Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Når Morten Østergaard synes, Danmark bevæger sig i den forkerte retning, så har jeg en god mavefornemmelse«

Dagens overblik: Den radikale leders EU-bandbulle mod venner og fjender får en kølig modtagelse fra flere sider. Vi kommer rundt om Østergaards EU-hammer og frygten for Brexit. Og så får du alt om Folkemødet, der starter på Bornholm i dag, og Pia Kjærsgaards kritik af regeringen.

Godmorgen og velkommen til torsdagens politiske overflyvning.

Og lad det være sagt med det samme; dagens gennemgang af de politiske historier kommer til at centrere sig om særligt tre ting - der alle starter med b, i øvrigt.

Bornholm, Brexit og Bødskov kommer til at spille hovedrollerne på en dag, hvor den radikale leder Morten Østergaard kan fejre 40 års fødselsdag og vågner til overskrifter som »Efterårets politiske joker?« (JP), »Blå øjne og radikal magt« (Berlingske) og »Vestagers hund er blevet sin egen herre« (Politiken).

Nuvel, men vi starter et helt andet sted. Vi skal nemlig til Bornholm, hvor det årlige Folkemødet i dag tager sin begyndelse. Det ses tydeligt i dagens aviser, hvor både en hel del artikler og annoncer omhandler det kære barn, der er blevet kaldt alt fra en lobbyistfest, demokratiets festival, en fætter-kusine fest for Danmarks magtelite eller dansk politiks svar på Roskilde Festival - og som på Twitter har hashtagget #fmdk.

Mens 10.000 mennesker deltog i premiereåret 2011, var det tal sidste år vokset til 25.000 besøgende. På hver af Folkemødets fire dage, altså. Dermed besøgte 100.000 mennesker sidste år den politiske fest, der blev afholdt midt i valgkampen. 767 arrangører stod i øvrigt bag de 2724 events i det officielle program.

Og ifølge Politiken er Folkemødet blevet big business. Bornholms borgmester siger i dagens avis, at de teltpladser, som kommunen lejer ud for 9.000 kroner eller 22.500 kroner for 4 dage, senere sælges videre som fulde pakker med debattører, markedsføring og kendte tv-værter som ordstyrere for 100.000 kroner. I timen, sågar. Og da Folkemødet i år forventes at give et underskud på to millioner kroner, skal der ske noget, så demokratiets fest også kan blive en overskudsforretning, skriver Politiken.

Derfor har kommunalbestyrelsen på Bornholm besluttet, at Folkemødet skal lægges ind i en ny organisation. I første omgang er det Foreningen Folkemødet, senere er det tanken, at der skal etableres en fond, som skal stå for opgaven. Forbilledet er Roskilde Festival.

En provokeret fødselar: S & V taler EU ned i et hul

Vi forlader den bornholmske fest for nu - men vender tilbage senere i denne morgenpost, hvor du blandt andet kan se, hvad vi på Politiko bruger tiden i Allinge på.

For dagens fødselar, de Radikales leder Morten Østergaard, langer i Berlingske kraftigt ud efter både sin egen og modstanderblokkens statsministerkandidat.

»Frederiksen og Løkke kaster vrag på det europæiske samarbejde«, lyder overskriften på bandbullen fra Østergaard.

Han retter ikke blot et hårdt angreb mod DFs leder, Kristian Thulesen Dahl, som han anklager for at være »uden format« i EU-politikken og for at »opfinde konspirationsteorier« efter at have »foregøglet« danskerne, at Danmark let kunne få en parallelaftale med EU om Europol efter et dansk nej 3. december sidste år. Østergaard retter et mindst ligeså uforsonligt angreb mod statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), udenrigsminister Kristian Jensen (V) og Socialdemokraternes leder Mette Frederiksen, som, han finder, har gjort Kristian Thulesen Dahl »en tjeneste ved at gå skepsissens ærinde«.

De tre bidrager på et »falsk grundlag til mytedannelser om EU« siger den EU-elskende Østergaard.

