Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Rygterne om den politiske debats død er overdrevne

Selv om den politiske debat på de sociale medier også er en kloak af skældsord, hvor ingen lytter, og ingen bliver klogere, er den demokratiske samtale på Facebook bedre end sit rygte, mener idéhistoriker og seniorforsker Mads P. Sørensen.

Se mere
Mads P. Sørensen, idéhistoriker og seniorforsker ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Foto: Bo Amstrup.
Mads P. Sørensen, idéhistoriker og seniorforsker ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Foto: Bo Amstrup.

Det er blevet moderne at skælde ud på Facebook, selv om vi alle – eller i hvert fald i omegnen af 2,7 mio. danskere – bruger det og bruger det lystigt.

Facebook er en kloak af vederstyggeligheder, en kakofoni af ukvemsord, et digitalt mobbeforum og et ekkokammer for i forvejen enige mennesker. Her bekræfter vi hinanden i, at vi har ret, og de andre idioter har uret.

Facebook kunne ellers være det nye forsamlingshus, mener mange. Stedet, hvor alle uagtet social omgangskreds, uddannelse og økonomisk formåen har mulighed for at blive hørt. Men i sin praktiske udformning er der langt til idealet om det inkluderende, lyttende samtaledemokrati, som teolog og højskoleforstander Hal Koch formulerede lige efter befrielsen. Et demokrati hvor man lytter til modpartens argumenter og trods uenigheder kommer overens om en fælles løsning.

Den polskfødte filosof Zygmunt Bauman sagde for nylig i et interview med avisen El País, at »ægte dialog handler ikke om at tale til folk, som mener det samme som dig. […] De fleste mennesker bruger ikke sociale medier til at forenes, ikke til at udvide deres horisont. Snarere tværtimod til at definere en komfortzone for sig selv, hvor de eneste lyde, de hører, er ekkoet af deres egen stemme; hvor det eneste, de ser, er genspejlinger af deres eget ansigt.«

Men går man ned i materien og ser på de konkrete tal, den konkrete trafik og den konkrete politiske samtale, der finder sted, er Facebook bedre end sit rygte, siger Mads P. Sørensen, idéhistoriker og seniorforsker ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Som idéhistoriker er han ganske bekendt med den demokratiske samtales teoretiske grundlag. Med Hal Koch, Alf Ross, Jürgen Habermas og alle de andre store tænkere, der gennem tiden har forsøgt at definere, hvordan demokratiet skal arbejde og fungere, hvis det skal fastholde sin legitimitet. Og som forsker på Dansk Center for Forskningsanalyse på statskundskab er han optaget af fakta.

I et forsøg på at forene de to, Koch og Habermas, satte Mads P. Sørensen sig for at analysere al trafik, der foregik i én måned, juni 2014, på de 170 danske folketings­medlemmer, der på daværende tidspunkt havde en facebookprofil. Er det en ægte demokratisk samtale i Kochs eller Habermas’ ånd, der foregår der?

»2,7 millioner danskere bruger Facebook, og her har vi et medie, som, modsat aviser og TV, virkelig er samtaleagtigt i sit udgangspunkt. Den gængse diskurs har været, at de sociale medier er en stor skraldespand, hvor folk råber og skriger. Men min intuition sagde mig, at den opfattelse ikke var et helt dækkende billede. Man kan også opleve folk debattere ordentligt og grundigt indimellem,« siger Mads P. Sørensen.

Lignende undersøgelser fra andre lande – New Zealand, England og Norge eksempelvis – foreligger. Men de er ikke nødvendigvis dækkende for Danmark, da vi har en langt stærkere tradition for at anse samtalen som forudsætning for demokratiet, siger Mads P. Sørensen.

»Så tænkte jeg: Hvor foregår den samtale i dag? Partiernes medlemstal rasler eksempelvis ned. De fleste danskere kommer ikke med jævne mellemrum i en partiforening og diskuterer politik. Til gengæld bruger vi flere og flere timer på Facebook,« siger Mads P. Sørensen.

En måned, 2.721 opdateringer

Han og hans forskningsassistenter besluttede at gennemgå én gennemsnitlig måneds aktivitet på 170 folketingsmedlemmers facebooksider. (De nordatlantiske mandater var ikke med, og fem MFere havde på daværende tidspunkt ingen facebookside).

Valget faldt på juni i 2014. En måned langt væk fra valgkampe og andre ekstraordinære begivenheder, der kunne skævvride billedet. Men det betød ikke, at politikernes sider lå stille. I den måned alene udsendte de 170 folketingsmedlemmer i alt 2.721 politiske statusopdateringer. I snit en opdatering hver anden dag. Tallene dækker dog over store aktivitetsforskelle. 11 af de 170 politikere opdaterede slet ikke i perioden, mens 28 politikere opdaterede over 30 gange hver. 35.000 individuelle borgere – eller hvad der vel svarer til omkring 200 fulde forsamlingshuse – reagerede på disse statusopdateringer med kommentarer. Mens endnu flere læste opdateringerne.

Tidligere analyser har vist, at politikerne har flere formål med deres facebooksider. Dels giver det dem en »sæbekasse«, de på billig og effektiv facon kan råbe politiske budskaber ud fra. Dels nævner de ofte på ædel vis, at de gerne vil i dialog med deres vælgere.

Der er dog, viste Mads P. Sørensens datasæt, stor forskel på, hvor meget politikere trods de gode intentioner engagerer sig i samtalen efterfølgende. Men i 43 pct. af opdateringerne førte opdateringen til en eller flere samtaler i kommentarsporet enten mellem borgere eller mellem borgere og politikeren. Nogle politikere – eksempelvis det nu tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic (SF) og Ole Birk Olesen (LA) – var i deres helt egen liga med i gennemsnit op til 12 kommentarer, svar og opklaringer til debatten under hver af deres egne opdateringer.

