Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Jens Rohdes bæst, Søren Pinds grænse og en ufarlig DF-ordfører

Dagens overblik: Socialdemokraterne og de Radikale støder sammen på ny, regeringen har skåret 42 procent, og så har Løkke travlt med at se på kampfly. Hele dit politiske overblik her.

Der var både modvind og regn på cyklen i de tidlige morgentimer, da morgenpostskribenten satte kurs mod dagens arbejde.

Men nu er skoene næsten tørre igen, og din politiske morgenpost med alt det, du skal vide om dansk politik i dag, ligger klar.

Vi begynder dagen i dag med fokus på det for tiden anspændte forhold mellem Socialdemokraterne og de Radikale. Det får nemlig onsdag ny næring.

Den radikale værdiordfører, Zenia Stampe, beskyldte i weekenden den tidligere regeringspartner for at opføre sig »hamrende usolidarisk«, og nu melder de Radikales nyvalgte spidskandidat til borgmesterposten i Viborg, Jens Rohde, sig også på banen. Det sker i et interview med Politiko.dk.

Og det med særdeles hård kritik af Socialdemokraternes leder og partiets nuværende retning.

Ifølge Rohde har Mette Frederiksen og Socialdemokraterne således forladt partiets humanistiske grundlag, og hvis S-lederen ikke er i stand til at føre en anden politik på særligt udlændingeområdet, vil en mulig regering med Mette Frederiksen i spidsen »ikke overleve længe«.

»Når Socialdemokraterne spiller de svageste grupper ud mod hinanden - og det gør de med flygtningepolitikken -  og når Socialdemokraterne helt åbenlyst forlader deres humanistiske grundlag, så er vi nødt til at sige til Socialdemokraterne, at det ikke er nogen naturlov, at vi skal holde hånden over sådan en regering,« siger Rohde.

Han forventer, at de Radikale sammen partierne i rød blok vil sætte deres præg på udlændingepolitikken i en ny regering, og det bør Mette Frederiksen allerede nu erkende:

»Vi kommer til at insistere på også at få indflydelse på et centralt område som udlændingepolitikken, og derfor kan hun jo ligeså godt se bæstet i øjnene,« siger den tidligere Venstre-mand. Du kan læse hele interviewet hos Politiko.dk her.

Du er respektløs, Zenia

Også i andre medier i dag er der fokus på de to partier.

I den trykte udgave af Ekstra Bladet genoptager Socialdemokraternes udlændingeordfører, Dan Jørgensen, således sin strid med Zenia Stampe. S-ordføreren mener, at Stampe bør trække en konkret udtalelse tilbage, som hun kom med i sit interview med Berlingske i weekenden.

Her sagde Stampe bl.a.:

»Det er en realitet, at vi lever i en af de fredeligste perioder i danmarkshistorien, hvor der er mindst risiko for at blive udsat for personfarlig kriminalitet herunder terror.«

Det er faldet Dan Jørgensen for brystet:

»Det er rystende, at et folketingsmedlem, der til dagligt arbejder med terrorbekæmpelse, kan sige, at vi lever i en af de fredeligste perioder i danmarkshistorien. Det er simpelt hen faktuelt forkert.«

»Det er utrolig respektløst over for de mange i efterretningstjenester og hos politiet, som gør et kæmpe arbejde med livet på spil, når de bevæger sig rundt i risiko med skarpladte våben. Det er respektløst ikke at anerkende den trussel som reel. Derfor mener jeg, at man kan forlange, at hun trækker de udtalelser tilbage og kommer med en undskyldning,« siger Dan Jørgensen til avisen.

Til Ekstra Bladet forklarer Stampe, at hun ikke ser nogen grund til at skulle trække sin udtalelse tilbage.

»Hvis man ser det i et historisk perspektiv, så har der jo også været perioder, hvor terrortruslen var højere; i 70erne og 80erne. Men vi går måske mere op i det i dag, fordi det har en anden karakter - eller måske har vi bare glemt terroren fra dengang.«

»Derfor har S stadig brug for R!«

Hos BT har politisk kommentator Søs Marie Serup også fokus på R og S, og hun skriver i en analyse i avisen, at Socialdemokraterne har brug for de Radikale - selvom de to partiers forhold måske ikke lige for tiden er til parferie.

»Nok er de Radikale små, men står meningsmålingerne til troende, kan Mette Frederiksen ikke blive statsminister uden dem. Det gælder også, hvis S gør alvor af overvejelserne om en S-mindretalsregering. For nok kan man sammensætte sine flertal på mange måder, men på de afgørende strækninger skal man stadig have styr på sit parlamentariske grundlag,« skriver Søs Marie Serup og uddyber:

»Se blot på de problemer K har skabt for Lars Løkke Rasmussen. Eller dem LA truer med at skabe for ham. I den seneste tid er S og DF enedes om at presse regeringen, f. eks. i forhold til brug af militæret til at aflaste politiet og i spørgsmålet om green card-ordningen. Det peger på en fremtid, hvor S og DF kan samarbejde på en række områder. Men der er endnu ikke nogen, der forestiller sig, at DF vil pege på Mette Frederiksen som statsminister. Derfor har S stadig brug for R!.«

Vi forlader de to partier og ser på dagens andre nyheder.

