Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Rasende minister om voldelige fodboldfans: »Hvad sker der i hovedet af de her typer? Tydeligvis ingenting!«

Politisk ugepost: Vi har samlet alle de vigtigste historier om dansk politik fra ugen, der er gået. Du får hele overblikket lige her.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) skrev fredag på Facebook om de maskerede mennesker, der kom i kamp med politiet: »Hvad sker der i hovedet af de her typer? Tydeligvis ingenting!«
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) skrev fredag på Facebook om de maskerede mennesker, der kom i kamp med politiet: »Hvad sker der i hovedet af de her typer? Tydeligvis ingenting!«

Velkommen til politisk ugepost - din ugentlige overflyvning af dansk politik.

Vi har samlet de vigtigste historier, debatter og analyser, så du på én gang bliver opdateret på ugen, der er gået.

Overskriften kommer vi tilbage til lidt længere nede. Vi begynder med en leder fra i onsdags.

Den står at læse i Weekendavisen, hvor chefredaktør Martin Krasnik kom med en direkte besked til statsminister Lars Løkke Rasmussen:

»Gå af, Løkke,« hed lederen, hvori Krasnik argumenterede for, at Løkke regerer i strid med ånden og hensigten med parlamentarisme.

»VLAK-regeringen har ikke på nogen meningsfuld måde flertal i Folketinget. Den kan ikke gennemføre noget som helst. Den er lammet. Og det er en tilstand, der bør ophøre,« skrev Martin Krasnik i sin leder.

I et efterfølgende interview med Berlingske forklarede Martin Krasnik, hvorfor Løkkes situation er anderledes end den, Helle Thorning-Schmidt stod i, da hun var statsminister og ofte kom på kant med Enhedslisten, der var hendes parlamentariske grundlag:

»Hun kunne jo gennemføre store reformer på et solidt flertal, der var baseret på blå stemmer – et samarbejde hen over midten. De økonomiske reformer, hun gennemførte, havde et stort flertal bag sig, fordi oppositionen stemte for. Der er en verden til forskel,« sagde Martin Krasnik i interviewet, som du kan læse i sin fulde længde her (kræver abonnement).

Onsdag aften landede så dette tweet om lederen:

Derfor satte vi jagten ind på at få svar på, om begyndelsesordene i de seks afsnit tilfældigt dannede sætningen »Den borgerlige regering er færdig nu«, eller om Martin Krasnik gjorde det med vilje.

Først fandt vi ud af, at det kaldes et akrostikon, når »alle verslinjer i et digt begynder med bogstaver, der læst lodret danner et ord eller et navn«.

Dernæst forsøgte vi forgæves at få fat på Martin Krasnik.

I mellemtiden genlæste vi lederen om milliardskandalerne i Skat, som vi beskrev i ugeposten for en måned siden, og fandt ud af, at de første ord i den leder dannede sætningen:

»Den større skandale er politikernes uansvarlighed«.

Da vi fik fat på Martin Krasnik, ville han ikke udtale sig. Længere kom vi ikke, desværre.

Barnebrude og en ulovlig instruks

En anden stor historie fra ugen, der er gået, handler om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Politiken skrev søndag på sin forside, at Støjberg sidste år gav en ulovlig ordre om tvangsadskillelse af unge par på landets asylcentre, selv om embedsmænd i hendes ministerium på forhånd havde forsøgt at advare mod beslutningen.

Folketingets Ombudsmand vurderede i februar 2017, at det var ulovligt, da Støjberg året før udsendte en instruks om, at mindreårige brude skulle adskilles fra deres ægtemænd på landets asylcentre. Den kritik tog Inger Støjberg »til efterretning«, skrev ministeriet dengang i en pressemeddelelse.

I tirsdagsavisen skrev Politiken så, at der ifølge avisens oplysninger 9. februar 2016 – dagen inden Støjberg udstedte sin ulovlige instruks – blev sendt en mail op til ministeriets top, der var ment som en advarsel om ikke at bryde loven. Ifølge Politiken valgte Støjberg alligevel selv at pille »en helt afgørende passus ud af embedsværkets udkast til en instruks, der med ministerens aktive handling blev ulovlig.«

Over for Berlingske afviste Inger Støjberg søndag aften at have presset instruksen igennem trods juristers advarsler

Er det korrekt opfattet, at du ønskede at gå så langt som muligt i behandlingerne af sager om unge asylpar?

