Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Regeringen vil forny den offentlige sektor: »Der er noget, som skriger til himlen«

Anført af minister for offentlig innovation, Sophie Løhde, søsætter Løkke-regeringen en stort anlagt reform af den offentlige sektor, der skal sikre danskerne bedre velfærd i hverdagen. Første skridt bliver at skabe bedre ledere på landets daginstitutioner, skoler, plejehjem og hospitaler. Et kæmpepotentiale at hente, mener eksperter.

»Ledelse er i sidste ende afgørende for, hvilken kvalitet du og jeg møder som borgere i vores velfærdsinstitutioner, og vi har en ambition om at forny den offentlige sektor og sikre, at vi kan levere højere kvalitet i vores velfærdsydelser end i dag,« siger minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) om baggrunden for den ny ledelseskommission. 
»Ledelse er i sidste ende afgørende for, hvilken kvalitet du og jeg møder som borgere i vores velfærdsinstitutioner, og vi har en ambition om at forny den offentlige sektor og sikre, at vi kan levere højere kvalitet i vores velfærdsydelser end i dag,« siger minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) om baggrunden for den ny ledelseskommission. 

Du kender sikkert fornemmelsen af at aflevere dit barn i daginstitutionen med følelsen af, at der er styr på tingene og overskud til de små poder. Ligesom du måske omvendt har oplevet at komme på en skole eller et plejehjem, hvor kvaliteten halter og stemningen er dårlig.

De forskellige oplevelser handler i høj grad om god eller dårlig ledelse, hvis man spørger minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), og derfor søsætter hun nu en særlig ledelseskommission, der skal forbedre såvel kvaliteten af velfærden som arbejdsglæden for medarbejderne.

Kommissionen markerer samtidig startskuddet til en stort anlagt reform af hele den offentlige sektor, der beskæftiger omkring 800.000 mennesker og årligt forbruger 540 mia. kr.

Reformen af den offentlige sektor i Danmark er et af Løkke-regeringens mest prestigefyldte projekter, hvilket understreges af statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) beslutning om at installere Sophie Løhde i Finansministeriet i en nyoprettet stilling i forbindelse med etableringen af VLAK-regeringen i november.

»Ledelse er i sidste ende afgørende for, hvilken kvalitet du og jeg møder som borgere i vores velfærdsinstitutioner, og vi har en ambition om at forny den offentlige sektor og sikre, at vi kan levere højere kvalitet i vores velfærdsydelser end i dag,« siger Sophie Løhde.

Ledelseskommissionen præsenteres onsdag og skal om ti måneder komme med konkrete forslag til, hvordan den offentlige sektor kan ledes og drives bedre.

»Hvorfor er vi så hamrende dårlige«

I dag sker det for ofte, at institutioner, skoler eller plejehjem med de samme vilkår og økonomiske rammer – måske endda beliggende i samme kommune – leverer velfærd af vidt forskellig kvalitet, mener Sophie Løhde, og derfor skal de mest vellykkede eksempler i højere grad kopieres til andre steder i landet.

»Man kan opleve to stort set identiske plejehjem give beboerne vidt forskellige tilbud. På det ene er der udflugter og masser af aktiviteter, og på det andet er dagens bedste tilbud at blive placeret foran fjernsynet,« siger Sophie Løhde:

»Hvorfor er vi så hamrende dårlige til at sikre, at de gode resultater bliver bragt videre? Der er noget, som skriger til himlen, hvordan vi kan få noget så forskelligt ud af de samme ressourcer.«

Sophie Løhde vil forud for kommissionens arbejde ikke lægge sig fast på konklusioner, men hun lægger ikke skjul på, at en af vejene at gå er at sætte offentlige ledere fri af et stadigt mere omsiggribende kontrolapparat.

»Man kan ikke vedtage en lov om bedre politikere, der blander sig mindre, men vi skal turde tage en diskussion af, at der er behov for at give lederne bedre vilkår for at udøve ledelse i den offentlige sektor og dermed en højere grad af frihed,« siger hun.

Den nedsatte ledelseskommission bliver en del af en samlet reform af sektoren, der også ventes at stille skarpt på bl.a. mindre bureaukrati og anvendelse af ny teknologi.

Længere på literen

En modernisering af den offentlige sektor har været på dagsordenen gennem årtier med stærkt varierende succes. Helt tilbage under Schlüter-regeringen kom et moderniseringsprogram, i Nyrup-regeringens grundlag var en af overskrifterne »Fornyelse af den offentlige sektor«, ligesom man under Fogh-regeringen talte om »forenkling og afbureaukratisering«.

Også Thorning-Schmidt-regeringen lancerede i 2013 den såkaldte tillidsreform, der bl.a. lagde op til, at offentlig ledelse i højere grad skulle tage afsæt i tillid og ansvar.

At vi skal have de bedst mulige ledere i den offentlige sektor møder du næppe megen modstand omkring, men hvordan vil jeg og danskerne komme til at mærke det i hverdagen?

»Alle forældre kan mærke i hverdagen, når de afleverer deres børn i daginstitutionen, om der er en god eller dårlig leder. Det samme kan de ansatte i forhold til deres egen chef. Derfor har det stor betydning for alle borgere. Hvis jeg havde alle svarene på forhånd, kunne man stille det kække spørgsmål, hvorfor vi så bruger tid på en kommission,« siger Sophie Løhde.

Hvis jeg siger, at man har hørt det her mange gange før, hvad gør dig så optimistisk i forhold til, at det for alvor skal lykkes denne gang? 

»At vi skal have den offentlige sektor til at køre længere på literen, mener jeg, er en opgave for enhver regering med respekt for sig selv. Jeg køber ikke præmissen om, at der ingenting er sket. Tag nu for eksempel kommunalreformen som et eksempel på, at vi er lykkedes med at få skabt nye, mere bæredygtige enheder til at løfte opgaverne tættere på borgerne.«

Direkte adspurgt afviser ministeren, at der er tale om en spareøvelse eller om at skaffe ressourcer til andre politiske initiativer.

Ekspert: Vi skal vide hvorfor pillen virker

For professor ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh med speciale i offentlig ledelse og økonomistyring, gemmer en reform af den offentlige sektor på »et kæmpepotentiale«, men der hersker en række faldgruber.

»Man er nødt til at komme ned i detaljen, når man skal finde best practice. Det er billedligt talt ikke nok at vide, at pillen virker, for hvis vi ikke ved, hvorfor den virker, kan vi ikke bruge den andre steder,« siger han.

Per Nikolaj Bukh ser det som »en afgørende præmis for succes« at give de offentlige ledere mere frihed.

»Eksempelvis kan man med god ret spørge, om vi med sikkerhed kan sige, at en 3.- klasse i Ballerup har brug for præcis de samme antal timer i alle fag som en 3.-klasse i Aarhus, eller om vi måske skulle overlade det til de lokale ledere at finde ud af, om børnene på den enkelte skole af en årsag skulle have færre timer i et fag og så i stedet lære at programmere,« siger han.

Ifølge professor i offentlig ledelse Jacob Torfing arbejdet man allerede i flere kommuner og regioner med at skabe mindre bureaukrati og regelstyring.

»Formålet med en ledelseskommission kan være at få skabt en sammenhæng, så noget af det, der sker i kommuner og regioner bliver omfavnet og udbredt. Sker det, vil det give fornyet inspiration til den offentlige sektor, og det kan virkelig batte noget,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.