Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

SF: PET skal altid underrettes om radikalisering

PET bør underrettes, så snart Kriminalforsorgen får kendskab til, at en indsat udviser ekstrem religiøs adfærd i fængslet, mener SF, der vil have særlige exitprogrammer til radikaliserede.

En advarsel om radikaliseret adfærd hos en indsat i fængslet bør med det samme få Kriminalforsorgen til at reagere. Og det skal ske første gang.

Det siger SF retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), efter TV 2 tirsdag kunne afsløre, at fængselsbetjente hele tre gange indberettede til Kriminalforsorgen, at gerningsmanden bag terrorangrebet i København, Omar El-Hussein, udviste radikaliseret adfærd, mens han sad varetægtsfængslet for et voldsomt knivoverfald.

Først tredje gang blev Politiets Efterretningstjeneste (PET) underrettet, og det er ikke godt nok, mener Karina Lorentzen Dehnhardt.

»Vi skal have sikret, at hver gang Kriminalforsorgen får kendskab til et ungt menneske, som udviser en ekstremistisk adfærd, så skal der handles. Der skal simpelthen sættes et forløb i gang, hvor man arbejder med at ændre den unges holdninger til religion og vold. Og samtidig er det naturligvis en selvfølge, at PET også bliver orienteret,« siger hun.

Det er en fortrolig redegørelse til Rigsadvokaten, der afslører, at Kriminalforsorgen blev advaret tre gange om Omar El-Husseins ekstreme religiøse adfærd, og her fremgår det også ifølge TV 2, at gerningsmanden sad i et såkaldt cellefællesskab med en person, der åbenlyst sympatiserede med terrorgruppen Islamisk Stat (IS).

Karina Lorentzen Dehnhardt kalder det »ulykkeligt«, at der ikke blev reageret på advarslerne.

»Det siger sig selv, at når der er materiale nok til en bekymring, så skal PET underrettes hver eneste gang,« betoner hun.

I dag findes der exitprogrammer for rockere og bandemedlemmer, men SF foreslår, at der også indføres et særligt exitprogram for radikaliserede fanger.

»Radikalisering adskiller sig fra bandekriminalitet - her er religion omdrejningspunktet. Og det chokerer mig faktisk, at vi ikke har et exitprogram decideret fra radikaliserede, når vi har haft en terrortrussel så længe,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Spørgsmål: Hvordan skulle sådan et exitprogram konkret foregå?

»Det skal være sådan, at hver gang Kriminalforsorgen møder et ungt menneske i fængslet, som har de her forskruede holdninger, sættes der et forløb i gang. Det skal betyde, at når den unge forlader fængslet, så er der nogen, som har opmærksomhed omkring vedkommende og kan tage de nødvendige foranstaltninger. Her ville det være en god idé at inddrage tidligere ekstremister, som har kendskab til de religiøse holdninger,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Socialminister Manu Sareen (R) sagde tirsdag til Berlingske Nyhedsbureau, at vejen frem er forebyggelse.

»Det handler om forebyggelse, så man slet ikke når derhen, hvor de unge får de her vanvittige holdninger og får lyst til at rejse til Syrien og kæmpe en hellig krig. Det er fuldstændig vanvittigt,« lød det fra ministeren.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.