Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

SFs jobforslag for indvandrere får blandet modtagelse

SF vil med fire punkter sende flere indvandrere og flygtninge i arbejde. Forening jubler, mens oplægget møder modstand på Christiansborg.

Østarbejdere i ufaglærte job skal erstattes med flygtninge og indvandrere, er et af fire forslag fra SF. Arkivfoto: Søren Bidstrup
Østarbejdere i ufaglærte job skal erstattes med flygtninge og indvandrere, er et af fire forslag fra SF. Arkivfoto: Søren Bidstrup

Der er for mange indvandrere og flygtninge, der står uden for arbejdsmarkedet.

Så langt er politikerne på Christiansborg er enige. Men midlet på vej til målet skaber splid. Det står klart, efter SF lørdag præsenterede fire arbejdspunkter, som skal sende flere indvandrere og flygtninge ud på arbejdsmarkedet.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) påpegede i sin nytårstale, at netop dette punkt var centralt for regeringen. Udfordringen er, at knap 50 procent af alle 30-59-årige indvandrere med ikke-vestlig baggrund ifølge Jyllands-Posten forsørges af det offentlige.

Men SF er altså kommet regeringen i forkøbet med de fire forslag, som går ud på, at mange af de østarbejdere, der i dag arbejder i ufaglærte job, skal erstattes med flygtninge og indvandrere, det offentlige skal ansætte flere med indvandrer-baggrund, indvandrerkvinder skal i særlige vejledningsforløb, og flere unge nydanskere i udsatte boligområder skal have fritidsjob.

Ifølge integrationsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) handler det om at skabe muligheder for de arbejdsløse mere end tvang.

»Vi synes, det er fornuftigt at stille krav. Men for ofte handler debatten om, at vi ikke stiller krav. Det her handler om, at krav skal følges af reelle muligheder, og det kræver rådgivning, netværk og vejledning, og det er det, som nydanskerne ofte ikke har til rådighed,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Foreningen Nydansker, der er startet af en række danske virksomhedschefer, jubler over udspillet. Især et øget samarbejde med virksomheder vækker opsigt.

»Ved at lave samarbejder, hvor kommunen inviterer lokale virksomheder ind, så gør man faktisk det, som vores statsminister lagde op til i sin tale,« siger direktør Torben Møller Hansen.

Forslaget vækker dog ikke udelt begejstring i Folketinget. Venstre mener, der er tale om gammel vin på nye flasker. Erfaringer viser nemlig, at lignende projekter ikke har effekt, påpeger arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen (V).

»Jeg er meget enig i, at der skal flere ud på arbejdsmarkedet. Men SFs værktøjer kan ikke bruges. Det er afgørende, at der er et økonomisk incitament til at tage arbejde med et moderne kontanthjælpsloft, og at man sætter skatten ned for de lave indkomster,« siger han.

Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Lennart Damsbo-Andersen (S), roser generelt udspillet fra støttepartiet. Men oplægget er dog for slapt på visse områder, forklarer han.

»Jeg synes ikke, den måde de beskriver det på, er så nuanceret. Jeg har en forventning om, at flygtninge og indvandrere skal mødes med samme krav og forventninger som alle andre på arbejdsmarkedet,« siger Lennart Damsbo-Andersen med henvisning til, at mange tidligere indsatser i landets udsatte boligområder ikke har været nogen succes.

Enhedslisten vender generelt tommefingeren opad, men afviser at oprette flere jobtitler såsom nyttejob, skånejob eller løntilskud frem for nye arbejdspladser med ordentlige overenskomster og vilkår.

Regeringen forventer at præsentere sit udspil på området i løbet af februar.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.