»Det er fuldstændig korrekt. Jeg mener ikke, det hører hjemme i Danmark, at mindreårige piger er sammen med ældre mænd.«

Blev du af dit embedsværk eller af enkelte embedsmænd gjort opmærksom på, at instruksen var ulovlig?

»Nej, det kan jeg med sikkerhed sige, at det blev jeg ikke gjort opmærksom på.«

Mandag skrev Inger Støjbergs særlige rådgiver, Mark Thorsen, på Twitter, at der ikke findes nogen »mail med det indhold Politiken påstår«.

Allerede onsdag slog de øvrige blå partier ring om Inger Støjberg, der er kaldt i samråd om sagen torsdag i næste uge.

Alternativet mener allerede nu, at Støjberg bør gå af som minister. De Radikale og Enhedslisten vil afvente torsdagens samråd om sagen, men begge partier kalder sagen for meget alvorlig for ministeren. Enhedslisten udlændingeordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, vil have en uvildig kommissionsundersøgelse, hvor embedsmænd under vidneansvar skal udtale sig.

»Hvad sker der i hovedet af de her typer? Tydeligvis ingenting!«

14 personer blev anholdt efter uroligheder ved pokalfinalen mellem FC København og Brøndby i København i torsdags, skrev TV 2 i torsdags.

Fredag morgen var 12 af dem løsladt igen, men to var fortsat anholdt og skulle fredag i grundlovsforhør, efter der opstod voldsom tumult mellem politiet og flere fodboldfans. Ifølge TV 2 er begge mistænkt for vold mod politiet.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) reagerede fredag på Facebook med fordømmelse mod dem, han i anførselstegn kaldte fans.

»Hvad sker der i hovedet af de her typer? Tydeligvis ingenting!« skrev Pape Poulsen og linkede til TV 2-artiklen, der var forsynet med et billede af de maskerede tilskuere på Brøndby-afsnittet, der kom i slåskamp med politiet.

Justitsministeren fortsatte om, hvad han mener skal være fremtiden for de mennesker:

»Hvordan kan det at elske fodbold hænge sammen med at man maskerer sig og kaster sten mod politiet? Stort tak til politiet som endnu engang gjorde et fremragende stykke arbejde! Jeg håber, de alle kom godt hjem bagefter. Og så er der nogle "fans" der vel aldrig mere skal ind på danske stadions.«

Ugens analyse

Vi vender lige for en stund tilbage til Weekendavisen og til den parlamentariske situation, som avisens chefredaktør Martin Krasnik skrev sin leder om.

Weekendavisens politiske journalister, Arne Hardis og Hans Mortensen, har nemlig i denne uge skrevet om det, de kalder »landet uden konge« - en henvisning til, at Lars Løkke Rasmussen og trekløverregeringen ikke kan »få sin politik igennem«.

D'herrer Hardis og Mortensen skriver, at Løkke i øjeblikket »dementerer sin egen påstand om, at han ikke vil være statsminister for enhver pris«, sådan som Løkke ellers sagde i et interview med Berlingske, dengang han i 2014 var oppositionsleder.

Anledningen til artiklens påstand er sidste søndags Løkke-aflysning af regeringens ønske om at hæve pensionsalderen mere end det, der allerede er aftalt mellem et bredt flertal i Folketinget.

En aflysning, der kom seneste skud på S/DF-alliancens tætte samarbejde i forkøbet. De to partiers formænd optrådte nemlig mandag aften i denne uge til et 3F-arrangement i Cirkusbygningen, hvor de sagde klart nej til at hæve pensionsalderen. Noget de også sagde på forsiden af Berlingske i søndags.

Ifølge Weekendavisen »optræder Kristian Thulesen Dahl, Mette Frederiksen og 3F-formand Per Christensen som politiske domptører, som dikterer regeringen vilkårene for politikkens førelse«. Men samarbejdet, skriver avisens to politiske journalister, er ikke kun bekymrende for regeringen og Løkke:

»Til gengæld for den aktuelle popularitet hos 3F må Dansk Folkepartis øverste ledelse se med nogen bekymring på effekterne af samarbejdet med Socialdemokratiet. Hvis dette bliver så effektivt, at blå blok taber magten, hvilken bliver da Dansk Folkepartis rolle? Den, hvor Thulesen Dahl skal forsøge at lægge en dæmper på Frederiksens lyst til at bruge lidt for mange penge på velfærd? Eller skal Thulesen Dahl konkurrere med Enhedslisten, Alternativet og SF om at kræve mere? Det er ikke kun centrale Venstreministre, som har svært ved at forstå det dybere rationale i Dansk Folkepartis meget omfattende parløb med Socialdemokratiet.«

Weekendavisen har ikke lagt artiklen online. Du kan læse den i sin fulde længde på avisens side 3.

