Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Radikale henter vælgere til rød blok

De Radikale styrker rød blok efter en uge, hvor de er gået solo i forhandlingerne med regeringen, viser ny Gallup-måling.

Margrethe Vestager og Morten Østergaard forhandler 2020-planen med Claus Hjort Frederiksen (th.) i Finansministeriet.
Margrethe Vestager og Morten Østergaard forhandler 2020-planen med Claus Hjort Frederiksen (th.) i Finansministeriet.

Vælgerne belønner de Radikale for at forhandle med regeringen om en efterlønsreform samtidig med, at de peger på Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister efter næste valg. I en helt ny Gallupmåling står de Radikale til markant fremgang og får 7,1 procent af stemmerne mod 5,7 procent for blot en uge siden.

»Det siger mig, at vi ikke behøver at frygte vælgernes dom, blot fordi vi kæmper for vores synspunkter. Tværtimod, så trækker vi stemmer over midten og styrker dermed oppositionen frem mod næste valg samtidig med, at vi forhåbentlig får lavet en aftale, der styrker dansk økonomi,« siger Morten Østergaard, radikal næstformand.

Med Gallup-målingen øger rød blok sit forspring til 52,4 procent mod blå bloks 47,6 procent. Morten Østergaard glæder sig over det tydelige skulderklap fra vælgerne efter en uge, hvor de Radikale er blevet beskyldt for at skabe splid i oppositionen.

»Det helt nye er i virkeligheden, at det nu ser ud til, at vi både kan opnå en efterlønsreform og et regeringsskifte inden for ganske få måneder,« siger Morten Østergaard.

Forlig om grænsekontrol

Reformen om efterløn og tilbagetrækning lader imidlertid vente på sig efter, at der onsdag blev vendt rundt på den planlagte rækkefølge i regeringens 2020-forhandlinger, Efter en uge, hvor de Radikale og deres deltagelse i forhandlingerne om en tilbagetrækningsreform har trukket de største overskrifter, havde DF-leder Pia Kjærsgaard brug for at lande en aftale om partiets mærkesag om øget grænsekontrol først.

Dansk Folkeparti ligger nogenlunde stabilt på 13,2 procent i den nye Gallup-måling, men Pia Kjærsgaard vil nødig fremstå som én, der lægger stemmer til regeringens efterlønsforringelser uden at få markante DF-krav igennem.

»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har lagt vægt på, at det gerne skulle kunne høres ude omkring, at vi ikke bare siger ja til det her,« sagde Pia Kjærsgaard onsdag med henvisning til efterlønnen.

I Venstre understreger politisk ordfører Ellen Trane Nørby da også, at der forsat er »rigtig mange bolde i luften« i regeringens bestræbelser på at lande en 2020-plan, der kan bidrage med 24 mia. kr. til dansk økonomi. I den situation bekymrer det hende ikke, at Venstre på bare en uge er gået tilbage fra 24,1 procent af stemmerne til 22,8 procent.

»Vi bruger lige nu vores kræfter på, at få landet alle de bolde, der er i luften rigtigt. Det er regeringens vigtigste opgave, mens andre partier har haft mere fokus på at profilere deres politik,« siger Ellen Trane Nørby.

Også de Konservative har mistet vælgertække i løbet af den seneste uge og står nu til 6,2 procent.

Økonomi før taktik

Lige nu summer Christiansborg af valgrygter og der spekuleres i, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) måske vil udskrive valg inden for den næste uge. Alligevel mener Ellen Trane Nørby ikke, at regeringen bør frygte for, at de Radikale hiver afgørende stemmer hen over midten, fordi vælgerne belønner dem for at lande en tilbagetrækningsreform med regeringen en af de nærmeste dage – måske allerede i dag.

»Der er ingen tvivl om, at de Radikale er blevet mere synlige i dansk politik end de har været i mange år. Men regeringens vigtigste mål er, at sikre de nødvendige reformer, som gavner dansk økonomi i de kommende år. Det påhviler en regering at handle på den måde uden at tage alle mulige taktiske hensyn til om det samtidig styrker de Radikale,« siger Ellen Trane Nørby, og understreger samtidig, at »det jo ikke er i morgen, at danskerne skal til valgurnerne.«

Socialdemokraterne er klar, understreger gruppeformand Carsten Hansen. Han glæder sig over, at både rød blok og Socialdemokraterne er gået frem i løbet af den seneste uge.

»Det er glædeligt, at så mange vil have en ny regering. Det har styrket Socialdemokraterne, at et stort flertal af danskerne ønsker at bevare efterlønnen. Samtidig er de Radikale blevet styrket blandt deres vælgersegment, fordi der i den seneste uge har været så stor fokus på partiets politik,« siger Carsten Hansen (S).

Mens det både går frem ad for S og R, så tager SF et ordentligt dyk. På bare en uge er opbakningen til SF faldet fra 14,9 procent til 12,9 procent. Det får ikke Carsten Hansen til at tøve med sin opfordring til Statsministeren.

»Løkke kan bare udskrive valg. Vi er klar.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.