Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Løkkes påskeæg, Frederiksens forkerte middelkarakter og et Mickey Mouse-parlament

Dagens overblik: SF afviser at gå i regering efter næste valg, Venstre åbner for at hæve skatterne, og så skal vi også forbi endnu en mavepuster til Løkkes EU-linje og Dansk Folkeparti som regeringens skødehund. Få hele dit politiske overblik her.

Godmorgen og velkommen til endnu en dag i dansk politik.

Du kan lige nå at læse denne morgenpost og få dit politiske overblik, før du skal sidde klar og følge høringen om skattely i Folketingets Skatteudvalg.

Her skal flere danske banker forklare om deres rolle i Panama Papers-lækagen. Det er klokken 9, og du kan se programmet for dagen her:

Holdningen til netop historierne om skattelyet i Panama er i øvrigt delte i dagens aviser. I Politiken slår de tre socialdemokratiske MFere Jesper Petersen, Peter Hummelgaard Thomsen og Benny Engelbrecht til lyd for, at skattely skal bekæmpes »med alle midler«.

»Og for det tredje, så har vi altså at gøre med en værdikamp. De, der selv smyger sig udenom, og de, der hjælper andre med det, fortjener at blive konfronteret med det. Det skal have konsekvenser. For ens forretning og for ens omdømme,« skriver de tre på side 7 i kultursektionen.

I Jyllands-Posten lyder der lidt andre toner fra Cepos-direktøren Martin Ågerup:

»Den såkaldte »lækage« adskiller sig fra tidligere lækager ved, at det kun er en udvalgt gruppe journalister på en række medier, som har adgang til dokumenterne...Dermed har journalisterne fortsat eneretten på at fortolke sagen,« skriver Ågerup i sit indlæg, som han indleder med at slå fast, at »alt tyder på, at det er helt ude af proportioner«, at Panama-sagen nu har været tophistorie i medierne i halvanden uge. Læs mere på side 28 i JP.

V åbner for højere skattetryk

Vi forlader skattely-lækket og åbner i stedet Berlingske. Her kan man i dag læse, at Venstre åbner for, at højere skatter kan afløse den grønne afgift på el, den såkaldte PSO-afgift.

Ifølge et nyt svar fra Skatteministeriet til Folketingets Skatteudvalg vil en model, hvor man helt afskaffer PSO-afgiften og finansierer det ved at hæve personskatterne, nemlig samlet set indebære samfundsøkonomiske gevinster på mere end 600 mio. kr. allerede næste år og mere end to mia. kr. i år 2020.

»Samlet set viser tallene, at finanslovsløsningen, hvor man afskaffer PSO-afgiften og finansierer det med eksempelvis højere indkomstskatter, er meget interessant. Erhvervslivet vil få en kæmpe lettelse til gavn for konkurrenceevnen, hvilket vil gøre os rigere som samfund, og husejerne vil opleve at få billigere el. Så der er mange gevinster og positive elementer ved det,« siger klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt og erkender, at det ikke er »noget drømmescenario for en Venstre-regering at hæve skatterne for danskerne«

Og hvad er det nu lige, PSO-afgiften er? Det kan du blive klogere på her:

Dagens debat I

Omkostningerne til PSO er steget fra godt to mia. kr. årligt i 2006 til mere end otte mia. i 2015. Men det får ikke formanden for Klimarådet og professor i økonomi på Københavns Universitet, Peter Birch Sørensen, til at konkludere, at udgifterne er ved at løbe løbsk:

»Der skal findes en ny model for PSO, men man behøver næppe gå særligt drastisk til værks. Klimarådet har netop udarbejdet analysen »Midt i en energiomstilling – udfordringer og løsninger for den danske PSO-ordning«, og et vigtigt resultat er, at omkostningerne selv under pessimistiske forudsætninger ikke ser ud til at løbe løbsk. Samtidig ser det ud til, at der findes en løsning meget lig den nuværende PSO-ordning, som kan godkendes af EU,« skriver han i dagens kronik i Berlingske.

Troels Lund vil sætte 132 pensionsmilliarder fri

Vi iler videre til Børsen og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, der vil slippe 132 pensionsmilliarder fri.

Drop de rigide regler og sæt privates pensionsformuer fri til investeringer, så der skabes vækst, lyder essensen af ministerens plan om at liberaliseret de regler, der i dag begrænser, at man kan bruge private pensionsopsparinger på investeringer i iværksættervirksomheder.

»Jeg er interesseret i, at private pensionspenge kommer ud at arbejde, så de kan stimulere virksomheder, der skaber vækst herhjemme. Det er klart, at der også er nogle skattemæssige konsekvenser af det her, så jeg kan ikke bare sige, at det gør jeg fra i morgen, men vi skal drøfte det i regeringen - men jeg synes, det er et spændende forslag,« lyder det fra ministeren.

