Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Utaknemmelige« ferieønskende flygtninge, DFs regeringskvaler og en stempelminister

Morgenpost fra Folkemødet: Der er godt gang i de politiske historier i dagens aviser. Vi kommer hele vejen rundt om Dansk Folkepartis regeringsmelding, et hårdtslående Støjberg-citat og en skattemelding fra Pape. Og så skal vi også forbi et par dybe suk fra to af Folketingets små partier.

Godmorgen og velkommen til årets sidste morgenpost fra Folkemødet på Bornholm.

Er du klar? Fedt, så går vi i gang - der er nemlig nok at tage fat på.

Vi starter dagens gennemgang af de politiske historier med en konservativ prioritering. For selvom topskatten i Danmark ifølge K-formand Søren Pape Poulsen er for høj og helst skal ned, så er det ikke topskattelettelser, der står øverst, når de Konservative skal prioritere deres krav til efterårets såkaldte »big bang«.

Det er til gengæld lavere boligskat, fastslår Søren Pape Poulsen i dagens Berlingske. hvor han gør det klart, at han har »meget svært« ved at se sig selv i en efterårsaftale uden en indrømmelse på netop det område.

»Som parti kan man ikke komme ind til nogle forhandlinger og sige, at der er hundrede ting, som er vigtigst for os. Man er nødt til at vælge. Derfor siger jeg nu klart, at det vigtigste for os i efteråret bliver spørgsmålet om boligskatter. Det er vores absolutte topprioritet,« siger Søren Pape Poulsen, der kalder de høje danske boligskatter for den mest »utryghedsskabende skat, vi overhovedet har«.

Liberal Alliances formand siger i artiklen, at han er glad for, at de Konservative ligesom LA peger på nødvendigheden af en lavere boligskat. Regeringen kvitterer, men fastholder, at det vigtigste er at lette skatten på arbejde.

Og mens K altså har »meget svært« ved at se sig i en efterårsaftale uden lavere boligskat, så har Dansk Folkeparti »svært ved at se«, hvordan en lavere boligskat skal finansieres. Kristian Thulesen Dahl kigger derfor mod den anden blok på Christiansborg og opfordrer Socialdemokraterne til at spille sig selv på banen, så der kan skabes et flertal uden om K og den lavere boligskat.

I efteråret skal der blandt andet forhandles om en en ny økonomisk 2025-plan, et nyt ejendomsvurderingssystem og skattelettelser i bund og top. LA har gjort det til et spørgsmål om regeringens overlevelse, at der kommer topskattelettelser.

Støjberg om ferieønskende flygtninge: I er utaknemmelige

Vi iler videre til forsiden af Jyllands-Posten. Og inden vi kommer til, hvad udlændingeminister Inger Støjberg har sagt, skal vi lige have lidt fakta på plads.

Regeringen indførte sidste sommer integrationsydelsen for nyankomne flygtninge. Der er aktuelt ca. 7.000 flygtninge på integrationsydelse, og de har ikke ret til ferie, skriver Jyllands-Posten.

Fra 1. juli sættes også ca. 21.000 herboende flygtninge, der kom før sidste sommer, ned fra kontanthjælp til integrationsydelse. Dermed mister den gruppe også retten til ferie fra 1. juli næste år. Det fik flygtninge fra sprogskolen i Favrskov Kommune i Østjylland til forleden at gå i demonstrationsoptog gennem Hadsten i protest mod de nye regler, skriver JP. De vil have sommerferie.

Og det er den holdning, der får integrationsminister Inger Støjberg til at kalde flygtningene »utaknemmelige«:

»De er kommet til Danmark, hvor de er i sikkerhed, vi forsørger dem, de får gratis undervisning, deres børn går i daginstitutioner, og vi støtter dem efter alle kunstens regler. Vi kan hurtigt blive enige om, at ferie er dejligt, men det nytter altså ikke at stille an med sådan en krævementalitet,« siger Støjberg i Jyllands-Posten.

Dagens tal: 71,9

De næste afsnit kommer til at handle om Kristian Thulesen Dahls regeringsmelding fra Politiken i går. Den fylder nemlig en hel del i dagens aviser.

Vi starter med et tal. Og det er 71,9. Og det er Jyllands-Posten, der bringer det i dag.

Hvorfor? fordi det er det antal procent af DF-vælgere, der mener, at partiet bør forøsge at komme i regering efter næste folketingsvalg. Det er Wilke, der har foretaget målingen - og den er i øvrigt fra sidste uge.

Er det så få eller mange DF-vælgere, der er enig med partiets formand? Det lader vi være op til dig.

