Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

S: Løkke skal redegøre for sin rolle i kvælstof-sagen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen skal redegøre for, hvorfor han allerede tidligt i forløbet var orienteret om landbrugspakken, samt hvad han vidste om de oplysninger, som er blevet kritiseret for at vildlede Folketinget.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal forklare, hvad hans rolle har været i kvælstof-sagen, efter at det er kommet frem, at Statsministeriet har været særdeles velorienteret om landbrugspakkens indhold og risici allerede tidligt i forløbet.

Sådan lyder meldingen fra Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen (S), der nu kræver en redegørelse fra statsministeren.

»Det er dybt alvorligt, hvis det viser siger sig, at Lars Løkke Rasmussen har haft fingrene helt nede i gyllegate og i månedsvis har været orienteret om, at man her var på kant med EU-regler. Samtidig må man stille sig selv spørgsmålet om, hvor meget statsministeren har vidst om de misvisende oplysninger, som Eva Kjer Hansen (V) gav til Folketinget,« siger Nicolai Wammen.

Han refererer til, at et flertal i Folketinget vurderede, at daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen lagde så misvisende oplysninger frem om konsekvenserne af landbrugspakken, at flertallet mistede tilliden til ministeren.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen blev i denne uge indkaldt i samråd, fordi Berlingske kunne beskrive, hvordan regeringstoppen ifølge flere centralt placerede kilder pressede embedsmænd til at levere en politisk pakke, der gavnede landmændene mest muligt.

Det er dog højst tvivlsomt, om statsministeren personligt møder frem, eller om han i stedet sender sin fagminister, miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Og i dag kan Berlingske så fortælle, at Statsministeriet allerede i september 2015 fik udarbejdet et notat om landbrugspakkens forhold til EU-reglerne på området. Her blev det konkluderet, at blå bloks daværende udspil - den såkaldte 16-punktsplan - risikerede at bringe Danmark i konflikt med de direktiver, der blandt andet fastlægger, hvor meget kvælstof der må udledes i vandmiljøet.

Derfor vil Socialdemokraterne nu stille en række spørgsmål til statsministeren:

»Vi ønsker en redegørelse, hvor statsministeren svarer på, hvad hans rolle har været, så der kan komme klarhed over, hvorvidt statsministeren har foretaget sig ting, der viser sig at være i strid med EU-retten og naturligvis også, om han har været vidende om de misvisende oplysninger, som Folketinget har fået af Eva Kjer Hansen,« siger Nicolai Wammen:

»Der er intet galt i, at en statsminister interesserer sig for, hvad der foregår i hans regering. Problemet er, hvis statsministeren i månedsvis har været advaret om, at man kunne komme i problemer med EU-reglerne samtidig med, at hans miljø- og fødevareminister har givet misvisende oplysninger til Folketinget.«

Sagen om landbrugspakke endte med, at Eva Kjer Hansen trak sig som miljø- og fødevareminister, fordi De Konservative udtrykte mistillid til hende.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstre, men politisk ordfører i partiet, Jakob Ellemann-Jensen (V), siger i dagens Berlingske, at han ikke opfatter statsministerens rolle som problematisk.

»Jeg skal ikke kunne sige, om det er sædvane eller ej, men uanset hvad, kan jeg ikke se, at det skulle være et problem, at en statsminister er involveret i, hvordan hans fagministre løser deres opgaver. Især ikke når det er et emne, som er meget vigtigt for regeringen, og noget, vi gik til valg på. Det kaldes lederskab,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.