Hverken Løkke eller Frederiksen har haft lyst til at kommentere på Østergaards udfald. Det har til gengæld Kristian Thulesen Dahl, der til Berlingske siger:

»Når en politiker med så stor kærlighed til EU som Morten Østergaard synes, at Danmark bevæger sig i den forkerte retning, så har jeg en god mavefornemmelse. Hvis ikke Morten Østergaard vil anerkende, at det er et helt forandret EU, vi står over for, hvis en tæt partner som Storbritannien melder sig ud, så ser han ikke realiteterne i øjnene.«

Brexit vil stjæle rampelyset på Bornholm

Der er i dag en uge til, at briterne ved en folkeafstemning kan sende Storbritannien ud af EU efter 43 års medlemsskab. Det bruger Venstre-duoen Morten Løkkegaard og Søren Pind til i en kronik i Berlingske at komme med følgende opfordring:

»Vi lever i en tid, hvor der er behov for samarbejde, ikke for fragmentering. Ingen burde ønske sig et splittet og nationalistisk Europa. Og ingen kan løse de grænseoverskridende udfordringer alene – heller ikke Danmark. Herfra skal derfor lyde et løfte om at tage mere EU-ansvar på os. Og en opfordring til at andre i det politiske gør det samme. Er det populært? Næppe. Men en udvikling, hvor skiftende politikere og regeringer skælder ud på EU som en nem udvej, må stoppe.«

Og ifølge Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, vil netop det mulige Brexit (samlebetegnelsen for et britisk farvel) stjæle en stor del af rampelyset på det danske Folkemøde på Bornholm. Og politikerne skal have bedre og mere klare bud på, hvordan EU skal reformeres, så befolkningernes tillid til unionen skal vindes tilbage, sådan som de to Venstre-folk advokerer for i kronikken, siger Larsen, der kritiserer Lykkegaard og Pind for ikke at komme med løsningsbud:

»I stedet bruger de mange ord på at argumentere for, at det er vigtigt med et skifte »i attituden« over for EU, og de opfordrer i samme åndedrag til at vise mere solidaritet med EU »i sproget og signaleringen«. Leverer ja-siden ikke bedre argumenter, er det et godt spørgsmål, om de mange skeptiske vælgere vil tage ja-siden alvorligt. Og det kan for alvor blive dyrt for EU,« skriver Thomas Larsen.

Politikere rystet efter Bødskov-overfald:

Den socialdemokratiske folketingspolitiker og tidligere justitsminister Morten Bødskov blev tirsdag aften overfaldet og slået i ansigtet, mens han så EM-fodbold på Islands Brygge i København.

Overfaldet har fået flere politikere til at råbe vagt i gevær. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg mærker en forråelse i debatten, advarer hun.

»Jeg oplever selv en forråelse i debatten på for eksempel internettet, på Facebook og andre steder. Det er fuldstændig utilstedeligt at skulle opleve, at en politisk kollega får et knytnæveslag. Det gør mig ondt, og det gør mig også trist,« siger hun til Ritzau.

Flere politikere har på Facebook reageret kraftigt på overfaldet:

»Det bliver et pissegodt Folkemøde«

Herunder kan du se, hvad vi på Politiko har af planer for Folkemødet. Men inden vi kommer så langt, skal vi lige omkring en annonce, som Landbrug & Fødevarer har indrykket i flere af dagens aviser. En annonce, der også handler om Folkemødet. Sådan da.

I annoncen ses en velklædt mand med ryggen til, hænderne placeret foran og et let svaj i nakken, der gør, at blikket er vendt mod himlen. Overskriften på annoncen er: »Det bliver et pissegodt Folkemøde. Også for markerne.« Og budskabet er, at Landbrug & Fødevarer har »opstillet strategisk placerede urinaler med hånddesinfektion og det hele rundt omkring i Allinge«.

Det skal nemlig bruges til dyrkning af maltbyg og dermed blive til flere af de øl, som ifølge landmændenes paraplyorganisation formentlig har været skyld i, at deltagerne på sidste års Roskilde Festival leverede 50.000 liter i tilsvarende urinaler.

Landbrug & Fødevarer takker på forhånd for bidraget. Imens overvejer vi, hvordan et sådant bidrag skal transporteres væk fra Bornholm...

På politiko.dk kan du hver dag følge med i Folkemødet, når vi om morgenen og om aftenen samler op på dagens politiske historier og begivenheder på Folkemødet i henholdsvis morgen- og aftenposten.

