Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Løkkes boomerang, Støjbergs hamburgerryg-anekdokte og 2,5 mia. kr.

Dagens overblik: I dag skal vi rundt om skattedrama i blå blok, en tilbagetrukket anekdote og Løkkes Facebook-aktivitet. Og et SF'sk frontalangreb på venstrefløjen.

Godmorgen og velkommen til endnu en omgang politisk morgenpost.

På en dag, hvor David Bowies død fylder godt op i de danske aviser, er der dog også nok at tage fat på, når det kommer til politik. Dagens politiske gennemgang kommer til at have fokus på gårsdagens skattedrama i blå blok, på Støjbergs vielsesringe - og hendes hamburgerryg-anekdote og på et opgør på venstrefløjen.

Og så skal vi også omkring Løkkes Facebook-brug.

Klar? Så lad os komme i gang.

Vi starter med at spole tiden tilbage til i går. Her udskød finansminister Claus Hjort Frederiksen nemlig de forhandlinger om en skattereform, der skal lette skatten i toppen, som Venstre-regeringens regeringsgrundlag ellers har fastsat til at finde sted i løbet af foråret. Det kommer ikke til at ske, lød det fra Hjort. Der er en flygtningekrise, der skal løses først, lød argumentet.

Det fik hurtigt Christiansborg til at gå i rødt. Eller rettere gult - i breaking-mode. Ikke mindst da Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, skruede gevaldigt op for de verbale trusler mod regeringen. Udskydelsen faldt ikke i Samuelsens smag. Langt fra.

»Så længe regeringen lever op til regeringsgrundlaget, kan vi også garantere for regeringens overlevelse. Men det betyder selvfølgelig også, at når der står i regeringsgrundlaget, at skatteforhandlingerne kommer i løbet af foråret, så kan vi heller ikke garantere for regeringens overlevelse efter Grundlovsdag, hvis de forhandlinger ikke kommer i løbet af foråret,« sagde Anders Samuelsen til politiko.dk.

Tavs regering, rødglødende Twitter

Regeringen sagde ikke noget - og sendte i stedet fungerende politisk ordfører Jacob Jensen i byen.

De Konservative var noget mindre bombastiske i deres reaktion, og formand Pape garanterede tværtimod, at ikke ville vælte en borgerlig regering.

Og imens slikkede Dansk Folkeparti sig bare om munden. Udskydelsen af skattelettelser i toppen er fint for Thulesen Dahl og co.

Til gengæld var Twitter rødglødende. For eksempel blev en velkendt hat taget frem igen. TV2s tidligere politiske redaktør Henrik Qvortrup har en gang måtte æde sin egen hat, efter at Liberal Alliance overraskede ved valget i 2011. Og Samuelsen og Qvortrup har også siden snakket om at vædde om fremtiden i #dkpol. Det gjorde de så igen i går. Uden at væddemål blev indgået.

Dagens - og årets - tal: 2,5 mia. kr.

Gårsdagens forsmag på årets skatteduel udkrystalliserede det, Politiken i dag omtaler som årets afgørende tal.

Og tallet er 2,5 mia. kr.

Det er nemlig, skriver avisen, Kommunernes Landsforenings bedste bud på, hvad det årligt koster kommunerne at tage hånd om de mange flygtninge, der kommer til Danmark.

Tallet er samtidig det, topskattelettelse på fem procentpoint koster staten i tabt provenu. I hvert fald når de forventede dynamiske effekter af en skattelettelse i den størrelsesorden er trukket fra. Det siger økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet i Politiken.

Asyltal - seneste udvikling

I den forbindelse får du lige her de seneste daglige asyltal fra hhv. Danmark og Sverige - siden Danmark indførte grænsekontrol til Tyskland og Sverige indførte ID-kontrol.

1 skatteudmelding, 1 reaktion, 4 analyser

Men tilbage til skattedramaet. For hvad får det af konsekvenser for regeringen, for Liberal Alliance og for den blå blok og samarbejdsklimaet. Det giver fire analytikere her deres bud på.