I øvrigt kan man i Jyllands-Posten i dag også læse, at et flertal af DFs vælgere (54,1 procent) faktisk mener, at DF bør møve sig i regering allerede inden næste valg. Endnu flere, (57,6 pct.), mener i øvrigt, det vil styrke DF at komme i regering.

Analyse I: Thulesen-melding markerer starten på en prøveperiode

Kristian Thulesen Dahls melding på gårsdagens forside om, at DF er klar til at gå efter at komme i regering efter næste valg, hvis partiet kan holde sin øjeblikkelige flyvehøjde i meningsmålingerne - og der vel at mærke er blå flertal - er indledningen på en prøveperiode mellem to partier, der i øjeblikket ikke har det bedste forhold. Det skriver DRs politiske analytiker, Christine Cordsen.

»Lige nu er forholdet mellem Løkke og Thulesen da også så anstrengt, at det er svært at forestille sig et tillidsfuldt parløb i regering. Derfor bliver tiden frem til næste valg en slags prøvetid. Fra begge parter,« skriver Cordsen og fortsætter:

»Thulesen vil teste, om Løkke er klar til at give DF afgørende politiske indrømmelser og til at give Thulesen en særstatus som det største støtteparti. Det der i DF-lingo beskrives som at behandle DF som en ligeværdig partner. Første store prøve bliver efterårets skatteforhandlinger. Løkke vil teste, om Thulesen så også er klar til at opføre sig som et ansvarligt regeringsdueligt parti.«

Fredag kunne Berlingske fortælle, hvordan centrale kilder beskriver samarbejdet mellem de blå partier som alvorligt udfordret og præget af manglende tillid og fortrolighed.

Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen, sagde i artiklen, at partiernes EU-uenigheder er så »fundamentale og dybe«, at det »i sig selv gør det meget svært at forestille sig et regeringssamarbejde« mellem V og DF.

»De opfører sig lidt som ham den irriterende type i andelsboligforeningen, som brokker sig over alt fra kælder til loft, men som da sandelig ikke har tid til at være formand, når der skal vælges sådan en. Hvis alle partier i Folketinget var som DF, ville det være svært at regere et land,« sagde han.

Analyse II: Begyndelsen på noget svært

Vi stiller om til Jyllands-Postens politiske analytiker, Marchen Neel Gjersten:

»Jo mere valget nærmere sig, desto flere spørgsmål vil der blive stillet til, hvilke dele af DF’s politik, der i grunden kan realiseres. Medierne vil spørge, og de andre partier vil spørge. Det samme var tilfældet med SF, der i årevis voksede sig store på vej mod regeringsmagten. Men som ramte en mur kort før valget og for alvor krakelerede i regeringskontorerne, hvor det blev for svært både at være folkesocialister og kompromismagere på samme tid.«

Læs hele analysen her.

Dagens citat

Har vi fundet i Politiken.

Det er Venstres kulturminister Bertel Haarder, der er afsender. Og emnet er Dansk Folkepartis mulige deltagelse i en regering efter næste valg. Et træk, der ifølge Bertel Haarder vil kreere en motorvej til højre for Dansk Folkeparti for partiet Nye Borgerlige.

»Det er klart, hvis de (DF, red.) går ind i en regering, så bliver det en kompromisernes regering, og så vil der være plads til Nye Borgerlige. Det må de jo oveveje med sig selv.«

http://politiken.dk/debat/klummer/jesperthobo/premium/ECE3260941/blev-der-lige-aabnet-en-motorvej-hoejre-om-df-til-nye-borgerlige/Læs hele artiklen her.

V til DF: I må ændre EU-politik. Ellers går det ikke

Og vi bliver lidt ved både Bertel Haarder og spørgsmålet om Dansk Folkepartis mulige deltagelse i en regering efter næste valg.

Det kan partiet nemlig godt glemme alt om - hvis de altså ikke ændrer EU-politik ret markant inden, understreger kulturministeren.

»Det kræver jo, at de skal ændre deres EU-politik. Det er Dansk Folkeparti, der bliver nødt til at ændre den. Også fordi der er et massivt flertal i Folketinget for Venstres EU-politik«, siger Bertel Haarder i Politiken i dag.

Han påpeger, at DF for øjeblikket er i bevægelse væk fra Folketingets EU-flertal:

»Men det må de jo selv overveje. Hvis de vil ind på midten og være pragmatiske, kan vi måske godt finde ud af det«.

Samme tema er også i fokus i Jyllands-Posten, hvor det er V-gruppeformand Søren Gade, der er på gaden med en EU-advarsel til DF:

»Man kan ikke have en regering, der er i splid med sig selv på så vigtigt et område som EU-politikken. Der er man nødt til at have en fælles forståelse,« konstaterer V-gruppeformanden, som ifølge Jyllands-Posten forventer, at DF er klar til at gå på kompromis med EU-modstanden. Artiklen er ikke online i skrivende stund.

