Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Støjbergs præcise tale, Løkkes »svindler«-svar og DFs vikingekonkurrence

Dagens overblik: Udlændingeminister Inger Støjberg får kritik for noget, hun ikke har sagt, Lars Løkke Rasmussen har været på Facebook, og Dansk Folkeparti vil bygge nyt.

Her får du dit daglige overblik over alt det, der er værd at vide om dansk politik i dag.

Et flertal i Folketinget vedtog i går det omdiskuterede lovforslag L87, der strammer vilkårene for asylansøgere og flygtninge på en række punkter.

De to mest omstridte stramninger betyder, at myndighederne fremover kan konfiskere større kontantbeløb og værdigenstande fra flygtninge til dækning af senere udgifter.

Desuden skal flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus have været tre år i Danmark, inden de kan få familiesammenføring.

Jyllands-Posten skriver i dag på baggrund af et svar fra Udlændingeministeriet, at de konfiskerede kontantbeløb og værdigenstande bl.a. skal dække udgifter til lægebesøg.

»Asylansøgere, der har tilstrækkelige midler, skal betale for sundhedsydelser,« oplyser ministeriet til avisen.

Det har ellers heddet sig, at »formålet med hele lovgivningen er at sikre, at der gælder de samme standarder for asylsøgere som for danskere, nemlig at kan man forsørge sig selv, så gør man det,« som statsminister Lars Løkke Rasmussen ifølge avisen sagde i sidste uge.

Og det får nu Foreningen af Udlændingeretsadvokater til at kritisere regeringen. For danske borgere på kontanthjælp har adgang til sundhedsvæsenet uden betaling, understreger foreningen.

»Det giver ikke mening at sammenligne de to grupper. Man beslaglægger eksempelvis ikke kontanthjælpsmodtageres værdier, og man beder dem heller ikke betale for, at de kan komme til læge,« siger foreningens formand, Jytte Lindgård, til avisen.

»Jeg mener, at min tale var både præcis og fyldestgørende«

Da udenrigsminister Kristian Jensen og udlændingeminister Inger Støjberg mandag svarede på den internationale kritik af den danske lovgivning i Europa-Parlamentet, nævnte de to ministre ikke, at asylsøgere med midler selv skal finansiere almindelige lægebesøg.

Både europarlamentariker Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU og den radikale Morten Helveg kritiserer inde i avisen, at Støjberg undlod disse vigtige oplysninger.

I en mail til Jyllands-Posten afviser Støjberg kritikken:

»Jeg mener, at min tale i LIBE (EU-udvalg, red.) var både præcis og fyldestgørende. Og jeg tror, det står klart for alle andre end Jyllands-Postens journalister, hvornår der i talen tales generelt om indretningen af det danske velfærdssamfund, hvornår der tales om asylansøgere, og hvornår der tales om flygtninge, der har opnået en opholdstilladelse,« skriver hun i en mail. Hele historien her.

Vedtagelsen af de danske udlændingestramninger blev i går gengivet i en række store internationale medier. Og den medførte også kritik fra flere kanter.

1: FNs tidligere generalsekretær Kofi Annan skrev på Facebook:

»Den er i skarp kontrast til Danmarks humanitære og sociale traditioner, og den sætter fokus på en bekymrende tendens i europæisk politik.«

Artiklen forsætter under opslaget:

2: Trine Christensen, konstitueret generalsekretær i den danske afdeling i Amnesty:

»Et flertal i Folketinget må nu påtage sig ansvaret for, at ægtefæller og børn skal leve adskilt og i usikkerhed om hinandens skæbne. Tre år er en evighed - specielt i et barns liv. Det er en umenneskelig beslutning,« udtaler hun i en skriftlig kommentar.

3: Andreas Kamm, generalsekretæren i Dansk Flygtningehjælp:

»Det er en meget umenneskelig ting at skulle vente så længe. Det bekymrende er, at den danske regering ikke værner mere om de menneskerettigheder, som vi har tilsluttet os,« udtaler han i en skriftlige kommentar.