Jesper Thobo-Carlsen, Politiken: (set i papiravisen)

»Strømmen af flygtninge har igen overhalet Lars Løkke Rasmussens planer. I efteråret var det statsministerens valgløfte om en 'straksopbremsning' i antallet af flygtninge, der blev aflivet, da asylansøgere vandrede op ad de danske motorveje mod Sverige. Nu er det planen om en skattereform, der er kommet i vanskeligheder.«

Om Anders Samuelsens ultimatum:

»I hvert fald valgte han mandag at spille højt spil og sætte sin politiske kapital ind på at presse regeringen til at holde fast. Dermed risikerer han også en ubehagelig politisk ydmygelse, hvis Løkke ignorerer ham. Vil Samuelsen vælte regeringen? Det er svært at se for sig, selv om Samuelsen godt kan lide at lade den mulighed hænge i luften.«

Thomas Larsen, Berlingske:

»Liberal Alliance risikerer reelt at tabe flere års dygtigt arbejde og fremgang på gulvet med et brag, hvis Samuelsen & co. ender med at vælte regeringen. Derfor kommer LA-lederen til at tænke mere indgående over den alt-eller-intet-strategi, som han lige nu lufter over for medierne i et forsøg på at true regeringen.«

»Når det er sagt, er truslen om at udskyde skattelettelserne selvfølgelig først og sidst et svaghedstegn for en regeringschef, som har gjort »straksopbremsning« af flygtningestrømmen og mærkbare skattelettelser til mærkesager. Præcis som andre politiske ledere har oplevet det før ham, mærker Lars Løkke Rasmussen nu, hvordan han får sin propaganda tilbage i hovedet som en susende boomerang midt i en tid med uhyre krævende og komplekse udfordringer.«

Jens Ringberg, DR:

»Og hér er vi så tilbage til den uforudsigelige Samuelsen-faktor. LA-lederens udmelding betyder ikke nødvendigvis, at han deltager i det første og det bedste attentat mod Løkke-regeringen - men det er en mulighed, der foreligger. Truslen ligger der, og Liberal Alliance har pustet til ilden lige siden folketingsvalget og de benhårde forhandlinger i Blå Blok i ugerne efter valget. Udviklingen mandag viser, at regeringen godt kan udskyde skatteforhandlingerne, men Blå Bloks nervekrig om skatten forsvinder ikke af den grund.«

Hans Engell, Ekstra Bladet: (link er til interview med Engell. Citat er fra papiravisen)

»Hvad det ender med? Formentlig at der kommer en meget lille lempelse på topskatten, som LA vil udråbe som en stor sejr. Men én ting er sikkert: Hvis regeringen ikke kan holde på sit flertal, giver Mette Frederiksen og de andre røde partier Løkke kniven. Det bliver ikke hende, der redder Løkke. Og hvis LA falder om, fordi de alligevel ikke tør vælte regeringen? Ja, så går det Anders Samuelsen, som det gik med de fleste af kamikaze-piloterne. De endte i havet eller med et brag i en skibsside. Samuelsen har satset hele butikken, og så er det knald eller fald.«

Uanset hvad, bliver det spændende at følge skattedramaet i den borgerlig blok den kommende års tid.

Støjbergs forfejlede hamburgerryg-anekdote

Vi lægger skatten fra os og bevæger os videre til en hamburgerryg. Eller en anekdote om hamburgerryg. En anekdote, der gik galt.

I fredags fortalte udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg nemlig på et møde i Nordjylland om en Aalborg-børnehave, der ikke tillader svinekød i madpakken. Den historie affødte en hel del kommentarer, da en af de tilstedeværende, en politiker fra Enhedslisten, fortalte om den på Facebook.

I går viste det sig så, at historien ikke er sand. Det fik i går Støjberg til at beklage, at hun videreformidlede historien:

»Jeg kan ikke yderligere dokumentere, at det pågældende forældrepar har fået besked om ikke at måtte medbringe svinekød, og jeg burde derfor ikke have gengivet historien uden at have dobbelttjekket den med Aalborg Kommune,« skrev Inger Støjberg i går i en mail til Berlingske.

Den forklaring var dog ikke nok til at afværge, at hun fik 'prisen' som »en dårlig dag« i Politiken.

Olsen Dyhr angriber sin egen venstrefløj

Vi skal som lovet også lige nå at komme forbi et opgør på venstrefløjen.

Det handler om sammenhængen mellem kultur og seksuelle overgreb. I Jyllands-Posten i dag går SF-formand Pia Olsen Dyhr nemlig til angreb og revser venstrefløjen og feminister for at være berøringsangste, når det handler om netop det emne.

