Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Regeringen afviser at gøre FNs regler til dansk lov

Ærgerligt. Skuffende. Skandaløst. En række organisationer kritiserer, at SR-regeringen efter et internt opgør har fravalgt at indarbejde seks FN-konventioner som en del af dansk lovgivning.

Selv om regeringen og statsminister Helle Thorning-Schmidt, her på talerstolen ved FNs generalforsamling, priser samarbejdet i FN, har regeringen efter to års granskning besluttet ikke at inkorporere en række menneskerettighedskonventioner i dansk lovgivning. Frygten er, at Folketinget og regeringen mister indflydelse.
Selv om regeringen og statsminister Helle Thorning-Schmidt, her på talerstolen ved FNs generalforsamling, priser samarbejdet i FN, har regeringen efter to års granskning besluttet ikke at inkorporere en række menneskerettighedskonventioner i dansk lovgivning. Frygten er, at Folketinget og regeringen mister indflydelse.

Regeringen møder nu hård kritik, fordi den afviser at gøre FNs menneskerettigheder til dansk lov.

»Vi er skuffede – ikke mindst fordi den nuværende regering har skabt en forventning om, at den ville styrke menneskerettighederne herhjemme,« siger Claus Juul, der er jurist i Amnesty International.

Chefjurist i Dignity – Dansk Institut Mod Tortur – Therese Rytter beskylder ligeud regeringen for at være »fodslæbende«.

»Det her er et tegn på regeringens vigende opbakning til menneskerettighederne,« fastslår hun.

Kritikken kommer, efter at regeringen har besluttet, at den ikke vil inkorporere seks af FNs menneskerettighedskonventioner i dansk lovgivning. Beslutningen er truffet efter, at et ekspertudvalg i næsten to år har undersøgt, om Danmark bør opgradere de pågældende FN-konventioner. I betænkningen anbefaler et flertal af eksperterne faktisk, at regeringen tager skridtet og indskriver konventionerne i dansk lovgivning, men regeringen har altså valgt at følge mindretallet, der ser en risiko for, at Folketinget og regeringen mister indflydelse til domstolene.

»Som der også er givet udtryk for i udvalgets betænkning, vil inkorporering indebære en risiko for en forskydning af kompetence fra Folketinget og regeringen til domstolene. Og det er for regeringen vigtigt at fastholde de folkevalgtes ansvar for overholdelsen af vores internationale forpligtelser,« oplyser justitsminister Mette Frederiksen i en skriftlig kommentar til Berlingske.

Det er imidlertid også økonomien, der trykker. Ifølge Kommunernes Landsforening (KL), der har været repræsenteret i inkorporeringsudvalget, er der en risiko for, at kommunernes udgifter til eksempelvis sociale ydelser stiger, hvis danskerne får øget adgang til at klage til FNs komiteer.

SF var med i regeringen, da den besluttede at lade et ekspertudvalg kulegrave FN-konventionerne.»Det her er super ærgerligt, og måske er det et område, hvor man kan se, at SF har forladt regeringen. Man skal ikke iværksætte et grundigt udvalgsarbejde, hvis man alligevel ser stort på de anbefalinger, der kommer ud af det,« siger SFs retsordfører, Karina Lorentzen.

De Radikale har tabt opgør i regeringen

Beslutningen er truffet i al stilhed. Regeringen har eksempelvis ikke udsendt en pressemeddelelse. Nyheden fremgår ikke engang af Justitsministeriets hjemmeside, og det hænger sammen med, at de to regeringspartier er dybt uenige om sagen.

De Radikale har i årevis kæmpet for at styrke FNs menneskerettighedskonventioner, mens Socialdemokraterne ligesom de borgerlige partier er modstandere af at give rettighederne større vægt.

De Radikales menneskerettighedsordfører, Lone Loklindt, lægger da heller ikke skjul på, at hendes parti har tabt opgøret i regeringen om konventionerne.

»Vi foretrækker, at de bliver inkorporeret, men det er der ikke enighed om i regeringen,« siger den radikale ordfører.

Sådan så det ellers ud, da regeringen i december 2012 nedsatte ekspertudvalget, og den daværende socialdemokratiske justitsminister Morten Bødskov lancerede nyheden.

»Regeringen lægger stor vægt på, at Danmark lever op til sine internationale forpligtelser på menneskeretsområdet. Regeringen har derfor i dag besluttet at nedsætte et sagkyndigt udvalg, som skal se på spørgsmålet om Danmarks overholdelse af sine menneskeretlige forpligtelser,« understregede den daværende minister.

Beslutning kritiseres fra flere sider

Jonas Christoffersen, direktør i Institut for Menneskerettigheder, ser regeringens beslutning som et udtryk for en omsiggribende skepsis over for menneskerettighederne.

»Det er ærgerligt, for det er klart, at det vil styrke menneskerettighederne i Danmark, hvis de bliver inkorporeret,« siger Jonas Christoffersen, der har været medlem af det 15 mand store inkorporeringsudvalg.

I Dignity mener chefjurist Therese Rytter, at regeringen har et gigantisk forklaringsproblem.

»Det viser en kløft mellem dansk udenrigspolitik og indenrigspolitik. Danmark har netop lanceret et globalt initiativ, der skal få andre stater til at ratificere og implementere konventionen. Dette harmonerer dårligt med den fodslæbende praksis herhjemme,« fastslår Therese Rytter.

Også læge Inge Genefke og professor Bent Sørensen, der er pionerer i kampen mod tortur og står bag Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, kritiserer regeringen.

»Det er simpelthen en skandale og en hån mod mere end 40 års arbejde mod tortur,« siger læge Inge Genefke, der mener, at regeringens beslutning vil skade Danmarks rolle og internationale ry som foregangsland i arbejdet mod tortur.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.