Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Vikaren Løkke træder vande, Hjorts hold kæft-bolsje og børnehavers »benzinafbrænding«

Dagens overblik: Politikerne på de sociale medier »sender frygteligt signal til vælgerne«, børnehaverne »benzinafbrænder« sidst på året, og så er Danmark nu på vej i krig. Det er der en del historier om i dag, men vi skal også forbi lærker og agerhøns og vikaren Løkke, der træder vande.

Folketinget på sociale medier. Fotograferet under debatten om udsendelse af yderligere støtte til bekæmpelsen af IS.
Folketinget på sociale medier. Fotograferet under debatten om udsendelse af yderligere støtte til bekæmpelsen af IS.

Godmorgen til dagens politiske overblik leveret lige her.

Vi begynder denne onsdag med et spørgsmål til de folketingspolitikere, der læser med her. Og ja, vi ved, I er der.

Har I fundet frem til denne morgenpost på de sociale medier? Sidder I med snudeskaftet begravet i jeres smartphone og scroller ned over jeres Twitter-feed for bagefter at blænde op for det blå lys på Facebook og bladre gennem jeres 'venners' opdateringer?

Bruger I med andre ord - som Berlingske spørger på sin forside - for meget tid på de sociale medier?

Så har jeres formand og en kollega en røffel til jer i dagens Berlingske.

For som det måske sidste medlem har Enhedslistens Henning Hyllested efter årelangt pres fra partiets pressetjeneste oprettet en Facebook-profil. Og det selvom han mener, at de danske politikere skaber afstand mellem borgerne og politikerne, når de bruger alt for meget tid på at bøje sit ansigt ned i telefonen på Twitter og Facebook under folketingsdebatter, udvalgsmøder og på Christiansborgs gange.

»Det er et frygteligt signal, man sender til vælgerne, når man »live« fra salen kan se politikere sidde med deres mobil eller laptop. Man fortæller vælgerne, at det her er så hamrende ligegyldigt, og at det kun handler om mig selv. Sådan sidder folk også til udvalgsmøder og til vores egne gruppemøder. Jeg har forsøgt at opdrage på andre folketingsmedlemmer. Mange af dem siger, at de sidder og følger med i sagen og slår ting op løbende. Det kan jeg ikke. Jeg bliver nødt til at læse op på forhånd og have mine noter på papir ved siden af,« siger han.

Morgenposten fortsætter under billedet

Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Søren Pind (V) og Ida Auken (R).
Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Søren Pind (V) og Ida Auken (R).

Folketingets formand Pia Kjærsgaard er meget enig med sin kollega. Hun får jævnligt mails fra borgere, der er irriterede over at kunne se politikerne sidde og opdatere deres sociale profiler under en debat.

»Jeg vil ikke afvise sociale medier som et arbejdsredskab, men jeg ved, at der er politikere, som er mere inter­esserede i at komme i TV2 News’ båndsløjfe, når debatten foregår, i stedet for rent faktisk at deltage i debatten. Det er kammet over, og der er kommet et misbrug. Politikerne glemmer, at der skal være en debat og dialog, som foregår politikerne imellem og ikke med en iPhone som filter,« siger Pia Kjærsgaard.

Læs hele historien her, hvor du også kan høre en af de meget aktive politikere forsvare sit forbrug.

Nu er vi på vej i krig

Som den opmærksomme læser nok har fået med sig, besluttede et flertal i Folketinget bestående af V, S, DF, LA, R og K i går at sende Danmark i krig i Syrien og Irak for at bekæmpe Islamisk Stat.

Information efterspurgte på gårsdagens forside debat om deltagelsen, og det er der opbakning til i dag, hvor krigsdeltagelsen fylder meget i aviserne.

I Politiken kan man læse, at en formulering dybt inde i bemærkningerne til B 108, som beslutningsforslaget om den danske krigsdeltagelse hedder, betyder, at 120 danske landtropper, der i dag træner irakiske soldater på al-Asad Airbasen i Irak, kan blive sat ind i direkte kamp mod Islamisk Stat.

Passussen siger: »kapacitetsopbygningsbidraget (de 120 nuværende danske soldater i al Asad træningsbasen, red.) fremover også kan støtte styrkebidraget omfattende specialoperationsstyrkers opgaveløsning uden for etablerede baser i Irak, herunder med eksempelvis overvågning med ubemandede fly og logistik«.

Det har hidtil været ukendt for offentligheden og også for den tidligere radikale udenrigsminister Martin Lidegaard, der i går måtte tjekke oplysningerne med Forsvarsministeriet for at blive klogere.