2 hurtige nedslag

  • Hjemløse og andre med svære fysiske, psykiske eller sociale udfordringer skal have nemmere adgang til arbejdsmarkedet ved hjælp af en ny ordning, hvor de helt slipper for at betale skat og for modregning i overførselsindkomster. Sådan lyder et fælles forslag om et 'socialt frikort' fra Liberal Alliance og de Radikale. Læs hele historien i Politiken her.
  • Venstre og Dansk Folkeparti er parat til at droppe en række af Togfondens milliarddyre jernbaneprojekter. Det gælder bl.a. en ny togbro over Vejle Fjord, skrev tv2.dk i går aftes. Læs hele historien her. »Det, vi er vidner til nu, er, at DF er blevet regeringens skødehund. Det er borgerne udenfor København, som betaler prisen for DF's bløde knæ. Bunden af troværdighed er ramt,« siger SFs Karsten Hønge til TV 2.

Frederiksens forkerte middelkarakter

Vi lukker Børsen og bevæger os i stedet ud på de sociale medier.

For sent i går aftes satte S-formand Mette Frederiksen sig til tasterne og skrev et opslag på Facebook. Anledningen var gårsdagens startskud til forhandlingerne om en gymnasiereform. Partiformandens budskab var klart:

»Mens DF, Venstre og de øvrige borgerlige partier vil gøre det sværere at komme i gymnasiet, står vi fast på, at det skal være muligt for unge fra alle typer af familier at få en rød eller blå hue,« skrev Frederiksen.

Så langt så godt. Men så skrev Frederiksen om Socialdemokraternes egen holdning til karakterkrav (Partiet mener, at »et adgangskrav på 2 dansk og matematik er rimeligt«). Og så gik det galt.

For 2 er »en middelkarakter, der minder om 7 på den gamle karakterskala«, skrev Mette Frederiksen. Og blev straks bestormet af folk, der gjorde hende opmærksom på, at hun havde begået en fejl.

Mette Frederiksen rettede ikke længe efter sin fejl og skrev så godnat.

Men det stoppede ikke flere i på de sociale medier at nævne S-formandens fejl. Venstres genopståede værdikriger Jakob Engel-Schmidt skrev her til morgen til Frederiksen: »Læs lige op på lektierne«

Dagens portræt: Ellen Trane Nørby

Politiken har portrætteret ministeren med ansvaret for de selvsamme gymnasieforhandlinger; Ellen Trane Nørby og starter ved sidste uges fremlæggelse af regeringens udpsil på området:

»Da Ellen Trane Nørby i onsdags trådte ind i Statsministeriet, var det med faste vestjyske skridt, der solidt plantede de røde stiletter i Spejlsalens lysegrå gulvtæppe. Men mens benene stod fast, dirrede stemmen og overkroppen, og hænderne blafrede nervøst rundt under hendes fremlæggelse.«

Politiken kan også fortælle, at det er årene som pigespejder, der har gjort ministeren »både stærk og udholdende«, og at hun i øvrigt ikke går ligeså meget op i politik i dag i forhold til tidligere:

»Før hun blev familiemenneske, var det meget mere politik, der fyldte. Nu holder hun fri, når vi er sammen, og det er de nære ting, det handler om«, siger Merete Nørby, der ikke bliver præsenteret, men som må antages at være i familie med Ellen Trane Nørby.

SF som regeringsparti efter næste valg? Ikke nikke nej!

Og så ellers tilbage til aviserne. Og tilbage til Berlingske.

For hvis nogen skulle spørge, så er svaret nej.

Sådan lyder det i dag fra SF-formand Pia Olsen Dyhr om muligheden for, at SF - efter en eventuelt kommende rød valgsejr og en eventuelt kommende henvendelse fra Mette Frederiksen - igen skal prøve kræfter med livet som regeringsparti.

»Vi kommer ikke til at gå i regering efter et valg. Det gør vi ikke. Det, mener jeg, er helt urealistisk i forhold til den situation, SF står i i dag,« siger Pia Olsen Dyhr til Berlingske forud for partiets landsmøde i Vejle i weekenden.

SFs partiets første dans med regeringsmagten endte i januar 2014 med det totale kaos, formandsfarvel og regeringsexit, da Annette Vilhelmsen bekendtgjorde, at hun trak SF ud af SRSF-regeringen og selv agtede at forlade formandsposten i partiet. Forud var gået to et halvt år med et hav af slugte kameler og nederlag i den regeringsinterne magtkamp, efter at Søvndal, Sohn og Thor Möger Pedersen forhandlede regeringsgrundlag på vegne af SF i tårnet på Amager efter valget i 2011.

Læs mere om Olsen Dyhrs regeringstanker her.

Olsen Dyhrs stikpiller til vennerne

Vi skal også lige have en anden interessant udmelding med fra Pia Olsen Dyhrs landsmødeoptaktsinterview med Berlingske.

SF-formanden afviser at svare på, hvorvidt hun helst vil være støtteparti for en smal socialdemokratisk regering eller en SR-regering, hvis det skulle ende med en rød valgsejr. Men hun lægger langt fra skjul på, hvad hun mener om de Radikale:

»Der skal ikke være nogen tvivl om, at SF mener, at vi ikke kan leve med en økonomisk politik, der skaber mere ulighed i Danmark. Og det er jeg stærkt bekymret for, at den vil gøre, hvis de Radikale sidder i regering,« lyder stikpillen fra Pia Olsen Dyhr til de Radikale.