Med L87 aflyser regeringen i første omgang, at der er flere stramninger på vej. I kølvandet på debatten sagde Inger Støjberg i går:

»Det her er umiddelbart regeringens svar på de udfordringer, vi står over for. Derfor ligger der ikke yderligere stramninger på bordet nu. Nu handler det om at få de mennesker, der er i Danmark, velintegreret, og så handler det selvfølgelig om at finde en løsning på det europæiske problem.« Mere her.

Fuldstændig tilfældigt, hvordan flygtningene bliver placeret

Vi forlader L87 og bevæger os mod de kommende trepartsforhandlinger, hvor integration bliver et altoverskyggende tema.

I Berlingske melder Kommunernes Landsforening sig på banen med et forslag til de kommende forhandlinger, der går på, at når flygtninge skal bosættes i kommunerne, skal det være et tungtvejende kriterium, at deres uddannelsesbaggrund og erhvervserfaring kan matches med de lokale jobmuligheder.

»I dag er det dybest set fuldstændig tilfældigt, hvordan flygtningene bliver placeret. Forudsætningen for god integration er, at man bliver en del af arbejdsmarkedet, og derfor foreslår vi, at man i højere grad matcher de flygtninge, der kommer, med det arbejdsmarked, der er i de enkelte kommuner,« siger KLs nyslåede næstformand, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), til avisen.

KL mener i den forbindelse, at afklaringen af flygtningenes kompetencer fremover skal ske langt tidligere. I dag sker det først, når en kommune overtager integrationsansvaret, efter at en flygtning har fået tildelt asyl.

Udmeldingen bliver taget godt imod flere steder, men hos Dansk Folkeparti er udlændingeordfører Martin Henriksen ikke begejstret:

»Jeg kan da godt forstå, at der er nogen, der lader sig forføre af tankegangen om at placere en syrisk tandlæge i Thisted, hvis Thisted mangler en tandlæge, for det lyder da umiddelbart meget nemt og tilforladeligt,« siger han og fortsætter:

»Men vores udgangspunkt er det samme: De skal ikke integreres.« Læs hele historien hos Berlingske her.

En gedigen politisk fiasko

DRs politiske analytiker Jens Ringberg skriver i en analyse, at i kulissen er de kommende trepartsforhandlinger allerede i fuld gang:

»Forklaringen er enkel: For det første: Trepartsforhandlingerne omfatter en hel håndfuld vigtige temaer - først flygtningene, men derefter mange andre, der spiller en stor rolle for dansk økonomi.«

»For det andet: Der er stor prestige involveret for alle parter, også for regeringen - alle husker, at Thorning og Corydon måtte opgive en trepartsaftale og notere sig en gedigen politisk fiasko.« Læs hele analysen her.

Løkkes opkald og Gades krav

Det har i den grad vakt opsigt, at Mogens Lykketoft, formanden for FNs generalforsamling, i en tale i anledning af sin fødselsdag kaldte statsminister Lars Løkke Rasmussen for »en lille svindler« og Thorning-regeringen for »talent- og profilløs«.

Talen, som Lykketoft efterfølgende sendte på en mail til gæsterne, blev siden lækket til Berlingske, som i går kunne gengive den.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt sig i første omgang ude af debatten, men nøjedes med at minde om, at man skal holde den gode tone, men i går aftes gik han så alligevel til Facebook-tasterne og skrev, at han har prøvet at få Lykketoft til at forklare sig.

Artiklen fortsætter under opslaget

Og i Berlingske i dag siger Venstres gruppeformand, Søren Gade, at Lykketoft bør komme med en uforbeholden undskyldning:

»Vi kan alle forløbe os, som det tilsyneladende er sket her for Mogens Lykketoft. Min pointe er, at Helle Thorning havde formatet til at indstille Lykketoft til formand for FNs generalforsamling, og Lars Løkke Rasmussen støttede indstillingen, så Lykketoft nu kan udleve sin drøm i New York, og så synes jeg ikke, det er en passende måde at udtale sig på. Nu må vi se, om han har formatet til at undskylde, som jeg mener, han bør gøre,« siger Søren Gade, der påpeger, at han udtaler sig på egne vegne.

