Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Regeringen: Der kommer ikke nogen ny politiskole i 2018

Der kommer ikke til at stå en ny politiskole klar i Vejle i 2018, fastslår justitsminister Søren Pape Poulsen. Men Dansk Folkeparti stiller som et krav, at der skal optages nye politielever i Vestdanmark næste år.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fastslår, at der ikke vil stå en ny politiskole klar i Vejle i 2018.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fastslår, at der ikke vil stå en ny politiskole klar i Vejle i 2018.

Den nye politiskole i Vejle kommer ikke til at optage politielever i 2018.

Sådan lyder meldingen fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) onsdag eftermiddag.

»Det kan umuligt komme bag på nogen som helst, at vi ikke er færdige i 2018, for det har stået klart meget længe. Det har man fået at vide, at vi ikke kan,« siger Søren Pape Poulsen og fastslår:

»Der er ikke en ny politiskole i Vejle i 2018. Det ved jeg.«

Der står ellers i et faktaark fra Justitsministeriet i forbindelse med politiforliget fra 2015, at »det forventes, at det nye uddannelsescenter kan etableres i løbet af to år«.

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har flere gange fastslået, at aftalen dermed er, at politieleverne skal kunne optages i 2018.

På den måde passer det ifølge de to partier med, at eleverne kan optages to år efter indgåelsen af politiforliget i november 2015, hvor de blå partier samt Socialdemokratiet besluttede, at politiskolen i Brøndby skulle suppleres af en ny politiskole i Vestdanmark.

Direkte adspurgt, om Søren Pape Poulsen også tolker formuleringen sådan, at skolen skal stå klar, to år efter politiforliget blev indgået, lyder justitsministerens svar:

»Jeg forholder mig til virkelighedens verden. Og virkelighedens verden er, at uanset hvordan man tolker det, så kan den ikke være færdig, før den kan være færdig. Nu sætter vi drøn på, får plangrundlaget i orden, får den tegnet, får bygget om og så ser vi, hvor lang tid det tager. Vi vil skynde os.«

Men hvis det er to år, fra politiforliget blev indgået, vil det jo sige, at politieleverne skal optages i 2018?

»Det har alle vidst, og det har vi sagt i forligskredsen for længe siden, at det kan ikke lade sig gøre.«

Så I kan ikke nå tidsplanen fra politiforliget?

»Nej, og det er ikke en nyhed,« siger Søren Pape Poulsen.

Borgmester trækker i land

Regeringen besluttede i sidste uge efter et turbulent og rodet forløb at udpege Vejle som den by, der skal huse landets nye politiskole. Skolen skal etableres på en nedlagt sygeplejeskole, der skal bygges om.

Vejle var en af de 32 kommuner, der bød ind på at lægge jord til politiskolen, og Rigspolitiet undersøgte sammen med Bygningsstyrelsen de mange bud.

Vurderingen blev offentliggjort i en rapport i november 2016, og her står det klart, at etableringen af politiskolen i Vejle ifølge Rigspolitiet vil tage 40 måneder.

Men den vurdering har Vejle-borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) modsat sig. Ifølge borgmesteren kan skolen stå klar langt hurtigere, og i sidste uge gav han desuden en garanti om, at politieleverne kunne begynde på den nye skole i hans kommune allerede i 2018.

»Alt det planmæssige ligger klar, så man kan gå i gang med det samme. Vi vil sagtens kunne sætte et nyt hold politielever i gang i 2018. Så vil det selvfølgelig tage længere tid at bygge de ekstra faciliteter som eksempelvis en hal til skydetræning, men det vil vi kunne have andre steder i en overgangsfase,« sagde han i sidste uge til Berlingske.

Arne Sigtenbjerggaard gjorde det altså klart, at politieleverne kunne sætte sig på skolebænken på den nedlagte sygeplejeskole allerede næste år, men at de så til gengæld ville være nødsaget til at benytte sig af midlertidige faciliteter til skydetræning eller lignende.

Men nu trækker borgmesteren i land, efter han mandag i denne uge mødtes med Rigspolitiet og Bygningsstyrelsen på politiskolen i Brøndby:

»Rigspolitiet ønsker en fuldt funktionsdygtig skole, inden de tager eleverne ind. Og så er det klart, at så kan man ikke nå det til 1. januar 2018,« siger Arne Sigtenbjerggaard onsdag til Berlingske.