»Det er ikke umiddelbart noget, der får os til at ændre position. I første fase er det ikke tanken, at danske soldater - hverken den ene eller den anden slags - skal give træning helt i front. Der vil være tale om en tilbagetrukken rolle, og skal der ændres på det, vil det kræve en ny beslutning«, siger Martin Lidegaard.

De 120 soldater kan øge antallet af soldater på grunden i Irak og Syrien til 180. I forvejen er det besluttet, at 60 mand fra Frømandskorpset kan sendes ind som specialstyrker i kampen mod IS.

Læs historien her

Eksperter tvivler på effekt af krigen

I Berlingske og Jyllands-Posten kan man læse om en række forskere, der går hårdt til grundlaget for dansk krigsdeltagelse mod Islamisk Stat.

I Jyllands-Posten siger flere eksperter, at »dansk oprustning mod IS ikke bremser flygtningestrømmen«.

Blandt andre Ole Wæver, Professor i international politik ved Københavns Universitet, der afviser, at kampen mod IS vil dæmpe flygtningestrømmen:

»Det største paradoks er, at politikerne nu får det til at lyde, som om at IS er opstået af sig selv, og derfor skal de bekæmpes. Men i virkeligheden er det lige omvendt. Den eneste grund til, at IS kunne vokse frem i Syrien, er, at der er en borgerkrig,« siger Ole Wæver.

Læs den historie her.

I Berlingske peger flere eksperter på, at danskernes deltagelse i krigen vil styrke Syriens præsident Bashar al-Assad.

»Der er ingen tvivl om, at Danmark – sammen med de andre koalitionspartnere – kommer til at spille præsident Assads spil. Målet med det danske bidrag er jo entydigt at bekæmpe Islamisk Stat, og det baner vejen for, at det syriske regime og dets russiske og iranske allierede kan rykke ind, når Islamisk Stat fortrænges fra områder, som bevægelsen i dag kontrollerer,« siger seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, Helle Malmvig.

Læs den historie her.

Enhedslistens svinestreg

I Information kan du læse en fyldig reportage fra gårsdagens debat, hvor en vred Nick Hækkerup (S) beskyldte Enhedslisten for at misbruge fortrolige oplysninger fra Forsvarsudvalget.

Det drejer sig om sagen om, hvilke grupperinger i Syrien Danmark evt. vil samarbejde med.

Der er der ifølge Hækkerup redegjort for på et lukket og fortroligt møde i Forsvarsudvalget, og derfor er det ufint at misbruge de oplysninger, sagde han i Folketingssalen i går.

»Enhedslisten begår en svinestreg når man bruger fortrolige oplysninger til at skabe uklarhed.«

Læs reportagen her.

Krigsanalyse

Vi runder den nye danske krig af med en analyse leveret af BTs Søs Marie Serup, der spørger, om det er »uklarhederne værd?«

Hun skriver, at man skal notere sig, at der fra politikerne ikke »opereres med garantier eller anden form for ansvarspådragende sprogbrug. Der tales til gengæld meget om udgangspunkter, hensigter og intentioner. Og så bruges krudtet på at beskrive terrorbevægelsen Islamisk Stats grusomheder.«

For det er ikke nogen nem beslutning, politikerne har truffet, skriver hun videre:

»Flertallet er udmærket klar over de uklarheder og mangler, som er påpeget her og andre steder. For de fleste af dem handler det om, at det nu er tid til handling, fordi ingen handling er det værste af en serie dårlige valgmuligheder, de havde. Men det betyder ikke, at de er uden ansvar!«

Læs hele analysen her.

Børnehavernes benzinafbrænding

Nok om krig og i stedet over til noget ret så meget mere fredsommeligt, nemlig børnehaver og skoler.

Meeen, det er faktisk mere sprængfarligt, end det lyder. Børnehaver foretager nemlig »benzinafbrænding«!?

Jo, den er god nok, for på forsiden af Jyllands-Posten kan man læse, at børnehaver og skoler skynder sig med at bruge millioner af kroner sidst på året når budgettet ikke er brugt op.

For står der, når året lakker mod enden, stadig rare penge og luner på børnehavekontoen til at købe moon-cars, påklædningsdukker eller andre sjove legesager, så betyder budgetloven, at de ikke kan bruges året efter, hvis kommunerne skal undgå at bryde gennem det såkaldte budgetloft og derigennem risikere økonomiske sanktioner fra Finansministeriet.

Derfor bliver mange penge brændt af i årets sidste kvartal, viser en analyse fra Kora. Helt præcist brugte de kommunale institutioner 500 millioner kroner mere hvert år i årene 2011-2014 end før budgetloven blev indført.

