Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Samuelsens trusler, 55 blinde økonomer og et »perfidt bagholdsangreb« på Vilhelmsen

Dagens overblik: Befolkningen tror ikke på Liberal Alliances valgtrusler, økonomer finder vækst hos to partier, og så viser SF en tidligere formand døren. Hele dit politiske overblik her.

Portræt af formand for Liberal Alliance, Anders Samuelsen.
Portræt af formand for Liberal Alliance, Anders Samuelsen.

Her får du denne uges sidste omgang politisk morgenpost spækket med alt, hvad du skal vide om dansk politik i dag.

Vi begynder rundturen i dagens medier hos Jyllands-Postens Finans.dk, som har kastet 55 af landets førende økonomer ud i en blindtest for at finde de partier på Christiansborg, som har de bedste forslag til, hvordan vi øger væksten i Danmark.

Vinderne af den blindtest: De Radikale og Liberal Alliance.

»Partierne foreslår nogle af de geværgreb, der ligger lige for, hvis vi skal skabe vækst,« siger cheføkonom i Dansk Erhverv Steen Bocian til Finans.dk.

Alle Folketingets partiet var blevet bedt om at sende tre konkrete forslag til at skabe vækst, og efterfølgende vurderede økonomerne de mange ideer uden at kende afsenderen. De Radikale og Liberal Alliance lagde markant afstand til feltet med partiernes bud, mens Alternativet, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne løb med bundplaceringerne hos de blindtestende økonomer.

Blandt de mange vækstbud fra partierne var det i øvrigt et bud fra de Radikale, som flest økonomer fandt overbevisende. Tanken om at investere »massivt« i uddannelse og som minimum bruge 1 pct. af det offentlige budget på forskning og uddannelse. Læs hele historien og se gennemgangen lige her hos Finans.dk.

Og lad os så se på dagens andre historier.

Exit Vilhelmsen

Den tidligere formand for SF Annette Vilhelmsen har mistet sin plads i partiets magtfulde landsledelse. Det skriver Lokalavisen Odense fredag morgen.

Vilhelmsen, som var formand for partiet frem til januar 2014, hvor SF forlod den daværende regering, har været medlem af landsledelsen siden 2012 og indtil begyndelsen af marts i år.

Vilhelmsen er blevet vist døren, fordi hun tre gange blev væk fra møder i landsledelsen, hvilket er en overtrædelse af partiets regler, skriver avisen. I samme omgang er også Pernille Vigsø Bagge, tidligere folketingsmedlem for SF, røget ud.

Det er formand for SF på Frederiksberg, Lotte Kofoed, der bad partiets såkaldte lovnævn vurdere, hvilke konsekvenser det skulle have for de to, at de var blevet væk fra møderne. Og resultatet blev altså et farvel til landsledelsen for dem begge.

Har Lotte Kofoed, der indbragte spørgsmålet om dit fravær fra tre landsledelsesmøder for SFs lovnævn, et horn i siden på dig?, spørger avisen Annette Vilhelmsen.

»Jeg opfatter det hele som et perfidt bagholdsangreb. Du kan citere mig for, at jeg ikke stiller op til landsledelsen igen. Andre kommentarer har jeg ikke,« svarer Annette Vilhelmsen. Læs hele historien hos Lokalavisen Odense.

En journalist på avisen bekræfter i øvrigt på Twitter, at det ikke er en aprilsnar. Det er meget rart at vide på sådan en dag som i dag.

Opdatering: På Facebook har Annette Vilhelmsen denne kommentar til historien:

Samuelsens tomme trusler?

Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, har ved efterhånden flere lejligheder truet med at vælte Løkke-regeringen, hvis den ikke leverer den lempelse af topskatten, som er stillet i udsigt i regeringsgrundlaget, hvor det hedder, at det en »ambition« at sænke skatten på den sidst tjente krone med fem procentpoint.

Men Samuelsens trusler er der ikke mange i befolkningen, som tror på. Det viser en meningsmåling, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken, og som Politiken i dag beskriver.

Kun 15 procent af danskerne tror således på, at truslerne er reelle, fremgår det af målingen, der lander forud for Liberal Alliances landsmøde i denne weekend.

Hos Dansk Folkeparti forstår gruppeformand Peter Skaarup godt, at danskerne er i tvivl.

»Når nogen råber, at ulven kommer, og den ikke kommer, så er risikoen for dem, der råber op, at deres troværdighed falder markant. Og det er i virkeligheden præcis det, der er sket med Liberal Alliance,« siger Skaarup, som sammen med resten af DF ikke ønsker lettelser i topskatten.

Du har sagt, at du ikke ønsker at være til grin ligesom Enhedslisten under Thorning-regeringen. Kan du forstå, hvis nogen begynder at trække på smilebåndet over dine mange trusler?, spørger Politiken i dagens trykte udgave.

»Nej«, siger Anders Samuelsen og uddyber:

»Det er selvfølgelig til efteråret, at man kan konkludere på det her. Min faste overbevisning er, at når vi kommer dertil, så har vi skabt et resultat, og der kommer ikke et valg. Og det har jeg aldrig troet på, at der gjorde. Jeg tror på, at der kommer resultater,« siger han på Politikens side fire i dag.

Her er tre historier, som også indgår i dit politiske fredagspensum

1: Det skortede ikke på kritik, da staten kastede et større milliardbeløb efter bankerne under finanskrisen. Nu viser det endelige regnskab, at staten har tjent 18 mia. på bankpakkerne. Det skriver Politiken i dag på baggrund af den endelige statusopgørelse fra Erhvervs- og Vækstministeriet.

»Det kan man da kalde en super positiv udvikling,« siger Jesper Rangvid, professor i finansiering på Handelshøjskolen CBS i København og manden i spidsen for det ekspertudvalg, der i 2013 kortlagde den danske finanskrise. Hele historien her.

2: Sidste år forsvandt 244 pas herhjemme på vej til deres ejermænd. Frygten for, at de bortkomne pas skal ende i terrorrelaterede netværk, giver justitsminister Søren Pind – i lighed med sin norske kollega – anledning til at undersøge, om det er sikkert nok at sende pas med posten. Berlingske har den historie.

3: Enhedslisten, SF og Alternativet vil presse regeringen til at anerkende Palæstina som en selvstændig stat. De tre partier fremsætter derfor et forslag om at anerkende det mellemøstlige område som en selvstændig stat.

»Danmark bør følge Sverige og de mere end hundrede andre lande, der allerede har anerkendt Palæstina. På den måde kan Danmark presse på for en fredelig løsning på den langvarige og blodige konflikt,« siger politisk ordfører for Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen. Du kan læse hele historien hos Politiko.dk her.

Dagens tweet

Statsministeren er til Nuclear Security Summit i USA, hvor bekæmpelse af atomterror er på dagsordenen.

Dagens citat fra i går

»Der er fremlagt vildledende oplysninger til Folketinget af Eva Kjer Hansen, og hvis det ikke er Eva Kjer Hansen, men faktisk statsministeren, der står bag, så er det her et langt større politisk problem, og så må statsministeren gå af.«

SFs formand Pia Olsen Dyhr. Baggrunden for den udmelding hos Politiko.dk her.

Dagens dato I

Dagens dato II

Det sker i dag

10:00 Møde i folketingssalen. På dagsordenen er bl.a. behandlingen af forslaget om at udvide den danske mission mod Islamisk Stat med specialstyrker og kampfly.

10:30 Møde i Europaudvalget. På dagsordenen er bl.a. EUs grænse- og kystvagt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.