Så nu kommer I til at vente på, at skolen bliver bygget om, og først når den står helt klar, skal der optages elever?

»Det er det, vi har hørt, at det er Rigspolitiets ønske,« siger Arne Sigtenbjerggaard.

Rigspolitiet: Ingen elever før skolen er klar

Berlingske har bedt om en kommentar fra Rigspolitiet, som henviser til rapporten fra november.

I den konkluderer Rigspolitiet om buddet fra Vejle:

»Etapevis opstart er ikke mulig.«

Det betyder, at det efter Rigspolitiets vurdering først er muligt at optage elever på en ny politiskole i Vejle, når skolen er helt klar, oplyser Rigspolitiets kommunikationsafdeling til Berlingske.

Søren Pape Poulsen understreger, at han forholder sig til Rigspolitiets rapport, hvor der står, at det vil tage 40 måneder at gøre politiskolen i Vejle klar.

»Vi forholder os til en rapport, der er lavet, om, at det vil tage 40 måneder. Så kan vi selvfølgelig kun glæde os, hvis det så er hurtigere at lave. Jeg er forundret over, at man overhovedet går ind i den diskussion,« siger han.

Så det kommer ikke bag på dig, at man ikke kan overholde den frist, Vejle-borgmesteren stillede i udsigt?

»Nej. Det gør det ikke. Jeg vil opfordre til at læse den rapport, der er. Vi har forundret os en smule over, hvad det egentlig er, Vejle har gang i her,« siger Søren Pape Poulsen.

DF fremsætter krav

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, har adskillige gange betonet, at det er afgørende for DF, at den nye politiskole i Vestdanmark er klar til at optage elever i 2018, så det trængte danske politikorps kan få flere betjente så hurtigt som muligt.

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har af den grund også hele tiden stået fast på, at der ikke skulle bygges en helt ny politiskole, som regeringen og Rigspolitiet ønskede. Skulle der bygges nyt, ville det betyde, at der ville gå for lang tid, før der blev optaget politielever, lød argumentet fra de to partier.

Peter Kofod Poulsen er langt fra tilfreds med meldingen fra justitsministeren om, at politiskolen i Vejle ikke er klar til at optage elever i 2018.

Han fremsætter derfor et krav til Søren Pape Poulsen:

»For os er det vigtigt, at vi finder en løsning, så vi kan optage politielever i Vestdanmark i 2018. Det er vores helt klare forventning, ønske og krav,« siger Peter Kofod Poulsen.

Er det et helt klart krav fra jer, at politieleverne skal optages i Vestdanmark i 2018? De kan ikke midlertidigt optages på den eksisterende politiskole i Brøndby?

»Det afgørende for os er, at politieleverne optages i Vestdanmark i 2018. Det er vigtigt for rekrutteringen, at der er et uddannelsestilbud i Vestdanmark, og det er en helt klar målsætning at øge rekrutteringsgrundlaget.«

Men skolen i Vejle vil jo ikke være klar til det tidspunkt?

»Vi er blevet lovet et møde med justitsministeren om de praktiske forhold omkring placeringen af politiskolen. Det må vi drøfte på det møde,« siger Peter Kofod Poulsen og fortsætter:

»Nu gør vi skolen klar i Vejle, og hvis det viser sig, at man af en eller anden grund ikke kan starte optaget i 2018 på den skole, hvad der jo bør være et mål for os alle sammen, så må vi jo lave nogle midlertidige løsninger, så vi kan sørge for at optage elever allerede fra 2018.«

I Rigspolitiets rapport står der, at etapevis opstart ikke er mulig. Bør I ikke lytte til den vurdering – Rigspolitiet vurderer jo dermed, at det ikke er muligt at lave en midlertidig løsning på skolen i Vejle?

»Vi lytter til alle kloge og gode folk, der vil sige os noget. Det er en fin rapport, der er lavet, og nu skal vi jo holde et møde med regeringen om at få det praktiske til at køre. Så vi afventer, hvad regeringen siger på vores møde.«

Hvad hvis regeringen afviser at imødekomme jeres krav og siger, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre at optage politielever i Vestdanmark i 2018?

»Skulle vi nå til den situation og til den bro, så finder vi ud af, hvordan vi krydser den. Jeg betragter det ikke som aktuelt lige nu al den stund, at vi ikke har haft et møde med regeringen endnu,« siger Peter Kofod Poulsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.