Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Røde partier indgår alliance om nej til højere pensionsalder

I anledning af 1. maj forsøger oppositionspartier at råbe regeringen op og sige nej til højere pensionsalder.

Akrivfoto: Enhedslistens Pernille Skipper.
Akrivfoto: Enhedslistens Pernille Skipper.

Arbejdernes internationale kampdag er en passende dag til at sætte megafonen for munden og skærpe kravet om at droppe regeringens ønske til en højere pensionsalder.

Det mener Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, som har indgået en alliance om at sige nej til højere pensionsalder.

Udmeldingen kommer i anledning af 1. maj.

»Vi kan have masser af diskussioner og uenigheder mellem Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Men det er rigtig vigtigt, at pensionsalderen ikke bliver hævet, som regeringen ønsker at gøre.«

»Det skal være en alliance, som også holder efter valget,« siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

Når trekløverregeringen i foråret fremsætter et nyt bud på Danmarks økonomi frem mod 2025, ventes det, at borgerne bliver bedt om at blive længere på arbejdsmarkedet, inden de går på pension.

Det er udset til at være en af de væsentligste finansieringskilder til regeringens reformplaner.

Ved at hæve pensionsalderen kommer der flere penge i statskassen, hvilket vil forbedre det berygtede råderum i dansk økonomi.

Pensionsalderen står i forvejen til at stige gradvist i de kommende år som følge af velfærdsaftalen fra 2006.

Men borgernes levetid er steget hurtigere end ventet, og derfor har danskerne udsigt til længere tid på pension end vedtaget i aftalen.

Socialdemokratiet var som det eneste af de tre røde partier med i forliget. Men partiet siger nu nej til at hæve pensionsalderen hurtigere end aftalt.

»Nu står vi sammen imod Lars Løkkes forslag. Vi er imod, at en af Europas højeste pensionsaldre bliver hævet endnu mere.«

»Og det er mange andre også. Et flertal i befolkningen er imod. Et flertal i Folketinget er imod,« skriver S-formand Mette Frederiksen, SF-formand Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper i et indlæg i dagbladet Information.

Dansk Folkeparti har også tidligere modsat sig en højere pensionsalder. Dermed er der ikke flertal i Folketinget.

Pengene fra senere pension skal ifølge regeringen sikre, at statskassen ikke går i rødt i mange år, når langt færre unge skatteydere skal finansiere pension og sundhed til langt flere folkepensionister.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.