Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

SF vil give uromagere »menneskelige armlænker«

SF overhaler med en ny »akutplan mod uroligheder« regeringen og Socialdemokraterne indenom med vidtgående krav om »menneskelige armlænker«, tvungen forældreopdragelse og tvangsfjernelser som medicinen mod de unge uromagere, der har sat gaderne i brand. Danskerne er vilde med Villy Søvndals ny linje.

SF-formand Villy Søvndals hardcore linje i kampen mod islamistiske ekstremister følges i dag op med et opsigtsvækkende udspil mod de utilpassede unge, der har hærget i flere danske byer.

SFs integrationsordfører, Astrid Krag, vil i dag præsentere en »akutplan mod nye uroligheder«, der indeholder en lang række mere eller mindre vidtgående forslag og koster 110 millioner kroner.

»Ud over det lange, seje træk, bliver vi nødt til at gøre noget her og nu for at sikre, at vores gader ikke står i brand igen næste gang, der er skoleferie, eller næste gang en tilfældig gnist sætter gang i balladen,« siger Astrid Krag.

Blandt andet vil SFerne pådutte uromagerne – og potentielle uromagere – »menneskelige armlænker« i form af politibetjente og andre fagligt udrustede personer, der skal følge i hælene på ballademagerne.

»Man ved jo godt i skolerne, hvem det er, der er ballademagere, men vi får først fat i de her lømler, når de er ude i kriminalitet. Det skal stoppes inden, og når forældrene ikke magter at sætte rammerne for dem, så må vi gøre det for dem. Mandsopdækkeren kan møde op derhjemme for at høre, hvad den unge skal i dag, følge vedkommende til skole, få ham i gang med nogle sunde aktiviteter og måske følge han hjem om aftenen,« siger Astrid Krag.

Der er i alt 12 forslag i planen, der også indeholder klassiske venstrefløjs-løsninger som mere lokalpoliti, bedre SSP-samarbejde, bedre skole-hjem samarbejde, klubtilbud og »sportsklippekort«.

Men altså også – efter SF-standard – drastiske tiltag.

Rockerloven skal i brug
Udover mandsopdækningen kræver SF, at politiet bruger rockerlovens muligheder mod banderne, ligesom man vil have langt flere tvangsanbringelser, og så vil SF tvinge familierne til at tilknytte en familie-coach.

»Coachen skal lukkes ind i en familie og observere, kommentere og udstikke ordrer til forældrene omkring deres roller og ansvar,« siger hun.

Velfærdsminister Karen Jespersen (V) kalder det »helt grundlæggende fornuftige« forslag:

»Der er en bestemmelse i loven om faste voksenkontakter, som jeg ville ønske, at kommunerne brugte, for mange af de unge har brug for at lære, hvad der er ret og vrang. Jeg håber, at de vil tage det op i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i næste uge. Jeg tager imod idéer med kyshånd,« siger hun.

Også Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, er yderst positiv og finder »alle forslagene spændende«, og hæfter sig særligt ved SFs ønske om flere tvangsfjernelser.

»Det er som om, at vi har haft berøringsangst overfor særligt mange indvandrerfamilier, og hvor vi i virkeligheden som samfund svigter børnene.«

Retsordfører, Peter Skaarup (DF), mener ligefrem, at SF har overhalet Socialdemokraterne indenom.

»Jeg savner stadig noget konsekvens som en lavere kriminel lavalder og at man f.eks. pålægger forældrene at betale erstatning for de ulykker, børnene laver, men mens Socialdemokraterne stadig hænger i sumpen, så begynder SF at rykke,« siger Peter Skaarup.

Og tilsyneladende er danskerne vilde med SFs nye linje. I en ny Gallup-måling er SF landets tredjestørste parti med opbakning fra 16 pct. af danskerne, og Villy Søvndal mener, at der er opbakning til hans angreb på ekstremister.

»Jeg har fået rigtig mange mails her den sidste uge tid. Og rigtig mange føler det befriende, at vi tegner så klar en linje. Vi beskæftiger os ikke med, om man er muslim eller ej. Men i stedet om, hvorvidt man er demokrat eller antidemokrat. Og det er en befriende ny linje i den her debat,« siger Villy Søvndal.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.