Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Samuelsens fallitbo, SF's flyvske trængsler og en prøve, som »mange danskere ikke ville bestå«

Dagens overblik: Anders Samuelsen fortæller om det fallitbo, han overtog i 2009, SF skal svare på et spørgsmål med »vidtrækkende konsekvenser«, og så er en ny prøve til debat. Få det hele her.

Godmorgen og velkommen til en ny omgang politisk morgenpost.

Her får du hele dit overblik over dagen i dansk politik

Vi begynder med en rundspørge, som TV 2 har foretaget blandt 759 af landets 2.444 byrådsmedlemmer om det omdiskuterede og stærkt udskældte omprioriteringsbidrag.

Omprioriteringsbidraget blev indført af regeringen sidste sommer, og det betyder helt kort fortalt, at kommunerne hvert år fra 2016 til 2019 skal spare én procent på budgettet, som Folketinget så kan fordele.

Regeringen har indledt forhandlinger med kommunerne om næste års økonomi, og fronterne er trukket skarpt op, da kommunerne vil have omprioriteringsbidraget væk.

Og den kurs er der opbakning til blandt byrådsmedlemmerne, som har svaret TV 2. Således foretrækker flertallet, at der slet ikke indgås en aftale om næste års økonomi, hvis den bygger på det omstridte omprioriteringsbidrag.

»Der er et Grand Canyon imellem os«

TV 2 har spurgt: Hvis omprioriteringsbidraget fastholdes som instrument, skal KL så undlade at indgå en økonomiaftale for 2017?

53,5 procent siger ja, mens 34,9 procent siger nej. De sidste godt 11 procent har svaret »ved ikke«.

Ifølge TV 2s politiske analytiker Thomas Funding viser rundspørgens resultater, at kommunernes forhandlere er under et solidt pres fra baglandet:

»Ingredienserne ved dette års kommuneforhandlinger er til, at det kan blive ret dramatisk. Byrødderne føler sig reelt presset på økonomien, og de står lige over for et valgår. Kombinationen af de to ting gør dem krigeriske, siger han til TV 2. Du kan læse hele historien her.

Kommunernes chefforhandler, Martin Damm (V), er i dag inviteret til møde hos finansminister Claus Hjort Frederiksen efter en lang pause. Med sig til mødet har han også en forsikring om, at Socialdemokraterne ikke vil lægge stemmer til omprioriteringsbidraget, hvis der ikke lander en aftale mellem regeringen og kommunerne.

Det siger Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, til TV 2 her.

Til Ritzau siger Martin Damm meget malerisk, at parterne står laaangt fra hinanden:

»Der er et Grand Canyon imellem os,« hedder det. Læs den udlægning her.

Og så videre til dagens andre nyheder.

Vi har en plan om en plan

Vi begynder med en nyhed, som kom ind fra siden klokken 10 minutter over otte her til morgen.

For efter erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen helt tilbage i november præsenterede sit udspil til en ny planlov sammen med 120 vækstinitiativer, er det her til morgen lykkes at forhandle en ny aftale på plads med Dansk Folkeparti, de Konservative og Socialdemokraterne.

Liberal Alliance er det eneste parti fra blå blok, som ikke er med i aftalen. Partiet hoppede fra til sidst, fordi de øvrige borgerlige partier gav sig på nogle vigtige punkter.

Socialdemokraterne er kommet igennem med sit krav om, at kommuner kan kræve, at 25 procent af bygninger på ny grunde bliver udstykket til almene boliger.

Samtidig bliver 15 nye store kystnære byggeprojekter ikke til noget, noget især de Konservative har strittet meget imod, og som Socialdemokraterne også fejrer som en sejr.

Aftalen fjerner nogle af de regler, som blandt andet har forhindret danskerne i at opstille højbede eller haveskure på deres grunde, og det gør erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen til en glad mand:

»Vi får stort set leveret på de 120 initiativer, vi præsenterede. Vi har lavet en aftale, som flugter fuldstændigt med det KL har ønsket af frihedsgrader. Og langt de fleste af de punkter, som regeringen spillede ud med er kommet med. Men vi har kun 34 mandater, så vi kan ikke få alt med,« siger Troels Lund Poulsen til Ritzau.

Der kommer mere på politiko.dk i løbet af dagen.

