Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
INTERVIEW

»Sexisme kan virkelig pisse mig helt vildt af«

Kend din folketingspolitiker: Sexisme kan »pisse« hende helt vildt af, og så ærgrer hun sig over offentlighedsloven. Kom tæt på de Radikales Sofie Carsten Nielsen, der også fortæller om, hvornår hun føler sig mest magtfuld, og hvad der kan gøre hende mest bange.

De Radikales Sofie Carsten Nielsen
De Radikales Sofie Carsten Nielsen

Hver dag i den kommende periode stiller Berlingskes Politiko 17 faste spørgsmål til en af Folketingets 179 medlemmer.

I dag kan du komme tæt på de Radikales stedfortrædende politiske leder, Sofie Carsten Nielsen.

1. Hvad er opskriften på en god dag for dig?
»At jeg når at se mine børn i øjnene og lytte til, hvad de tænker på. Og så er en god dag en dag, hvor jeg føler, jeg gør en forskel for nogen. Enten politisk som del af noget større eller konkret i en relation til et eller flere andre mennesker.«

2. Hvornår føler du dig mest magtfuld?
»Når jeg kan se, at mange andre trækker i den retning, jeg har arbejdet for. Det er magt for mig, når andre indarbejder mine idéer og gør dem til deres egne. Niels Helveg har jo ret. De største sejre er dem, man ikke selv får eller tager æren for.«

3. Hvem ser du op til?
»Jeg ser ikke rigtig op til nogen. Men jeg har nogle ledestjerner. Enkelte mennesker som har været i stand til at træffe svære valg og holde fast i sig selv, som jeg prøver at lære af. Madeleine Allbright er en ekstraordinær kvinde, synes jeg.«

4. Hvad kan gøre dig mest rasende?
»Sexisme. Det kan virkelig pisse mig helt vildt af.«

5. Hvad ville du lave, hvis du ikke var politiker?
»Jeg havde tre forskellige job og endnu flere forskellige funktioner, inden jeg blev valgt som politiker, så jeg kan sagtens forestille mig at lave mange forskellige ting. Jeg skal kunne mærke, at det kan gøre en forskel for andre mennesker. At det kan flytte et eller andet til det bedre. Det kunne være noget med uddannelse, det kunne være EU-relateret, eller det kunne handle om at hjælpe de mest udsatte i verden. Men det kunne også handle om energi og sikkerhed eller børn og IT. Jeg har en bred smag. Jeg tror faktisk på, jeg kunne gøre en forskel mange steder.«

6. Hvad er det mest dramatiske øjeblik i din politiske karriere?
»Jeg er ikke så meget til det store drama, men det var en meget stor ting, at blive udnævnt til minister og medlem af SR-regeringens Koordinationsudvalg og måske en endnu større ting kort tid efter at blive medlem af SR-regeringens Økonomiudvalg, da Margrethe Vestager forlod dansk politik. Det var et heftigt spring.«

7. Hvor kommer dine holdninger fra?
»De kommer fra min opdragelse, mit temperament og mit møde med mange forskellige mennesker. De udvikles løbende. Mine holdninger er ikke statiske.«

8. Hvad er den bedste bog, du har læst?
»Der er så mange gode. Cormac McCarthys »The Road« sidder dybt i mig. For mig er det både en fortælling om grænseløs kærlighed og om, hvad der sker, hvis vi ikke passer på hinanden og på kloden. Det er den grummeste undergangsfortælling, der findes. Jeg blev tidligt i min ungdom dybt inspireret af Susanne Brøggers bøger »Creme Fraiche« m.fl. De betød noget for min senere læsning af Virginia Woolfs samlede værker. »A Room of One’s Own« kan man ikke komme udenom.«

9. Hvis du havde 1 mia. kr., hvad ville du så bruge dem på?
»Børn og uddannelse.«

10. Hvad tænker du på, når du ikke kan falde i søvn?
»Jeg sover rigtig, rigtig godt. Hvis jeg ikke kan falde i søvn, læser jeg lidt i en bog.«

11. Hvad er det vigtigste, du har ændret i det danske samfund?
»Jeg er stolt af, at vi i Danmark har ligestillet homoseksuelle, også når det gælder ægteskab. Og jeg er rigtig glad for, at vi efter mange års kamp fik indført muligheden for dobbelt statsborgerskab, men jeg er næsten lige så glad for, at vi fik Danmark nogenlunde sikkert gennem den gigantiske økonomiske krise, Europa gennemgik de år, vi havde regeringsmagten og samtidig fastholdt investeringer i uddannelse og forskning. Det kan vi jo se i dag slet, slet ikke er en given ting.«

12. Hvilken politiker fra et andet parti end dit eget er den bedste debattør i Folketinget?
»Der er mange gode debattører. Jeg kan meget godt lide Jan E. Jørgensen, han har humor, også når det er svært.«

13. Hvad er løsningen på samfundets største problem i øjeblikket?
»At vi taler mere sammen på tværs af forskelligheder. Det kræver investeringer i vores uddannelsesfællesskaber. Og så at vi fortsætter med den grønne omstilling. Vi kan ikke slække på ambitionerne. Så overlader vi en ringere klode til vores børn, end den vi overtog. Det kan vi ikke tillade os.«

14. Hvilken beslutning/lov ærgrer du dig mest over at have lagt stemme til?
»Offentlighedsloven. Den vil vi gerne have lavet om.«

15. Hvad er det mest skelsættende øjeblik i dit liv?
»At få børn.«

16. Hvad synes du fylder for meget i den politiske debat?
»Antallet af flygtninge i Danmark i stedet for, hvordan vi sikrer, at flere kan blive i tryghed og sikkerhed i deres eget land eller i et nærområde.«

17. Hvad kan gøre dig mest bange?
»Hvis mine børn skal vokse op i en verden med mere had, krig og splittelse end den, jeg selv voksede op i.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.