, at de ville stemme ja til daværende premierminister Camerons aftale og blive i EU.

»Som ikke-euroland, nettobidragsyder, NATO- og frihandelsorienteret, har vi meget tilfælles med briterne. Det gør sig også gældende i dagligdagen, hvor det er velkendt, at britiske og danske interesser ofte kan finde fælles fodslag. Umiddelbart bør vi derfor naturligt nok heppe på, at briterne stemmer for at blive og dermed bekræfter Camerons aftale,« skrev han bl.a. i et debatindlæg på netmediet Finans.

Siden stemte briterne dog på at forlade EU, og derfor er der åbnet op for en ny situation, mener Morten Messerschmidt.

DF-ledelse bakker op

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, kalder EU-parlamentarikerens melding for »helt efter bogen«, selvom partiet ikke officielt går ind for, at Danmark skal forlade EU - i hvert fald ikke, før de ved, hvad Storbritannien får ud af det.

»Det kommer an på, hvad EU og briterne når frem til. Det lyder måske lidt krysteragtigt. Men det er også i erkendelse af, at der er stor forskel på store og mægtige England og så på Danmark,« siger Søren Espersen til Børsen.

Venstres sommervikarierende politiske ordfører, Louise Schack Elholm, er uenig i DFernes holdning, og både statsminister Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har tidligere afvist en dansk folkeafstemning om at forlade EU.

Selvom Morten Messerschmidt nu har gjort politisk comeback, afventer han i øvrigt stadig en afgørelse i sagerne om mulig svindel med EU-midler fra fondene MELD og FELD. Selv betegner han det som sjusk og fejl, som han står »fuldstændig på mål for«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.