Seks andre analyser - alle om den droppede pensionsalder

De politiske kommentatorer og analytikere har i denne uge skriblet en hel del linjer om den droppede pensionsalder.

Herunder har vi samlet links til seks styk:

DRs politiske korrespondent Uffe Tang.
Jyllands-Postens politiske analytiker, Marchen Neel Gjertsen.
Børsens politiske kommentator, Helle Ib.
Politikens politiske redaktør, Anders Bæksgaard.
Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell.

Også Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, havde fat i de droppede pensionsplaner i en analyse i mandags. Her kaldte han søndagens begivenhed for en »massiv« sejr til Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl og et »eklatant nederlag« for Lars Løkke Rasmussen og regeringen:

»I Venstre, hos de Konservative og Liberal Alliance har man længe forsøgt at gøre opmærksom på, at danskernes levetid stiger hurtigere end beregnet, og at det derfor er nødvendigt at justere aftalen om danskernes tilbagetrækningsalder. Men hverken på Christiansborg eller i befolkningen har der været lydhørhed.«

Hele den analyse her.

Ugens udfordring

I forlængelse af de skrinlagte planer om at tvinge danskerne til at arbejde længere havde Berlingske tirsdag en nyhed om, at flere topøkonomer nu mener, at regeringen får mere end svært ved at leve op til sit mål om at øge beskæftigelsen med 55.000-60.000 personer.

»Det sætter regeringen under et gevaldigt pres. På lidt længere sigt må man nedskrue ambitionerne for beskæftigelsen eller finde andre redskaber. Men sagen er, at man kan ikke sige, at så gør man bare den her ting i stedet. Det kræver formentlig en del forskellige tiltag for at opnå noget tilsvarende, hvoraf flere vil føles forholdsvist hårdhændet. Man kan altid kigge på eksempelvis varighed og niveau for overførselsindkomster, men det er svært at se, hvilke andre forslag, som ikke er værre ved dem, de rammer, end forslaget om pensionsalder,« sagde professor i økonomi Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet.

Når politik bliver forklaret på fodboldsprog

»Vores udgangspunkt er, at vi forhandler med de partier, som gerne vil spille bold, og som ikke bare tyrer den væk igen. At vi tager udgangspunkt i de partier, som fører en seriøs politik, og som vi kan regne med,« sagde Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, tirsdag aften til Berlingske og tilføjede:

»Der må man bare sige, at Socialdemokratiet har fået en tendens til bare at stå på sidelinjen og råbe og ikke være så konstruktive. Skal vi nå i mål, må det være med nogen, der gerne vil føre politik.«

Baggrunden for fodboldretorikken?

Det var historien, som adskillige af denne ugeposts afsnit har handlet om: At Lars Løkke Rasmussen i 21 Søndag aflyste pensionsplanerne. Her gjorde han det nemlig klart, at regeringen vil indkalde til forhandlinger om nye veje til at holde danske seniorer længere i job inden sommerferien - men at det kun er Dansk Folkeparti, der bliver inviteret med til bordet.

Mere hos Berlingske her.

Ugens interview

København er under besættelse.

Sådan lød det i denne uge fra Venstres udlændinge- og integrationsordfører Marcus Knuth, der til Berlingske i onsdags sagde, at situationen med romaer i hovedstaden »hvert år bliver det værre og værre«, og at det i år har været »en ren eksplosion«.

»Du kan ikke bevæge dig rundt i København uden at støde ind i romalejre, romaer som tigger eller kriminalitet, der er forbundet til romaer,« siger han i interviewet.

Marcus Knuth, Danmark var 1940-1945 under tysk besættelse. Mener du virkelig, at det giver mening at tale om besættelse, når vi taler om de romaer, som opholder sig i København i sommermånederne?

»Vi taler om folk, som vi ikke har inviteret. Folk, som ikke bidrager. Og folk, som bogstavelig talt bruger kirkeområde som offentligt toilet. Der er tale om så rungende mangel på respekt, at jeg har svært ved at finde ord, der er stærke nok. Derfor bruger jeg et af de stærkeste ord, jeg kan. Dit eksempel er én måde at bruge ordet besættelse, men det er også et ord, der bliver brugt i mange andre henseender,« siger Marcus Knuth.