Tallene overraskede Mads P. Sørensen positivt. I hvert fald kvantitativt måtte han konkludere, at den demokratiske debat lever i bedste velgående. Folk gider godt. Og folk finder kanalerne:

»Facebook er blevet et vigtigt sted for den demokratiske samtale. At der på en gennemsnitsmåned var mere end 35.000 danskere, som aktivt tog del i en samtale derinde ved at skrive noget på en politikers side, samtidig med at endnu flere læste opdateringerne og andre brugeres kommentarer, er et imponerende stort tal holdt op mod, hvor mange der for eksempel går til partimøder og debatterer politik dér. Og det er et tegn på, at den demokratiske samtale bestemt ikke er død. Den har blot delvist flyttet sig til nye fora,« siger Mads P. Sørensen.

»En af antagelserne i den eksisterende litteratur på området er, at det bliver silotænkning. At man sidder og bekræfter hinanden i forudindfattede holdninger eller sviner modparten til. At der egentlig ikke er nogen reel deliberation, som det hedder. Og der må man bare sige: Det passer ikke, når jeg ser på mine data. Der foregår i høj grad en diskussion,« siger Mads P. Sørensen og nævner Inger Støjbergs (Venstres daværende politiske ordfører, nuværende udlændinge-, integrations- og boligminister) side.

Hendes opdateringer – ofte om intergration og muslimer – var undersøgelsesperiodens mest likede:

»Nogle af de opdateringer, hun lavede, resulterede i mange og lange diskussioner, hvor der bestemt var meget rygklapperi på den ene side og megen tilsvining af hinanden på den anden side. Men hvor der også var flotte og lange elaborerede indlæg i de samtaler, også til og fra modstandere.«

»God tone« kan blive til censur

Knap en dag går, uden at medierne kan berette om et skænderi med efterfølgende stor opstandelse og forargelse på Facebook. Det er næsten rituelt. Og i de senere år har de sociale medier vist et værre ansigt. TV-programmerne »Ti stille, kvinde« på DR 2 indeholdt eksempler på grove, sexistiske og truende henvendelser til kvindelige politikere. For få uger siden blev Facebook-klimaet for meget for Bornholms borgmester, Winnie Grossbøll, der slettede sin facebookprofil med ordene:

»… Egentligt synes jeg, at FB (Facebook, red.) kunne være et fantastisk medie til at diskutere med jer. Her er tid og plads til at gå i dybden […] Imidlertid har jeg i stigende grad måtte sande, at FB dræner mig for al for meget energi. Her er så meget surhed, galde og rå kommentarer […] Det tager energien hele tiden at skulle forholde sig til grimme ord og barske udtalelser, og det fylder så meget, at det overskygger det første.«

Søren Espersen, Dansk Folkepartis udenrigsordfører, der ellers nok kan klare en barsk holmgang på ord, sagde i november 2014 ligeledes farvel til Facebook. Blandt andet efter gentagne trusler mod ham selv og hans familie. Trusler om død, bomber, voldtægt og skader på politikerens familie er ikke usædvanlige.

Mads P. Sørensens undersøgelse – herunder en supplerende, kvalitativ interviewundersøgelse med nogle af de mest Facebook-aktive politikere – bekræfter, at tonen på de sociale medier er hård. At nogle emner såsom »køn«, »indvandring«, »religion« og »homoseksualitet« kan føre til ophidsede debatter. Skal den destruktive tone holdes i ave, kræver det timers indsats og konstant opmærksomhed. Og en vis rygrad:

»Men jeg tænker tit på noget, som Özlem Cekic (SF) sagde: De, der ytrer sig meget hårdt, er ofte mennesker, der har råbt op i alle mulige andre sammenhænge uden at blive hørt. Deres liv er dybt påvirket af politiske beslutninger, de føler sig magtesløse og kørt over, og derfor reagerer de på en meget voldsom måde. Hvis man så ikke har den skoling, som politikere og andre veluddannede har, kommer det ud i meget brutale vendinger. Det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt, men det kan i mange tilfælde også være forståeligt.«

Vi taler ofte om »tonen« som noget i forfald. Men har vi et idylliseret billede af debatten i gamle dage som noget civiliseret?

»Under politiske møder i 1930erne var der masser af tilfælde, hvor folk kom op at slås. »Matador« har et afsnit, hvor Maude og Elisabeths lillebror, Gustav, som KUer kommer i slagsmål med de røde og slår en arbejder i hovedet med en cykelpumpe. Det var et godt billede på tidens debatklima. I dag er tidligere tiders autoritets- og klasseskel mindre betydningsfulde, og der er mulighed for, at mange, der ikke tidligere kunne komme til orde, kommer det i dag. Så siger man: »I skal opføre jer ordentligt!« Men hvis man insisterer alt for hårdt på, at debatdeltagere skal komme med lange, velpåklædte, velformulerede indlæg for at kunne deltage, så indsnævrer man jo også den politiske debat til at være for en elite,« siger Mads P. Sørensen.

Så i dine øjne er det ikke »tonen« eller de sociale medier, der er synderen?

»Trusler og lignende er naturligvis uacceptabelt. Men man må også glæde sig over, at der er så meget liv og debat trods alt. Folk vil gerne debattere og diskutere. Det vigtige i den forbindelse er netop samtale-delen. At politikerne virkelig engagerer sig, selv om det kræver tid. Ytringer, der får lov at stå alene, virker ofte voldsomme. Hvis man vender tilbage og indgår i dialogen på en konstruktiv, tålmodig måde, så sker der tit det, at folk gider lytte og modererer deres synspunkt. Men hvis man som politiker blot foregiver, at man har en samtale, skal man hellere lade være.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.