Samme Olsen Dyhr fik i mandags på altinget.dk sendt følgende svada afsted mod sin tidligere S-samarbejdspartner, Helle Thorning-Schmidt:

»Mette Frederiksen har taget et opgør med 'nødvendighedens politik'. Mette har et politisk projekt. I modsætning til Helle, der hverken havde en rød tråd eller et rødt kompas.«

I samme interview sendte SF-formanden i øvrigt også en stikpille afsted mod Alternativet:

Man skal holde, hvad man lover

Statsministeren bekendtgjorde i går på sin Instagram-profil, at han under TV-vært Anders Breinholts kyndige ledelse var »i træning til årets #SoMe-politiker 2016« i forbindelse med sit besøg i TV2-programmet Natholdet.

Om det var den træning, der efterfølgende fik ham til at lægge en video op på det sociale medie skal være usagt, men Løkke bekendtgjorde, at han skylder »Laurits fra #Superbrugsen et #påskeæg« og bad derefter samme Laurits om at sende en mail til Statsministeriet, så han kan få sit æg. Og så Løkke kan »holde sine løfter«, som statsministeren skrev.

Løkkes Instagram-aktiviteter fik i øvrigt brugeren »1classnails« til digitalt at udbryde: »@larsloekke du er skøn ❤️«

Dagens citat

Finder vi i Ekstra Bladet, som interviewer udenrigsminister Kristian Jensen om dagens valg i Syrien:

»Det er et fuldstændig ligegyldigt valg, som de går til. Det er 100 procent styret af Assad, og det er et rent og skær Mickey Mouse-parlament, som valget ender med.«

Dagens analyse

Kommer fra Børsens politiske kommentator Helle Ib:

»Den nye EU-dom, som underkender danske afgørelser i sager om tyrkiske statsborgeres familiesammenføring, er endnu et hårdt stød til regeringen og kredsen af ja-partier. Forgæves har de søgt at fastholde vælgernes EU-opbakning ved at forsikre, at netop de stramme udlændingeregler er et suverænt dansk anliggende. Det argument bliver sværere at opretholde efter EU-afgørelsen, selv om dommen kun vedrører tyrkiske familiesammenføringer og er en følge af EU's associeringsaftale med Tyrkiet.«

Dagens debat II

»Det var skræmmende læsning at stå op til, da jeg åbnede debatsektionen i Jyllands-Posten 10/4. Mine hænder rystede af vrede, af frustration over den totale uvidenhed, som forfatteren til indlægget ”Drop ligegyldige kampfly”, Nickolas Pagonakis, den internationale ordfører for Radikal Ungdom, kunne få sig selv til at skrive. Radikal Ungdom har af flere omgange provokeret med udtalelser, som ikke har bund i virkeligheden, men I deres egen drømmeverden, hvor dialog åbenbart er løsningen på alt.«

Casper Stefani, stud.scient.pol, tidligere konstabel og udsendt på ISAF hold 13. fhv. formand KU i København i Jyllands-Posten i dag.

Dagens debat III

»Thi der er ingen af de store problemer, vi kan løse hver for sig. Men går EU i opløsning, bliver det netop dét, vi skal – og det kan vi ikke.«

Per Stig Møller om EU i Jyllands-Posten i dag.

Det sker i dag

09:00 Høring om stalking
I dag er der høring i Retsudvalget om stalking. Regeringen fremlagde 8. marts forslag til bekæmpelse af stalking.

09:00 Høring om skattely
Folketingets Skatteudvalg holder i dag høring om skattely. Høringen er hasteindkaldt efter ønske fra oppositionen efter afsløringerne fra Panama Papers-lækagen. Både Nordea og Jyske Bank er nævnt i papirerne og er blevet bedt om at deltage ved høringen. Derudover ventes det at høringen bredes ud og både eksperter og resten af den danske bank-verden vil være repræsenteret ved høringen.

09:00 Åbent samråd om nedskæringsplanen på Udenrigsministeriet
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) er i dag kaldt i åbent samråd om konsekvenserne af nedskæringsplanen på 200 millioner kroner på Udenrigsministeriet.

12:00 Åbent samråd om udgifterne til boligydelsespakken
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) er i dag kaldt i samråd om nedskæring af boligydelsen til pensionister.

13:00 Mexicos præsident besøger Danmark
Mexicos præsident Enrique Peña Nieto er i dag og i morgen på statsbesøg i Danmark.

13:30 Konference om Storstrømsbroen
På Christiansborg er der i dag konference om Storstrømsbroen. Problemer med broen, som er ved at falde fra hinanden, risikerer at påvirke den kommende Femern-forbindelse, og politikerne har af flere omgange udskudt omfattende renovering eller beslutningen om at bygge en ny bro.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.