Ugens overblik

Berlingske lavede vi i ugen, der er gået et overblik over de gange, Lars Løkke Rasmussen og regeringen har udskudt, aflyst eller været på retræte i forhold til politiske udspil.

Med aflysningen af den højere pensionsalder er det sket 11 gange på 23 måneder - og en er på vej.

Læs om dem her.

Ugens årsmøde

I denne weekend holder Alternativet årsmøde.

Berlingske skrev fredag, at Finansministeriet har gennemgået Alternativets forslag om nye afgifter og fundet frem til, at det vil koste en dansk familie 4.800 kr. om året ikke at ændre livsstil og efterleve partiets 55 forslag, som Alternativets udspil til en finanslov indeholder.

Det skal nemlig være dyrere at svine og leve usundt, fortæller partiets finansordfører og gruppeforkvinde, Josephine Fock:

»Vi må ikke tro, at vi kan blive ved med at leve på den måde, vi gør i dag. Vi bliver nødt til at betale mere for det, der sviner. Og vi bliver nødt til at betale mere for det, der er usundt. Det er det, der ligger i vores forslag. Men vi gør det på en måde, som rammer de højeste indkomster hårdest og de laveste indkomster mildest,« siger Josephine Fock.

Læs mere her.

Ugens sang

Ifølge Politikens politiske reporter Kristian Klarskov sang regeringspartiernes folk »lystigt« med på en af Bertel Haarder skrevet festsang, da der blev afholdt fællesseminar søndag til mandag mellem de tre regeringspartier på Landbrug & Fødevares kursusejendom KolleKolle ved Furesøen.

Sangen omhandlede forholdet mellem regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti og er lavet på melodien »Flickorna i Småland«. Den gik ifølge Politiken således:

»Vi har to alliancer i den danske politik:
den ene, den er liberal, den anden er det ikk’!
For Mette F. og Tulle D. vil være populær’
De fisker meget sammen, og har få’t hinanden kær!
DE VIL ikke spare penge, de vil hell’re love fler’,
de vil overgå hinanden, de vil ikke arbejd’ mer!
De vil hell’re flette fingre, mens de går den samme vej
De vil ikke lette skatterne, men hell’re sige nej«.

Ugens plakat

Der blev spillet på Indiana Jones-filmene, da 3F lavede plakat til mandagens arrangement i Cirkusbygningen, hvor Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, og Dansk Folkepartis ditto, Kristian Thulesen Dahl, var gæster:

Sådan ser plakaten for mandagens arrangement i Cirkusbygningen ud. Foto: 3F
Sådan ser plakaten for mandagens arrangement i Cirkusbygningen ud. Foto: 3F

Ugens kronik

Pia Kjærsgaard, formand for Folketinget, vil have indført parlamentariske undersøgelser.

»Havde vi allerede for 20 år siden haft mulighed for parlamentariske undersøgelser, tror jeg ikke, at skattesagen havde fået den dimension, som den har i dag. Den kunne være taget i opløbet og hen ad vejen i stedet for at vokse sig til den kæmpe knude, den er blevet til.«

Du kan læse hele kronikken hos Berlingske her.

Fik du læst?

Siden 2003 har de danske sygehuse hvert år fået trukket et krav om at løbe hurtigere ned over sig af forskellige regeringer.

Men nu mener et enigt kor i og omkring hospitalerne, at kravet ødelægger det danske sundhedsvæsen for både personale og patienter.

Opråbet har nået Christiansborg, hvor flere afstemninger uden held har skullet løse problemet.

En af forkæmperne er Enhedslistens Stine Brix, der frygter, at sundhedsvæsenet er ved at blive effektiviseret i stykker, ligesom det er sket med Skat.

Læs meget mere hos Berlingske her.

Ugens tech-ambassadør

43-årige Casper Klynge er i dag Danmarks ambassadør i Indonesien og har tidligere været i samme stilling på Cypern.

Men efter sommerferien skal han være verdens første tech-ambassadør. Udenrigsministeriet meddelte i denne uge, at det bliver Klynge, der får ansvaret for at styrke Danmarks internationale it-netværk. Det skal han gøre med base i Silicon Valley i USA, skriver ministeriet.

Tak fordi du læste med - hav en god weekend.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.