SFs flyvske trængsler

Ifølge Politiken mødes partierne bag forsvarsforliget efter planen hos forsvarsminister Peter Christensen i dag. Og der skal de diskutere et af de helt dyre spørgsmål.

Hvor mange nye kampfly skal Danmark investere i?

Regeringen og forsvarsminister Peter Christensen lægger op til at købe 27 jager-fly af typen Joint Strike Fighter fra amerikanske Lockheed Martin. Det betyder en samlet udskrivning på på op mod 72 milliarder kroner i flyenes levetid.

I en analyse i dagens trykte udgave skriver Politikens politiske redaktør, Jesper Thobo-Carlsen, at spørgsmålet om kampfly for SF er »politisk stort, og svaret har vidtrækkende konsekvenser.«

Pia Olsen Dyhr »lurer på chancen for at kunne genrejse SF som et regeringsdueligt parti, når muligheden byder sig. I den strategi passer det bedst at forblive i forsvarsforligskredsen,« skriver Thobo-Carlsen og uddyber:

»Man kan også argumentere for, at SF allerede har taget tæskene fra venstrefløjen og nu lige så godt kan høste pointene som bærende forsvarsparti. Derfor har SF's ledelse på Christiansborg grublet over kampflyene i længere tid. Nu nærmer afgørelsens time sig.« Du kan læse hele analysen i dagens trykte udgave af Politiken. Den er endnu ikke på nettet.

Hos Ingeniøren, der har beskæftiget sig massivt med kampflykøbet, kom der også en nyhed i går, som er spændende læsning.

Hvis man skræller alle de mest kritiserede forbehold i regeringens udspil til antallet af nye kampfly væk, får Danmark brug for 43 nye F-35 til at løse de samme opgaver som Flyvevåbenets eksisterende F-16.

Det viser nye beregninger fra Forsvarsministeriet, som er sendt til medlemmerne af forsvarsforligskredsen, og som Ingeniøren har fået adgang til. Læs hele den historie her.

Samuelsens Lego

Børsen har interviewet Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, som er den længst siddende partiformand i dagens folketingssal.

Her fortæller han bl.a. om dagene efter årsskiftet til 2009, hvor Naser Khader forlod det projekt, som han sammen med Samuelsen og Gitte Seeberg havde stiftet i foråret 2007.

Der stod Samuelsen tilbage med et projekt, hvor vælgerne var væk.

»Det var et politisk fallitbo, som jeg skulle til at stå i spidsen for. Jeg var blevet valgt som formand, fordi alle andre var væk. Det var nærmest en minus-situation, for vi skyldte på alting. På faglighed og på troværdighed,« fortæller Anders Samuelsen til Børsen.

Han så mod Danmarks mest kendte legetøjproducent, da opbygningen af partiet blev sat i gang, fortæller han.

»Det handlede om at få det kogt ned til kerneprojektet og et par få ting, som vi bare skulle kunne morgen, middag og aften. Det er fuldstændig det samme som i de helt store virksomheder. Da Lego var i krise havde de spredt sig til alle mulige lande, og de skulle bare kunne det hele. Pludselig finder de ud af, at salget er gået i stå, og så går de tilbage til det, som de er bedst til - nemlig at lave legoklodser. Og så eksploderer salget,«.

Du kan læse hele interviewet her. Det kræver dog abonnement.

Tre historier du også skal have læst i dag

1: Det danske samfund skal bruge markant mere strøm i fremtiden, hvis den grønne omstilling skal blive en succes,

Sådan lyder opråbet fra bl.a. Vestas og Dansk Energi i dagens Berlingske.

Alternativet er en grøn industri lænket til offentlig støtte, lyder bekymringen. Regeringen anerkender problemet, men gør samtidig gældende, at det er dyrt og svært at løse.

Energiminister Lars Christian Lilleholt (V) forklarer til avisen, at den danske stat hvert år kradser i omegnen af 40 milliarder kroner ind på energiafgifter, og at det derfor er en stor, politisk øvelse at lave grundlæggende om på det.

»Det er en ordentlig omgang,« siger han til avisen her.

2: 14 år efter den internationale indsats blev indledt, er Afghanistan fortsat en meget skrøbelig stat.