Hendes opsang kommer i kølvandet på overgrebene i Köln og andre byer. Og ifølge Olsen Dyhr må venstrefløjen ikke kaste demokratiske rettigheder, frisind, menneskerettigheder og ligestillingen »ud med badevandet i en eller anden forfejlet tolerance over for de spændende kulturer«, skriver Jyllands-Posten i dag.

»Der er bare noget i visse andre kulturer, som ikke er spændende, og som skal udfordres og bekæmpe,« siger Olsen Dyhr.

Dagens kommentar

Står Politikens digitale redaktionschef, Jakob Nielsen, for. Han spørger i dag, hvad Lars Løkke laver på Facebook om natten. Lars Løkke sætter nye standarder for brug af sociale medier. Men bruger han for meget tid på det?, spørger Jakob Nielsen.

»Når Lars Løkke træder ud af rollen som oplæser af nytårstalen og pludselig taler til os som en facebookven, sætter han sin autoritet som statsminister på spil - han udstiller, at det er en rolle, han spiller. Det er modigt, når målinger viser, at hans personlige troværdighed fortsat er ekstremt lav,« skriver Jakob Nielsen, der afslutter med følgende kommentar:

»Statsministeren bør nok som de fleste af os andre spørge sig selv, om det er smart at være på Facebook klokken 00.14.« Hele indlægget her.

Dagens quiz

Udlændingeminister Inger Støjberg har præciseret sit lovforslag om flygtninges værdigenstande, men vielsesringe kan stadig beslaglægges.

Derfor har vi på politiko.dk lavet en quiz.

Hvad er den værd-quizzen, der udfordrer dig til at vurdere værdien af 12 fingerringe?

Du kan tage quizzen her.

Det sker i dag

Regeringen afslutter i dag et to-dages regeringsseminar på Kragerup Gods. Det sker med et pressemøde, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen vil være tilstede. Pressemødet er klokken 11. Du kan følge udmeldinger og reaktioner på politiko.dk.

I dag er der igen møder i Folketinget. I salen skal de folkevalgte blandt andet førstebehandle et forslag til lov om ophævelse af lov om barselsudligning for selvstændigt erhvervsdrivende.

Også et forslag til lov om kriminalisering af uretmæssig besiddelse af mobiltelefon og lignende kommunikationsudstyr i varetægtssurrogat skal førstebehandles.

Kl. 13:15 Åbent samråd om indtægter fra Storebæltsbroen
Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt er i dag kaldt i samråd om den fremtidige anvendelse af indtægterne fra Storebæltsforbindelsen. Ministeren skal svare på, hvorfor regeringen har spillet ud med en forlængelse af tilbagebetalingstiden, når statsminister Lars Løkke Rasmussen i valgkampen talte om at sænke priserne. Det er SFs Karsten Hønge, der har indkaldt.

Kl. 14:00 Åbent samråd om anmeldelseskrav ved personskader forvoldt under undervisning
Det er SFs Jakob Mark, der gennem Børne- og Undervisningsudvalget har kaldt ministeren for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby (V), og justitsminister Søren Pind (V) i samråd om anmeldelseskrav ved personskader forvoldt under undervisning. Ministrene skal redegøre for, hvorvidt de mener, at pædagoger og lærere generelt ikke bør politianmelde børn for at få udbetalt erstatning for personskader forvoldt i en undervisningssituation.

Kl. 14:00 Startskud for digitale vælgererklæringer
I dag har Social- og Indenrigsministeriet inviteret alle registrerede partier til lancering og gennemgang af det nye system for digitale vælgererklæringer. Lanceringen finder sted i Ballerup, og blandt de tilmeldte partier er Nationalpartiet, Nye Borgerlige og Danskernes Parti.

Kl. 16:00 Høringsfrist for udvidelse af integrationsydelse
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har endnu en udlændingestramning til granskning blandt myndigheder og organisationer: Den omstridte integrationsydelse skal omfatte alle, der ikke har opholdt sig mindst syv ud af otte år i Danmark, mener regeringen. I dag er der frist for kommentarer.

Derudover har otte af Folketingets partier gruppemøder i dag. Kun Liberal Alliance har ikke.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.