Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

SF-formand: Vi er åbne over for stramninger

Interview: SF støtter flere af de 34 udlændingestramninger, som regeringen har fremlagt, fortæller Pia Olsen Dyhr i »Beinovs Hotspot«. Men hun mener ikke, partiet har rykket sig.

»Antallet betyder bestemt noget,« siger Pia Olsen Dyhr om flygtningesituationen.
»Antallet betyder bestemt noget,« siger Pia Olsen Dyhr om flygtningesituationen.

Du har sagt, venstrefløjen har været for berøringsangste i debatten om kulturforskelle. Hvad mener du med det?

»Set i lyset af Køln fik vi en belejlig diskussion om sexisme. Men Køln handler ikke kun om mænd mod kvinder, det handler også om kulturforskelle. Hvad er det for et kvindesyn, man bærer med sig, når man kommer fra et patriarkalsk domineret samfund, hvor dele af flygtningene er fra. For eksempel Saudi Arabien, Mellemøsten og Nordafrika, hvor kvinden bliver mandens ejendom.«

Er det ikke en grov generalisering af arabiske of nordafrikanske mænds seksualitet at sige, at vi har et kulturelt problem? Er du ikke med til at stigmatisere den gruppe og i virkeligheden slå alle over en kam, når du siger, som du gør?

»Det er netop, fordi jeg er venstreorienteret og optaget af, at den her gruppe skal være en del af samfundet, at jeg bliver nødt til at diskutere de udfordringer, der er ved det. Og når man kommer som mand fra et samfund, hvor manden ejer kvinden, hvor de bestemmer, hvad kvinden må og ikke må, så er det da et kulturchok at komme til Danmark og opleve, at kvinder må ytre sig på trods af, at deres mand kan mene noget andet. Hvis jeg har en meget nedringet bluse på, må du ikke tage mig på brysterne, selv om det måske er det signal, jeg sender, og det er vi nødt til at sætte meget klart op. Det er et kulturspørgsmål. Her i Danmark er vi ikke multikulturelle, det er sådan set en meget klar kulturretning.«

Hvorfor har venstrefløjen så været så tavs i det her spørgsmål?

»Jeg kan svare på egne vegne, og jeg vil ikke sættes som kusk for Dansk Folkepartis vogn i den her dagsorden. Jeg har ikke lyst til at blive taget som gidsel i diskussionen af nogen af de forslag, Dansk Folkeparti er kommet med - for eksempel at man skal spise frikadeller i børnehaver. Samtidig har Dansk Folkeparti i rette tid diskuteret nogle af de her problemstillinger.«

Du siger, DF har taget diskussionerne i rette tid - vil det sige, I er kommet for sent til historien?

»Jeg synes, Dansk Folkeparti har taget nogle problemstillinger op, løsningerne på dem har bare været symbolpolitik og overreaktioner. Jeg mener bestemt, vi skulle have gjort det tidligere. Vi skulle ikke have været bange for, at det var en højrefløjsdagsorden.«

Hvorfor går SF ikke sammen med Socialdemokraterne og støtter regeringen i at stramme op?

»Det, der er afgørende i den her diskussion er, at vi tager flygtninge. Antallet betyder bestemt noget. Der skal vi have en meget grundig diskussion om, hvordan vi gør det med antallet, for vi har nogle internationale forpligtelser. Men hvis vi gør noget ved antallet, så kræver det en meget mere bevidst strategi i nærområderne. Der kan jeg jo høre igen og igen, at det snakker alle om, men der følger ikke penge med.«

Men hvorfor er I ikke med til at stramme?

»Der er nogle af de her forslag, vi har været åbne over for, men to ting har været alt for stramme: Det ene er, om vi skal ryste folks kufferter for at se, om de har værdifulde smykker, der skal sælges. Allerede i dag skal asylansøgere betale for deres ophold, hvis de har formue. Det giver god mening, der er noget med rettigheder og pligter i det her. Men jeg synes, det er over grænsen at ryste folks kufferter.«

»Den anden del er det her med familiesammenføringer. At vi skyder det til tre år. Jeg tror på, at hvis vi skal have de her mennesker til at fungere i vores samfund, er det godt, de er sammen med deres familier. Jeg tror, de får en hel anden værdiforståelse, end når vi ser så mange enlige mænd. I øjeblikket har vi taget 6.000 enlige mænd ud af de 18.000 flygtninge, vi fik sidste år. Det er mange. Især fordi der er en tendens i en mandekultur til at have selvforstærkende effekter omkring et meget forstokket syn på kvinder.«

Hvis man piller de to ud af de 34 stramninger, kan du så støtte resten?

»Jeg kan faktisk støtte mange af de forslag, og det har SF også sagt. Men der er en tredje ting, vi også synes er kritisk, og det er det her med transportøransvar.«

Man kan jo høre her, at du er ved at rykke og nyorientere dit parti, når du siger, du grundlæggende kan gå med til en række meget markante stramninger af dansk udlændingepolitik undtagen nogle detaljer, der ikke er uvæsentlige for et centrum-venstre-parti. Men du er da ved at bevæge dit parti?

»Jeg synes, SF står rigtig godt.«

Står eller bevæge?

»Jeg ved godt, at du oplever det som bevæge, men jeg synes selv, vi planter vores fødder godt og solidt mellem det, jeg vil kalde dem, der strammer for symbolikkens skyld, nemlig Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti på den ene side og på den anden side nogle utopister i Alternativet, Radikale og Enhedslisten, der ikke vil anerkende, der overhovedet er nogle problemer. Der, synes jeg, vi har placeres os rigtig godt. Der er visse af dem, der ikke vil tage hul på diskussionen om kulturforskelle, og det er en vigtig diskussion. En anden diskussion, der også er vigtig, det er diskussionen om antal, og vi er nødt til at komme tættere på, hvad vi kan gøre ved det.«

Så nu melder du dig på strammer-holdet?

»Nej, jeg melder mig på en tredje vej.«

Se hele interviewet her:

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.