»Der er en mindre indikation på benzinafbrænding. Effekten er der og harmonerer med historierne om skoleledere, der forsyner skolen med iPads sidst på året,« siger Thomas Astrup Bæk, projektleder hos Kora.

Pædagogernes fagforening, BUPL, beskriver faglig sekretær Lars Søgaard Jensen forbruget de sidste måneder af året således:

»Man sidder og siger »okay, vi har 5.000-10.000 kr. i overskud, som vi skal have brugt. Har nogen en god idé?« Så siger en, at vi er i bund med lim, eller vi mangler en stol. Det er ikke dårlige idéer, men det er uhensigtsmæssig planlægning,« siger han til Jyllands-Posten. En fin kandidat til dagens citat.

Historien om benzinafbrænding og limpistoler kan du læse her.

Hjorts hold kæft-bolsje

Tidligere på året kom Vederlagskommissionen med en række anbefalinger til nye regler for politikernes løn og pension. Dem kan du læse her.

Og nu er Claus Hjort Frederiksen ifølge Ekstra Bladet klar med sit udspil til en ændring af reglerne for politikernes pensionsregler.

Hjort vil hæve pensionsalderen for politikerne med 3-5 år alt efter politikernes alder. Men selve ydelse, som Ekstra Bladet kalder guldrandet, vil Hjort ikke pille ved.

Derfor er der ifølge formand for Vederlagskommission, Michael Christiansen, ikke tale om en ændring af den store betydning.

»Der er reelt tale om en mindre justering,« siger han til Ekstra Bladet.

Pernille Skipper fra Enhedslisten er heller ikke imponeret over udspillet:

»Hvis det ender sådan, er det langt fra tilstrækkeligt - så er det et forsøg på at lave et hold kæft-bolsje,« siger hun.

Læs historien om politikernes løn i Ekstra Bladet eller her og nærmere detaljer om de nuværende regler her.

Dagens analyse - vikar-Løkke i vadested

Finder vi i Børsen og står Helle Ib for.

Hun skriver, at der fortsat er »et strejf af vikar over borgmesteren«.

»Efter en overbevisende start er Lars Løkke Rasmussens (V) regering i et vadested. DF efterlyser handlekraft, og blå blok oser ikke ligefrem af begejstring,« skriver Ib blandt andet.

Læs hele historien her.

Dagens debat

Er i krigens tegn og står Holger K. Nielsen (SF) for. Han skriver i Jyllands-Posten ligesom flere eksperter, at den danske krigsdeltagelse vil styrke Assad.

»I sidste ende handler det om, at især unge sunni-muslimer får et andet fremtidsperspektiv end i øjeblikket. Det kræver en humanitær indsats og i sidste ende en Marshall-plan for hele regionen. Hvis IS skal bekæmpes, er der mere perspektiv i en sådan indsats end den militære.«

Læs indlægget her.

Dagens vilde historie

Finder vi på dr.dk , hvor Venstres borgmester i Jammerbugt, Mogens Gade, mener,  der bør være lavere karakterkrav for at komme i gymnasiet i udkantsområderne sammenlignet med resten af landet.

»Jeg synes ikke, at der er tale om en forfordeling, men om at give folk de samme muligheder for at få en uddannelse. De unge, der bor omkring Fjerritslev Gymnasium, har præcis de samme evner som unge i København og resten af landet, men de har måske den tradition for, at man skal fokusere på uddannelse, og dermed på, at det derfor er vigtigt, at man får et godt resultat i folkeskolen. I vores skolekultur og vores opvækst er vi måske knap så fokuseret på, at det er sådan klaveret spiller,« siger Mogens Gade.

Læs den historie her.

Dagens tweet

Når man tweeter om lærker, sommerfulge og agerhøns, så får man dagens tweet.

Dagens sene tweet

Pia Kjærsgaard mener, politikerne tweeter på alle mulige tidspunkter, de ikke skal.

Så nu er der måske optræk til problemer for Lisbeth Bech Poulsen. I går klokken 4.37 tweetede hun nemlig fra folketingssalen, men mon ikke hun er undskyldt efter debatten om naturpakken trak så langt ud.

Det sker i dag

13.45 har Miljø- og Fødevareudvalget har kaldt energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt i samråd om klimaeffekterne af landbrugspakken.

14.00 er der høring i Landstingssalen  om forebyggelse og bekæmpelse af radikalisering i visse muslimske miljøer i Danmark. Se programmet med bla. Ahmeed Akkari her.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.