Dagens DF-ministeransøgning

Gårsdagens regeringsmelding fra DF-formand Thulesen Dahl fik allerede i går partiets transportordfører, Kim Christiansen, til forsigtigt at lufte lidt ministerambitioner. Vist nok med et ret stort forbehold, dog.

Og i dagens Politiken er endnu en DFer ude med en art minister-jobansøgning. Også med et glimt i øjet, understreges det dog i avisen. Udlændingeordfører Martin Henriksen, kan godt se sig selv som »stempelminister«, siger han.

»Så kunne jeg sidde nede ved grænsen og skrive nej tak på alle de ansøgninger«, siger Henriksen ifølge Politiken, inden han lige når at sende en bredside mod den nuværende udlændingeminister Inger Støjberg:

»Alle DF’ere vil være en bedre udlændingeminister end Inger Støjberg,« siger Henriksen og skynder sig så at tilføje:

»Men formanden sætter holdet.«

Og så slutter vi ellers dagens fokus på Dansk Folkepartis eventuelle regeringsdeltagelse.

Forsvarsminister til kampflypiloter: Bare rolig

Der har været sagt og skrevet en hel del om finansieringen af den aftale, som et bredt Folketings-flertal for nylig indgik omkring indkøb af nye kampfly.

Ikke mindst fordi de Konservative var så utilfredse med aftale, at de endte med ikke at være med.

Her på Politiko har vi tidligere skrevet om, at kamflypiloter kan komme ud for at skulle arbejde op til 48 timer om ugen. Når de vel at mærke er hjemme efter en længere udsendelsesperiode. En arbejdsbelastning, som piloternes egen fagforening har advaret kraftigt imod.

I et indlæg i Berlingske i dag, maner forsvarsminister Peter Christensen dog til besindighed. Kampflypiloterne behøver ikke frygte for en 48 timers arbejdsuge, når de er hjemme mellem udsendelser:

»Det er dog forkert, når kritikere fremstiller det sådan, at vores piloter i fremtiden skal arbejde 48 timer om ugen. Når det nævnes i den såkaldte dimensioneringsrapport, er der tale om en maksbelastningssituation, som vi aldrig før har stået i – heller ikke med vores tidligere udsendelser af F16-kampfly,« skriver ministeren, der på Christiansborg går under kælenavnet PC.

Regeringen efter Kerry-besøg: Vi skal kunne klare os selv

Udenrigsminister Kristian Jensen har netop haft besøg af sin amerikanske ditto, John Kerry.

Og nu gør han i Berlingske status på det besøg. Lidt opsigtsvækkende ved at betone, at Danmark i højere grad end tidligere skal kunne klare sig selv.

»Vi har i alt for mange år levet under USAs sikkerhedsparaply og lænet os tilbage i forvisning om, at amerikanerne ville komme og hjælpe os. Det kan vi ikke blive ved med at gøre. Vi skal bruge vores forsvar på en sådan måde, at vi indgår aktivt ikke kun i vores eget forsvar, men også i det fælleseuropæiske forsvar,« siger Kristian Jensen til Berlingske.

Dagens fødselar: Den 50-årige demokratitjener

Som kommunikationschef for Folketinget kredser Søren Vævers arbejdsdag om ædle discipliner som demokrati og folkestyre. Og så var det blandt andre ham, der trådte til, da Grundloven tilbage i 2011 i bogstavelig forstand gik i stykker. Læs mere i Berlingske i dag.

Dagens tegning

Dagens suk I

Har vi fundet på Twitter. Og det er faktisk fra i går, hvor Island igen var i aktion ved EM i fodbold, der i øjeblikket spilles i Frankrig. DR havde sendt den journalist til Island. Og det så de Konservatives Rasmus Jarlov:

Dagens suk II

Er faktisk også fra i går. Og også fra Twitter. Det er den radikale leder, Morten Østergaard, der nu må pakke sin medbragte fodboldstøvler ned i tasken igen - uden at have fået græs under fødderne, vel at mærke:

Det sker i dag

Folkemødet på Bornholm afsluttes som skrevet tidligere i dag. Blandt dagens arrangementer er følgende:

- Pia Olsen Dyhr (SF) holder formandstale på Folkemødets Hovedscene fra 10.00 - 10.30.

- Søren Pape Poulsen (K) holder formandstale på Folkemødets Hovedscene fra 12.00 - 12.30.

- Udenrigsminister Kristian Jensen (V) fremviser gaver fra hele verden. Med afsæt i gaverne vil udenrigsministeren berette om den første, koldeste, varmeste, længste og vigtigste rejse som udenrigsminister. Udenrigsministeriet står bag arrangementet, der løber fra 10.30 -11.00.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.