Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Røde Kors slår alarm over forhold i græsk flygtningelejr

Beboerne i Moria-lejren på Lesbos er modløse, stressede og i risiko for depression, viser undersøgelse.

Moria-lejren på Lesbos er så overfyldt, at folk også bor i telte uden for det egentlige lejrområde. Billedet er fra november 2017. Reuters/Alkis Konstantinidis/arkiv
Moria-lejren på Lesbos er så overfyldt, at folk også bor i telte uden for det egentlige lejrområde. Billedet er fra november 2017. Reuters/Alkis Konstantinidis/arkiv

København. Otte toiletter til 400 mennesker. Børnefamilier, der bor i iglo-telte. Og timelange køer for at få mad.

Sådan beskriver Røde Kors i en ny rapport forholdene i en flygtningelejr på den græske ø Lesbos, hvor asylansøgerne hober sig op, efter at en række andre EU-lande, herunder Danmark, har lukket deres grænser.

De tider, hvor Grækenland bare var et transitland på rejsen til Europa, er forbi, fremgår det af rapporten.

I rapporten stiller Røde Kors skarpt på den mentale tilstand hos beboerne i lejren. Og undersøgelsen, der er foretaget i november, vidner om alarmerende forhold, mener organisationen.

65 procent af svarpersonerne har alvorlige mentale helbredsproblemer. Og 92 procent vurderes at være i risiko for at udvikle depression eller langvarig stress, fremgår det af rapporten.

I øjeblikket bor der cirka dobbelt så mange mennesker i lejren, som den egentlig er indrettet til. Og det er vel at mærke på et tidspunkt, hvor der erfaringsmæssigt er lille tilstrømning til de græske øer på grund af det kolde vejr.

Når foråret kommer, forventes antallet af nytilkomne at stige. Og overbelægningen er en af de væsentligste årsager til mistrivsel, vurderes det i rapporten.

- De mennesker, der opholder sig her, skal stå i kø for at komme i bad. De skal stå i kø for at få tæpper. De skal stå i kø for at få mad og for at komme på toilettet, fortæller Tina Agerbak, der er udsendt for Røde Kors i Grækenland.

- Folk lever med meget højt stressniveau, og mange er utrygge. De går rundt med angst og har problemer med at sove.

Spørgsmål: Hvad mener I hos Røde Kors, at der skal til for at forbedre forholdene?

- Først og fremmest er det vigtigt, at man nedbringer antallet af mennesker i modtagelejrene. De lokale græske myndigheder gør meget for at forbedre forholdene. Men så længe der er så stor overbelægning, er det meget svært at skabe ordentlige forhold.

- Og så er der stort behov for at nedbringe sagsbehandlingstiden for asylsager, siger Tina Agerbak.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.