Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Rasmus Jarlovs X Factor, Martin Henriksens »lidt sært« og Trine Bramsens sikkerhed

Dagens overblik: De Konservative vil hellere have »sikkerhed end X Factor«, DF accepterer lavere ydelse, og så er Socialdemokraterne med på en blå genstramning.

Godmorgen og velkommen til denne uges sidste omgang politisk morgenpost med alt det, du skal vide om dansk politik i dag. Og det endda på en dag, hvor det ikke har regnet. Endnu.

Vi begynder dagens rundflyvning i landets medier i Berlingske, hvor flere soldater­organisationer i dag sender et klart budskab til politikerne:

Køb så få kampfly som muligt.

»Det, der optager os mest i debatten, er, at kampflyene ikke må blive en gøgeunge, der skubber alt muligt andet ud over kanten, fordi flyene æder al økonomi,« siger Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel og Korporalforening, til avisen.

I den største militære fagforening, Centralforeningen for Stampersonel, er man enig i budskabet, forklarer formand Jesper K. Hansen:

»Sikkerhed koster, og jeg anerkender, at der er behov for nye kampfly. Men hele hemmeligheden er, at vi ikke har råd til alt det, vi vil,« siger han.

De Konservative har krævet indkøb af mindst 30 kampfly, og partiet vil kæmpe for en større tillægsbevilling, forklarer partiets forsvarsordfører og formand for Folketingets forsvarsudvalg, Rasmus Jarlov.

Adspurgt om, hvor pengene skal komme fra, trækker den konservative ordfører et af DRs mest populære programmer frem.

»30 milliarder kroner kan lyde højt, men spredt ud over 15 år, taler vi måske to-tre milliarder om året. Ekstrabevillingen skal hentes fra statens samlede budget. Men eksempelvis modtager DR 3,7 milliarder kroner om året. Og jeg vil hellere have sikkerhed end X Factor,« siger han til avisen. Hele historien her hos Berlingske.

Kampen om at blive Danmarks næste kampfly står som bekendt mellem tre flytyper: Lockheed Martins F-35 Joint Strike Fighter, Boeings F/A-18 Super Hornet og Eurofighters Typhoon.

Torsdag kom det frem, at favoritten Joint Strike Fighter er blevet indstillet som bedste kandidat. Radio24syv fortalte således, at F-35 i en evaluering fra Forsvarsministeriets kampflykontor har skilt sig positivt ud på de fire hovedområder, kandidaterne er blevet vurderet på: militært, strategisk, økonomisk og industrielt. Det kan du læse mere om her.

Vi flyver videre og ser på dagens andre nyheder.

»Sær« lov sender danskere på integrationsydelse

Det bringer os til Ekstra Bladet, som i dag på sin forside kan fortælle, at 900 pæredanske statsborgere fra 1. juli tvinges fra kontanthjælp til den såkaldte integrationsydelse, som regeringen har vedtaget med sine støttepartier.

Det sker, fordi de har boet i udlandet i mere end et af de seneste otte år, og så er man omfattet af reglerne om integrationsydelse - der er markant lavere end kontanthjælp.

Hensigten med ydelsen er egentlig at gøre det mindre attraktivt for flygtninge at komme til Danmark, men den kommer også til at ramme danskere, fordi det ifølge Udlændinge- Integrations- og Boligministeriet vil være i strid med internationale konventioner at forskelsbehandle.

»Regeringen mener, at ydelsens formål, nemlig at sætte skub i integrationen, er så vigtig, at regeringen har accepteret, at den også kommer til at omfatte en gruppe, som den egentlig ikke er tiltænkt,« skriver ministeriet i et svar til Ekstra Bladet.

Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, erkender, at danskere bliver ramt af ordningen, men så gerne at danskerne blev undtaget, selvom det er i strid med internationale konventioner.

»Det er vores vurdering, at samlet set er det i Danmarks interesse, og dermed også i danskernes interesse, at de her stramninger kom. Og så lever vi med, at der er et fåtal af danske statsborgere, som bliver ramt. Hvis vi havde flertallet alene, så var loven ikke sådan.«

Men det er lidt sært, ikke?

»Jo, det er lidt sært... Selvfølgelig er det noget underligt noget, at man skal sige til en dansker, at du kan få lidt ekstra ydelse, hvis du består en danskprøve. Det virker jo selvmodsigende på en eller anden måde, siger Martin Henriksen til Ekstra Bladet.

Integrationsydelsen betyder, at for eksempel en enlig uden børn går fra 10.849 til 5.945 kroner om måneden.

Her er lidt »det ligger ydelserne på«-fakta

Historien kan læses i Ekstra Bladet på side 6, 7 og 8, men er endnu ikke online.

Det vil Socialdemokraterne »med sikkerhed«

Socialdemokraterne melder sig klar til at stemme for et forslag fra regeringen, der betyder, at kriminelle udlændinge kun skal slippe for at blive udvist af Danmark, hvis det »med sikkerhed« er i strid med internationale konventioner.

