Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
ANALYSE

Så sig dog undskyld!

Hvad har forfatter og venligbo Anne Lise Marstrand-Jørgensen til fælles med både præsident Recep Tayyip Erdogan og K-formand, Søren Pape Poulsen? De forlanger alle en undskyldning.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen blev indigneret over integrations­minister Inger Støjberg (V). Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen
Anne Lise Marstrand-Jørgensen blev indigneret over integrations­minister Inger Støjberg (V). Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen

Det kræver både hård hud og hår på brystet at deltage i den offentlige debat. Og nogle gange også livvagter og skudsikker vest. Man skal kunne tåle lidt af hvert – hån, had og fornærmelser, men også indimellem direkte trusler på livet.

Skal det virkeligt være sådan? Hvorfor er følelserne blevet så stor en del af debatten? Måske fordi personlig fornærmethed og sårede følelser er blevet en vigtig faktor i den politiske debat. Er angrebet groft og personligt nok, bliver det et tveægget sværd. Så sig dog undskyld.

Den tyrkiske præsident Erdogan er for eksempel blevet voldsomt fornærmet over, at den tyske satiriker Jan Böhmermann har kaldt ham for »en gedeknepper« og meget andet ubehageligt. Fornærmelsen er blevet til europæisk storpolitik, som truer forholdet mellem Tyskland og Tyrkiet og har fået den tyske forbundskansler til at undskylde. Og nu ruller debatten om ytringsfrihed, eftergivenhed, og hvad man i grunden skal finde sig i.

Forfatter og venligbo Anne Lise Marstrand-Jørgensen blev i denne uge så indigneret over, at integrationsminister Inger Støjberg (V) havde beskyldt hende for at sprede usandheder i en reportage fra en teltlejr for asylansøgere i Haderslev, at hun forlangte en undskyldning.

Marstrand mente – i lighed med mange af hendes støtter – at en minister ikke kan tillade sig at angribe en navngiven borger på den måde. Undskyldningen fik hun dog ikke, men Inger Støjberg ønskede heller ikke at uddybe sine beskyldninger i interview på TV. Til gengæld skrev hun i en ny opdatering på Facebook, at det var Marstrand, som burde give en undskyldning til de ansatte i teltlejren i Haderslev. De kunne med rette føle sig forurettede, mener ministeren.

Et tredje eksempel i ugen havde også sit udspring i Facebook og en politikers hurtige reaktion på en aktuel sag. Den konservative leder, Søren Pape Poulsen, blev fornærmet på danske soldaters vegne, fordi den ny­udnævnte radikale værdiordfører, Zenia Stampe, mente, at danske soldater ikke er klædt på til at løse opgaver med bevogtning på dansk jord.

»Det er respektløst, at hun taler ned til de her ordentlige mennesker, som om de er dumme,« sagde Pape indigneret og mente, at Stampe skulle sige undskyld.

Senere viste det sig, at i hvert fald en del af soldaterne ikke var nær så fornærmede som den konservative leder. De var faktisk mest enige med Zenia Stampe i, at det ikke er deres spidskompetence at stå vagt ved Nørreport Station. Fornærmethed på andres vegne er en særlig disciplin, man skal være varsom med.

At sårede følelser er en politisk magtfaktor, der kan mobilisere store masser, blev åbenbaret, da Jyllands-Posten bragte de berømte Muhammed-tegninger.

De fornærmede og sårede angiveligt en stor gruppe af muslimer så meget, at nogle af dem greb til vold og brandstiftelse mod danske ambassader. Andre nøjedes med at kræve en undskyldning. Sociologer har siden talt om en muslimsk fornærmelseskultur, hvor angiveligt sårede følelser bruges ikke bare til at legitimere vold og terror, men til hele tiden indirekte at lægge pres på de vestlige værdier og til at mobilisere trosfæller til et religiøst opgør.

Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump har sat personlige fornærmelser i system og bruger dem meget bevidst i sin kamp for at nå verdens mest magtfulde post.

Trump fornærmer i flæng; ikke bare muslimer, mexicanere og kvinder, men også sine politiske modstandere. Trumps republikanske rival i kapløbet om at blive nomineret, senator Ted Cruz, bliver konsekvent omtalt som »Lyin’ Ted« – løgnagtige Ted – i Donald Trumps mange opdateringer på Twitter.

Den offentlige debat har det svært, det kan ingen være i tvivl om. Hvor er balancen? Offentligheden er vokset enormt i omfang – ikke alene er den blevet global, så fornærmelser på den ene side af kloden rammer på den anden. Den er også demokratiseret i ekstrem grad, så alle kan ytre sig på de elektroniske medier, altid. Og det hele blandes sammen, så ministre skal stå til ansvar i Folketinget for det, de har skrevet på Facebook en sen nattetime.

Dele af debatten er direkte syg og domineret af en kloak af fornærmelser, trusler og hadefulde debattråde på de sociale medier. Og det smitter af på den diskussion, som man kunne forvente var mere civiliseret. Den som foregår mellem politikerne og samfundets etablerede meningsdannere i de mere etablerede medier.

Der er overalt point at hente ved at fornærme, men er fornærmelserne for grove, er der mindst lige så mange point at score ved at være fornærmet.

Den modsatte grøft i forhold til den direkte, personlige og hadefulde debat hedder politisk korrekthed – et begreb som især har sit udspring i det mulitikulturelle og multietniske USA.

Man skal tale pænt og ordentligt til hinanden og inden for helt faste konventioner. Man skal kun benytte alment accepterede termer og betegnelser for ikke at støde nogen. Men ikke nok med det: Den politiske korrekthed var og er også koblet op på et bestemt sæt af sandheder og værdier om mangfoldighed, ligestilling og respekt for minoriteter. Det betyder, at den politiske korrekthed konsekvent udelukker og indirekte censurerer vigtige stemmer i debatten.

De, der helst vil kalde en spade for en spade og ikke er trænet eller ønsker at føle sig bundet af elitære regler for, hvad der er legitimt at sige, holdes ude. Det er ikke forkert at sige, at netop den politiske korrekthed og de uskrevne sandheder har dannet grobund for den protestbevægelse fra højre, der skyller hen over Europa og USA.

Det er på tide, at nogen siger undskyld. Men hvem skal det være?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.