Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Socialdemokrater sukker, når Morten Østergaard går solo

Dagens overblik: Den radikale formand vil hæve pensionsalderen hurtigere end hidtil planlagt og undsiger dermed igen regeringens officielle linje. Få overblikket over dagens historier her.

De Radikales leder, Morten Østergaard, excellerer igen i dag i et budskab, der garantrisse får mange socialdemokrater til at udstøde et suk.

På forsiden af Politiken og Jyllands-Posten slår han til lyd for at hæve danskernes pensionsalder hurtigt. Her bliver det lettere teknisk, så hold fast.

På grund af velfærdsaftalen fra 2006 og tilbagetrækningsaftalen fra 2011 stiger pensionsalderen til 67 år ifølge Politiken. Det sker gradvist frem mod 2022. Derudover har et bredt flertal aftalt, at middellevetiden og pensionsalderen skal følges ad - dog med det forbehold, at middellevetiden kun kan presse pensionsgrænsen op med et år hvert femte år og først fra 2030.

Det tidspunkt vil Morten Østergaard fremrykke til 2025, fordi vores levealder har udviklet sig mere positivt, end man antog i 2006, og fordi det ifølge den radikale formand vil afhjælpe det hængekøjeproblem, som der er blevet skrevet meget om på det seneste.

Forslaget vil konkret betyde, at folk, der i dag er i slutningen af 50erne, må vente et ekstra år og først kan gå på pension, når de er 68 år. Hvis den radikale ide altså bliver til noget.

Det gør det næppe foreløbigt, for næsten alle partier bag aftalerne siger som udgangspunkt nej. Kun de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er ikke afvisende over for ideen, og Morten Østergaards socialdemokratiske sidestykke, finansminister Bjarne Corydon, siger til Politiken, at »vi skal følge den aftale, vi har indgået«.

Det lader til at være en fast arbejdsdeling. Da Østergaard for nylig foreslog at hæve boligskatten og lette topskatten, måtte Corydon også undsige sin ministerkollega.

Efter den melding fik S-ledelsen ifølge Politikos.dk's oplysninger travlt med at dæmpe partimedlemmer, der kunne forventes at gå ud med kritik af de radikale soloridt. Uenigheden mellem de to regeringspartier skulle ikke males mere op i en valgkamp, som de facto er gået i gang.

»Det er blevet stille og roligt sagt, om man ikke kunne lade være med at sige noget. Debatten havde været større, hvis alle mulige var gået amok,« siger en socialdemokrat, mens et folketingsmedlem konstaterer, at Østergaard »virker desperat«.

En tredje S-kilde bemærker med tilfredshed, at balladen om skatteforslaget ikke bragede igennem på samme måde, som når Margrethe Vestager åbnede munden, dengang hun var radikal formand.

»Det er sværere for ham at løfte. Havde Vestager sagt det, havde det givet en helvedes ballade«.

De Radikale står aktuelt til 6,9 pct. i Berlingske Barometer. I 2011 stemte 9,5 pct. på partiet.

Fik du læst?
Politiko.dk tester, om Socialdemokraternes store kampagne kan klare et faktatjek.

»Jeg har ført partiet hjem, hvor vi skal være«
Om en uge kan Thorning fejre jubilæum som socialdemokratisk formand. Ugebrevet A4 bringer i dag det første interview med statsministeren om de 10 år i spidsen for det gamle arbejderparti. Her afviser hun klart at spille ud med et forslag til et nyt dagpengesystem, hvilket ellers er et hedt ønske blandt dem, der mener, at Socialdemokraterne har valgt at »pantsætte vores frihed hos en dagpengekommission«.

»Vi kommer ikke med et fikst og færdigt dagpengesystem før valget. Det kan man være helt sikker på,« siger Thorning i interviewet.

Præsidentvalget
Børsen gør status på kapløbet mellem statsministerkandidaterne med en meningsmåling foretaget af Greens.

Hvem ser du helst som statsminister efter næste valg?
Helle Thorning- Schmidt: 41 pct.
Lars Løkke Rasmussen: 30 pct.
Ingen af de to: 25 pct.

Hvem af de to mener du er mest troværdig?
Helle Thorning- Schmidt: 48 pct.
Lars Løkke Rasmussen: 16 pct.
Ingen af de to: 30 pct.

Mañana mañana
Finansminister Bjarne Corydon (S) kunne i DR2 Deadline ikke komme med en eneste konkret reformide. Lars Løkke kan ikke sige, hvor kontanthjælsloftet skal ligge. Weekendavisen opsummerer på fin vis, hvad der venter vælgerne.

»Med andre ord har de to mulige statsministerpartier allerede markeret, at valgkampen kommer til at handle om modstanderens mangler mere end om egen politik. Jo, regeringen vil selvfølgelig fortælle om de opnåede resultater, og Løkke vil fortælle, at de resultater faktisk blev grundlagt af ham. Men den valgperiode, vi skal stemme om, må vi høre om efter valget,« skriver Hans Mortensen, journalist og forfatter.

Andre nyheder
- Whistleblowerordning får dødsstødet af regeringsudvalg, som justitsminister Mette Frederiksen (S) vil lytte til.

- Corydon strammer grebet om statens selskaber med ny strategi, der præsenteres i dag.

- Venstre vil have opruste i de baltiske lande og iværksætte øvelser med og sende danske militærrådgivere afsted til de tre lande tæt på Rusland. De fem nordiske forsvarsministre har i øvrigt et indlæg i Jyllands-Posten, hvor de taler for øget samarbejde.

Oplysning til borgerne
Er det fredag? Ja.
Er der valg? Formelt nej. Men at dømme ud fra gårsdagens debat mellem Lars Løkke og Bjarne Corydon på DR1 må svaret blive ja.

Senest opdateret 9.17

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.