Dermed er der flertal for at stramme den del af udvisningsreglerne, så de rulles tilbage til tiden under VK-regeringen.

Det skriver Jyllands-Posten i dag.

De to ord, »med sikkerhed«, blev skrevet ind i udlændingeloven af VK-regeringen, og det betød kort fortalt, at udlændinge, som blev dømt for alvorlig kriminalitet, altid skulle udvises - med mindre det altså »med sikkerhed« var i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Som følge af en henstilling fra EU-Kommissionen blev formuleringen senere fjernet af Socialdemokraterne og daværende justitsminister Morten Bødskov (S), men nu er man altså parat til at føje det til igen.

»Hvis vi kan få regeringens ord for, at vi ikke bliver underkendt af EU-domstolene, så stemmer vi gerne ja,« siger S-retsordfører Trine Bramsen til avisen. Du får med sikkerhed hele historien hos Jyllands-Posten her.

Hvor meget skal du spare?

Og så tilbage til en gammel kending, nemlig omprioriteringsbidraget.

For mens regeringen har forsøgt at lægge låg på debatten om den så udskældte ordning, så er kommunerne stadig oppe i det røde felt.

Omprioriteringsbidraget betyder, at kommunerne næste år skal spare 2,4 mia. kroner samlet.

Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti aftalt, at pengene bliver ført tilbage til kommunerne i 2017 - men ikke til hvilke områder. Det bestemmer regeringen. Og Dansk Folkeparti vil gerne omfordele pengene mellem rige og fattige kommuner.

Derfor skal kommunerne finde de 2,4 mia. kroner på næste års budgetter i oktober.

Og hvad betyder det så for den enkelte kommune? Det har politiko.dk med beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lavet et kort over, hvor du kan klikke på lige præcis din kommune og se, hvor meget der skal skæres samlet og på områder som folkeskolen og børne- og ældreområdet.

Se her, hvor meget din kommune skal spare.

Omprioriteringsbidraget er aktuelt igen, fordi kommunernes armlægning med regeringen om næste års kommunale budget går i gang i begyndelsen af maj.

Og der vil kommunerne endnu engang forsøge at få bugt med det forhadte bidrag, som de mener, er ødelæggende for servicen i kommunerne.

»Sidste år skulle vi afskedige ansatte i ældreområdet, da vi vedtog budgetter i oktober. Så gik der halvanden måned, så blev der lavet en værdighedspakke, og så skulle vi til at ansætte de samme, vi lige havde fyret. Det er dybt ødelæggende for den kommunale planlægning, for du aner jo ikke, om du er købt eller solgt,« siger formanden for Kommunernes Landsforening, Martin Damm, der mener, at regeringen fører befolkningen bag lyset.

»Først beder de kommunalpolitikerne om at skære ned, og bagefter står regeringen på balkonen og siger til befolkningen: »Se hvad vi kan, der bliver mere af det hele.« Men hvis det er noget, man lige har fjernet, så er der jo ikke blevet mere af det hele,« siger Martin Damm.

Læs mere resten af fredagen på politiko.dk om kampen mod omprioriteringsbidraget.

Færdigt arbejde

På mandag fremlægger statsminister Lars Løkke Rasmussens udenrigs- og sikkerhedspolitiske gransker, ambassadør Peter Taksøe-Jensen, sin længe ventede udredning.

Med lidt hjælp fra Lis Sørensen skriver han fredag morgen på Twitter, at udreningen er færdig og trykt.

Alternativet og Grønlands næststørste parti, Inuit Ataqatigiit, langer i øvrigt i dag i Berlingske ud efter Taksøe-Jensen for ikke at inddrage grønlænderne i processen med udredningen. Det kan du læse mere om her.

Dagens citat - fra i går

»Det er en smule arrogant at påstå, at en kornmark ikke kan være natur.«

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i Debatten på DR 2 torsdag.

Dagens citat - fra i dag

»Det er svært at forestille sig, hvorfor i alverden man skulle tale et på mange måder socialistisk land som Danmark ned, når man selv er socialist. Hvis det ikke lige var, fordi forestillingen om elendighed og uretfærdighed var i venstrefløjens allermest vitale interesse.«

»Hvis de fleste mennesker kendte sandheden, ville venstrefløjen bogstavelig talt blive arbejdsløs. Den ville med andre ord miste sine pladser i kommunalbestyrelser, regionsråd og Folketinget.«

Henrik Dahl, sociolog, forfatter og medlem af Folketinget for Liberal Alliance, i debatindlæg hos Berlingske.

Dagens tweet

Morten Helveg har været i lufthavnen - og fundet ud af, at selv mærkeligt vand er dyrt.

Det sker i dag

10:00 Møde i folketingssalen. Blandt dagens lovforslag til behandling er et forslag om at ophæve bestemmelser, som gør, at kalenderføring, ministerbetjening og dokumenter udvekslet mellem ministre og folketingsmedlemmer ikke kan søges aktindsigt i.

Lovforslaget er et ændringslovforslag til offentlighedsloven, som Folketinget vedtog i juni 2013.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.