Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Revner i F16-fly kan sætte skub i flyindkøb

Indkøbet af nye kampfly kan rykke tættere på, efter F16-mekanikere har advaret om slidte maskiner og stresset personale, vurderer ekspert. V og K vil forlænge missionen i Irak trods advarslen.

ARKIVFOTO.
ARKIVFOTO.

Hvis Danmark fortsat skal være på vingerne i aktionen mod Islamisk Stat (IS) i Irak, kan der blive brug for at skifte F16-flyene ud før tid.

Det vurderer redaktør på nytkampfly.dk Andreas Krog, efter F16-mekanikernes tillidsrepræsentanter i Berlingske advarer mod at forlænge missionen, der efter planen skal afsluttes til oktober.

Flyene er nemlig ved at slå revner, og bemandingen, der skal vedligeholde maskinerne på basen i Kuwait, går ned med stress, lyder det.

Siden oktober sidste år har Danmark bidraget til den amerikanskledede koalition, der kæmper mod IS i Irak, med syv F16-fly, og Venstre har i sit regeringsgrundlag lagt op til en forlængelse af missionen. Sker det, kan der blive behov for at udskifte F16-flyene før 2020-2024 som ellers planlagt, forklarer Andreas Krog, der har fulgt indkøbet af nye kampfly siden 2008.

»Vi har nogle fly, der er op til 35 år gamle, og vi flyver dem rigtig meget i det her år. Og jo flere timer man flyver, jo mere slider man flyene. Så der er ingen tvivl om, at et indkøb af nye fly bliver mere og mere presserende,« siger redaktøren.

F16-flyene har været på vingerne i mere end 4.000 timer og har fløjet flere end 410 missioner siden oktober. Hvis missionen forlænges, venter endnu flere timer i luften, og det kan ifølge Andreas Krog slide mere på flyene, end man har kalkuleret med:

»Hvis vi pludselig opdager meget alvorlige revner, og vi har brug for nye fly hurtigere, så kan det fremrykke indkøbet, for jeg tror ikke, at der politisk er nogen lyst til at stå i en periode uden kampfly.«

Trods advarslen fra F16-mekanikerne fastholder både Venstre og de Konservative, at den danske militære indsats i Irak skal forlænges, når missionens politiske mandat udløber til oktober.

»Vi har jo indtrykket af, at det her virker. Det vil være spildte kræfter, hvis vi trækker enheden tilbage til Danmark nu midt i arbejdet,« siger Venstres forsvarsordfører, Peter Juel Jensen (V), der bakkes op af de Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov (K):

»Det er vigtigt, at vi er med i den kamp, og vi er nødt til at finde de ressourcer, der skal til, for at det kan lade sig gøre. Forsvaret er slidt meget langt ned, og det her viser også, hvorfor vi har brug for at få købt nye kampfly til Danmark meget snart,« siger han.

Alternativet og Enhedslisten stemte begge imod missionen sidste år, og partierne fastholder, at de danske enheder bør hentes hjem.

Hos SF understreger forsvarsordfører og tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF), at mekanikerne er kernen i missionen.

»Og når de siger, at de ikke længere finder det forsvarligt at fortsætte, så må vi politikere virkelig tage det meget alvorligt,« siger han.

Hos de to tidligere regeringspartier, der sendte kampflyene af sted, tager man mekanikernes advarsel alvorligt. Men de Radikale minder om, at kampen mod IS er »ekstremt vigtig« og vil nu afvente forsvarets indstilling.

Samme melding lyder fra Socialdemokraternes fungerende politiske ordfører, Benny Engelbrecht (S):

»Vi tager de ansattes bekymring meget alvorligt, og vi vil nu afvente en nærmere forklaring fra forsvarsministeren, så vi kan tage stilling i sagen,« siger han i en mail.

Udover de syv F16-fly bidrager Danmark til missionen mod IS med omkring 280 mand.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.