Folketingets nuværende formand, Pia Kjærsgaard, siger i dag i Politiken, at Lykketofts tale er »langt ude«, og »jeg synes ikke, han kan være det bekendt.«

»Han er i en stilling og på et niveau - eller burde være på et niveau - hvor man bare ikke gør den slags. Det er simpelthen for ringe,« lyder det i den trykte avis.

Lykketoft har de fleste steder afvist at ville svare på spørgsmål. I en mail spurgte Politiken i går, hvordan han forestiller sig sit folketingsarbejde, når han vender tilbage, og om han gerne vil i præsidiet igen. Her lyder svaret:

»Har absolut intet ønske om at vende hjem og prøve at overtage andres poster, men lytter til, hvad man gerne vil bruge mig til. Kunne forestille mig, at Socialdemokratiet kan have gavn af mine erfaringer fra FN-året i de udvalgssammenhænge, hvor bæredygtighed, sikkerhedspolitisk og humanitær indsats ude i verden er på dagsordenen«. Hele historien findes i dagens Politiken.

Løhdes autorisationer

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) er på vej med et lovforslag, der skal gøre det nemmere at fratage læger og sundhedspersoner deres autorisation. Det skriver dr.dk på baggrund af en pressemeddelelse fra ministeren.

Tiltaget kommer efter en række historier om, hvordan dårlige læger og sundhedspersoner har kunnet fortsætte deres praksis i årevis, uden myndighederne har grebet ind.

»Det er helt afgørende, at patienterne kan have tillid til de sundhedspersoner, de møder i sundhedsvæsnet. Og vi har desværre set for mange sager, hvor blandt andre læger gentagne gange har udsat patienter for fare, uden at sundhedsmyndighederne har kunnet gribe ind eller har grebet alt for sent ind,« forklarer Løhde i pressemeddelelsen. Mere om den historie her.

Dagens citat

»Vi befinder os altså i en international vikingekonkurrence, hvor især Norge er langt fremme.«

Alex Ahrendtsen, Dansk Folkepartis kulturordfører, i Politiken. Baggrund: DF vil rive Vikingeskibsmuseet i Roskilde ned og opføre nyt. Hele historien får du her.

To der siger farvel - en med frøer

1: Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i PET, meldte sig i går ud af Venstre. Forklaringen gav han på Facebook:

2: Lokalpolitiker i Jammerbugt Kommune Aysel Jørgensen springer fra Socialdemokraterne til Alternativet.

»Baggrunden for min beslutning er, at Socialdemokraternes topledelse har drejet partiet ind på en værdipolitisk kurs, som jeg ikke kan følge,« skriver hun i en skriftelig kommentar. Mere om det her.

Det sker i dag

13:00: Møde i Folketingssalen, hvor ministrene svarer på spørgsmål.

13:15: Statsrevisorerne mødes.

13:45: Folketingets Finansudvalg har indkaldt finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) til et åbent samråd. Udvalget har bedt finansministeren om at redegøre for, hvordan regeringen vil håndtere de stigende udgifter i kommunerne til integration af asylansøgere.

14:00: Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er kaldt i samråd om glyfosat-produkter. Udvalget har bedt ministeren redegøre for, om hun mener, at EU's fødevareeksperter i EFSA har sagligt belæg for at konkludere at glyfosat ikke er kræftfremkaldende i modstrid med konklusionerne fra sundhedseksperterne i Verdenssundhedsorganisationen WHO.

15:30: Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er kaldt i samråd om sprøjtegiften prosulfocarb. Udvalget har bedt ministeren redegøre for, hvordan hun vil sikre, at økologiske landmænd og frugtavlere ikke lider økonomisk tab som konsekvens af konventionelle landmænds brug af prosulfocarb.

Politisk morgenpost opdateres løbende. Senest 8.55.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.