Og hver morgen kan du på politiko.dk tage en quiz, som er lavet af tre prominente folketingspolitikere. I morgen, fredag, er det Folketingets formand, Pia Kjærsgaards, quiz, du kan måle dig selv op imod. Den bliver lagt ud klokken 09.30.

3 hurtige fra dagens aviser

  • 1. juli sætter regeringen tusinder af flygtninge ned på SU-niveau for at presse dem i job. Hidtil har det heddet, at 25.600 såkaldte helårspersoner villle blive omfattet i år, mens tallet ville blive 40.100 næste år. Men i det seneste skøn fra regeringen er 2017-tallet nu opjusteret til 45.100, skriver Jyllands-Posten i dag. Og ifølge avisen viser en analyse fra tænketanken Kraka, at endnu flere bliver påvirket. I alt 51.000 helårspersoner vil i år blive direkte eller indirekte berørt af integrationsydelsen, mens tallet næste år stiger til 93.500, skriver avisen.
  • Pia Kjærsgaard (DF) opfordrer i dagens Berlingske regeringen til at stramme sig an efter nye afsløringer i sagen om blå bloks landbrugspakke. Også landbrugets største organisation, Landbrug & Fødevarer, taler nu om et beklageligt forløb. Men K vil ikke straffe regeringen. Læs hele historien her.
  • I Jyllands-Postens kronik argumenterer de fire økonomiske vismænd, Michael Svarer, Lars Gårn Hansen, Carl-Johan Dalgaard og Torben Tranæs for, hvorfor de i modsætning til Klimarådet vil fjerne PSO-afgiften fra elregningen og argumenter for, at vedvarende energi støttes samfundsøkonomisk bedst ved at finansiere den med så brede skatter som muligt.

Støjberg har fået sit ultimative gennembrud, mens Løkke mest har været i åben krig

I vores serie her på politiko.dk om de ni partier i Folketinget et år efter valget, er vi nået til Venstre.

Her kan du blandt andet læse om Støjbergs gennembrud, Løkkes åbne krig og hvem Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, kårer som årets politiker med følgende skudsmål:

»Han er en spændende ung fyr, som er ordentlig og saglig, og så er han flittig. Hans måde at gribe tingene an på, hans måde at tale på og italesætte politik og hans kolleger herinde på, det synes jeg, er meget, meget positivt.«

Læs hele gennemgangen af Venstres år, der er gået, her.

 

Det sker i dag

 

08:00 Åbent samråd om rocker- og bandemiljøet
Justitsminister Søren Pind (V) er i dag kaldt i samråd om rocker- og bandemiljøet. Ministeren skal redegøre for udviklingen i miljøerne, herunder konfliktniveau og myndighedernes redskaber i kampen mod rockere og bander. Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra Trine Bramsen (S).

Folkemødet på Bornholm starter som sagt i dag
Blandt dagens arrangementer er følgende:
- Alternativets formand Uffe Elbæk holder tale på Folkemødets hovedscene fra 17.00 - 17.30.
- Business Region Aarhus inviterer til oplæg fra 15-16 med den britiske forfatter bag House of Cards, Sir. Michael Dobbs, som med afsæt i både virkelighed og fiktion viser hvordan man får politik og interessevaretagelse til at lykkes.
- Dansk Rederiforening afholder debat fra 16.00- 16.45 om dansk udenrigspolitik med blandt andre udenrigsordfører for Det Konservative Folkeparti, Naser Khader (K), ambassadør, Peter Taksøe-Jensen og europaparlamentariker, Jeppe Kofod (S).
- Enhedslisten inviterer til åben meningsudveksling fra 15.00 -16.00 om, hvorvidt det er en god eller dårlig ide at bruge penge på nye kampfly.
- Sundhedsminister Sophie Løhde inviterer på fem kilometers fælles løbetur klokken 17.30 fra Sundhedsstyrelsens telt, J36 på Kæmpestranden.
- I hævnens time får Kristian Thulesen Dahl lov til at tage kampen op mod Politiken, når han møder Jakob Nielsen på Politikens scene klokken 18.
- Klokken 15.00 debatterer udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) flygtninges arbejdsmuligheder med branchefolk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.