Sådan lyder en af konklusionerne i tre nye rapporter om Danmarks indsats i landet, som blev offentliggjort i går. Der er tydeligvis noget, vi kan lære af indsatsen, erkender udenrigsministeren.

»Rapporterne viser tydeligvis, at der er plads til forbedringer,« siger udenrigsministeren til Berlingske. Læs hele historien her.

3: Det er misforstået, når den nye indfødsretsprøve bliver kritiseret for at være for svær. Det siger Socialdemokraternes indfødsretsordfører, Mattias Tesfaye, om den prøve, som de fleste medier lod deres brugere quizze i i går - og som består af 40 spørgsmål om alt fra Olsen Banden til stjernebilleder.

»Jeg er klar over, at mange danskere ikke ville bestå, hvis de tager prøven. Men hvis de læser op, ville de fleste bestå,« siger han til Ritzau. Du kan læse historien - og selv tage prøven - lige her.

På Twitter i går skrev Venstres indfødsretsordfører, Jan E. Jørgensen, i øvrigt at han fik »36 ud af 40 - uden at have læst pensum - men den er pænt svær«

Dagens citat

»Der var nogen, der dengang havde enormt travlt med at sige, at der ikke var plads til et parti som Alternativet. At de ikke havde en målgruppe. Det var jeg til gengæld aldrig i tvivl om, at der var, for jeg har siddet til utallige landsmøder hos de Radikale og set på voksne mænd sidde og strikke ved bordene. Så jeg kan love dig for, at der er et segment for det der.«

Anders Samuelsen til Børsen.

En kanon, en forespørgsel og en svirper

Kulturminister Bertel Haarder har lanceret det, han kalder en Danmarkskanon. Et projekt, der skal bevidstgøre om historiske og kulturelle samfundsværdier, traditioner og begivenheder, som i særlig grad har formet samfundet og befolkningen i Danmark.

Så langt, så godt.

Den kanon vil kulturministeren gerne have Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra Radio 24Syvs satireprogram ’Den korte radioavis’ til at hjælpe med at udbrede kendskabet til.

Og det vil hun sådan set også godt. Der er bare et enkelt krav. Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm vil have rådhuspandekager og hyldes fra altanen på Københavns Rådhus, han hun gjort klart.

Derfor skrev Bertel Haarder i går et facebookopslag, hvor han taggede Københavns overborgmester Frank Jensen og bad om hjælp:

»Kære Frank Jensen Kirsten Birgit fra Radio24syv - Den Korte Radioavis har lovet at hjælpe mig med Danmarkskanon, hvis hun kan komme ind til dig og få en rådhuspandekage på balkonen. Hun foreslår selv d 24. juni kl 12. Kan det lade sig gøre?,« skrev kulturministeren.

Og tilføjede så:

»Har du et godt forslag til, hvad der skal med i den nye Danmarkskanon? Jeg er spændt på at høre din mening. For en ordens skyld skal du vide, at hverken pandekager eller røde pølser kan komme med på listen, selv om de er dejlige.«

Og der gik ikke længe, før Frank Jensen gav lyd fra sig:

»Kære Bertel Haarder. Mange tak for din venlige forespørgsel. Jeg er ked at at skuffe dig. At blive hyldet fra balkonen er, som du blandt andet kan se af denne tråd, en helt særlig ære, som er forbeholdt danske europamestre og verdensmestre samt de kongelige og som kun bruges ved særlige nationale begivenheder,« skrev overborgmesteren til kulturministeren om satirefigurens krav for at promovere en Danmarkskanon.

Og så sluttede Frank Jensen i øvrigt med at tilføje:

»Hvis jeg skal byde ind med noget, der virkelig har betydet noget for udviklingen af det danske samfund, vil jeg foreslå arbejderbevægelsen. Hvis du efterspørger et kulinarisk indslag, vil jeg foreslå risengrød, som jeg ved, er en ret, der betyder meget for mange mennesker.«

Det sker i dag

14:30 Europaudvalget mødes i dag, hvor der er to samråd på dagsordenen med udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) og forsvarsminister Peter Christensen (V).

De to ministre skal i det første samråd svare på spørgsmål om tilbagesendelse af flygtninge og migranter til Tyrkiet, mens Inger Støjberg i det andet samråd skal svare på Tyrkiets overholdelse af Flygtningekonventionens forbud mod refoulement.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.