Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Politisk opbakning til erstatning i håndtrykssag

Både ligestillingsministeren og flere andre politikere glæder sig over, at en kvindelig elev får erstatning for, at en muslimsk censor nægtede at give hende hånden. Dansk Folkeparti vil gøre håndtryk lovpligtige.

Da en muslimsk censor sidste år nægtede at give hånd til de kvindelige elever under en HF-eksamen, var det både over stregen, diskriminerende og skidt for hele ligestillingsdebatten i Danmark.

Sådan lyder det fra både ligestillingsminister Manu Sareen (R) og flere politikere fra begge sider af folketingssalen, der alle er tilfredse med, at en kvindelig HF-elev fredag fik tilkendt en erstatning på 2.500 kroner for det manglende håndtryk fra censoren.

»Det er den helt rigtige beslutning. Og jeg er da også glad for den, især fordi jeg opfordrede kvinderne til at tage sagen op i Ligebehandlingsnævnet af den simple årsag, at der ikke er nogen, der skal føle sig forskelsbehandlet i en eksamenssituation,« siger Manu Sareen.

HF-eleven Michala Mosegaard og de øvrige elever fik forud for eksamen en mail fra deres matematiklærer om, at censoren havde meddelt, at han ikke ønskede at give hånd til kvinder af religiøse årsager.

Ligebehandlingsnævnet fastslog fredag, at beskeden fra censor var omfattet af ligebehandlingslovens forbud mod chikane på grund af køn, da »beskeden kunne krænke de kvindelige elevers værdighed og skabe et nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.«

»Det er en meget principiel sag, og det er vigtigt, at den sender et utvetydigt signal om, at drenge og piger skal behandles ens i sådanne situationer. Den rører ved hele ligestillingsdebatten i Danmark, for vi skal selvfølgelig ikke lade religiøse hensyn gå ud over ligestillingen,« lyder det fra Manu Sareen.

Også Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff (S), er glad for, at HF-eleven får erstatning.

»Man må ikke på grund af sin religion diskriminere kvinder i en eksamenssituation – eller i det hele taget. Det er et rimeligt krav at stille. Det er op til hver enkelt at afgøre, hvordan man ønsker at praktisere sin religion, men man har som censor et ansvar for, at det ikke kommer til at gå ud over eleverne i en eksamenssituation,« siger Rasmus Horn Langhoff og pointerer, at censor i hans øjne blot kunne have ladet være med at give hånd overhovedet – altså hverken til de mandlige eller kvindelige elever.

Fra de blå partier lyder det også, at den muslimske censor gik over stregen ved at nægte at give hånd til de kvindelige elever.

»Folk må tro på det, de har lyst til, og det skal de have frihed til. Men det er ikke ensbetydende med, at de skal pådutte deres religiøse og kulturelle værdier over for andre og kræve, at de skal kunne indordne det,« siger Venstres ligestillingsordfører, Fatma Øktem (V), mens de Konservatives ordfører på området, Charlotte Dyremose (K), understreger, at »når man har et job, hvor det er normen at give hånd, så må man også gøre det«.

Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen (DF), har da også netop foreslået at gøre det til et lovkrav, at offentligt ansatte skal hilse på borgerne med et håndtryk.

Men det lovforslag falder ikke i god jord hos de Radikales ligestillingsordfører, Liv Holm Andersen (R), der kalder det »fjollet«.

»Det er, som om Dansk Folkeparti vil hoppe op på ølkassen og love nye regler, hver gang der er enkelte hændelser, der ikke falder i deres smag. De vil have regler om frikadeller, juletræer, saftevandsrationer på plejehjemmene og nu altså også en lov om håndtryk i den offentlige sektor,« siger hun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.