42 procent

Dansk langsigtet udviklingsbistand er i løbet af de seneste 15 måneder næsten blevet halveret. Det viser en ny analyse fra Timbuktu Fonden, som i dag præger forsiden af Information.

»For vores egen skyld og for de fattiges, som vi gerne vil hjælpe, er det en underlig udenrigs- og bistandspolitik, der føres i øjeblikket,« siger Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, til avisen.

Analysen fra Timbuktu Fonden bygger på, at Venstre med opbakning fra dele af blå blok har skåret godt 3,8 mia. kroner af bistanden i regeringens første finanslov for 2016. Sammenholdt med udgifterne til flygtninge i Danmark, som i 2016 forventes at koste omkring 4,4 mia. kroner af udviklingsbistanden, er den del af bistanden, som bruges i udviklingslandene, faldet med 42 procent.

Michael Aastrup Jensen, der er udviklingsordfører for Venstre, forklarer til Information, at man er »nødt til at prioritere«.

»Besparelsen er, som den er. Det har vi lagt ærligt frem. Det er heller ikke vores ønske at bruge så meget på flygtninge i Danmark, men det er altså sådan, verden ser ud i dag,« siger han. Du kan læse hele historien hos Information her.

Søren Pinds grænse

Justitsminister Søren Pind offentliggjorde tirsdag en plan for, hvordan han har tænkt sig at aflaste politiet, der er hårdt presset som følge af både terror- og grænsebevogtning.

Planen, som du kan læse mere om hos Politiko.dk her, betyder bl.a., at regeringen vil indsætte Hjemmeværnet til at bevogte Danmarks grænser. Det skal ske under politiets ledelse.

Søren Pind vil i samme forbindelse skære grænsekontrollen ned med 40 mand.

Men den beslutningen vækker undren hos Socialdemokraterne. For, som Jyllands-Posten i dag beskriver det, har regeringen begrundet kontrollen med, at »antallet af asylsøgere synes at forblive på et relativt højt niveau«, som udlændingeminister Inger Støjberg forklarede for mindre end en måned siden.

»Danmark er efterladt med en alvorlig fare mod den offentlige orden og interne sikkerhed, hvis grænsekontrollen løftes,« løs det dengang.

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, efterlyser derfor svar:

»Når man neddrosler med 40 årsværk, bliver det jo en dårligere indsats. Grænseindsatsen er netop sat op for at holde tilstrømningen nede og sikre, at der ikke kommer nogen ind, der ikke har et lovligt ærinde. Derfor er det relevant at få svar på, om der nu vil komme flere ind i Danmark,« siger hun til Jyllands-Posten.

I et skriftlig svar til avisen forklarer Søren Pind bl.a.:

»At der i øjeblikket er færre der kommer over den danske grænse, ændrer ikke på, at flygtninge- og migrantsituationen i Europa samlet set tilsiger, at det er nødvendigt med grænsekontrol.« Læs hele historien og kom med justitsministeren på besøg på Politiskolen i Brøndby her.

Tre historier, du også skal have læst i dag

1: I nye beregninger fra regeringen går udgifter og indtægter på flygtninge stort set lige op. Socialdemokraterne beskylder i den forbindelse hos Berlingske regeringen for at gøde jorden for skattelettelser med pyntede tal.

»Enten har regeringen anlagt et helt nyt syn på flygtninge, eller også gøder man jorden for skattelettelser med kunstigt rosenrøde forudsætninger,« siger Benny Engelbrecht (S), næstformand for Folke­tingets Finansudvalg.

»Benny Engelbrecht kan spare sig bekymringerne. Vi prøver ikke at maskere noget, og skattelettelser er ikke noget, jeg ser for mig med det historisk lave økonomiske råderum, vi står med,« siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) som svar. Læs hele historien her.

2: De borgerlige partier har tidligere varslet, at Dansk Flygtningehjælp skal ud af Flygtningenævnet. Når man er i gang, bør Advokatrådet også smides ud, mener Dansk Folkeparti i dagens trykte udgave af Jyllands-Posten.

»Der har været nogle udmeldinger fra Advokatrådet, hvoraf det fremgår, at det forstår opgaven sådan, at førsteformålet er at varetage flygtningenes interesser og rettigheder. Da mener jeg bare, at der også er et hensyn at tage til staten som helhed,« siger Martin Henriksen (DF) til avisen.

3: I Tingbjerg er flere hundrede piger med indvandrerbaggrund begyndt til svømning, efter en svømmeklub har kønsopdelt svømmeundervisningen og afskærmet hallens vinduer. Det skriver Berlingske i dag.

Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Carl Christian Ebbesen (DF), om den sag:

»Det er helt vanvittigt at efterkomme de her krav. Der er desperat mangel på svømmehaller, og så skal vi altså ikke lukke dem ned ved at putte sorte gardiner for vinduerne og sige »kun for piger« for at imødekomme nogle religiøse fanatikeres ønsker.« Hele historien her.

Dagens analyse

»I regeringens inderkreds er der sat turbo på forløbet, som om kort tid vil føre til offentliggørelse af danmarkshistoriens største våbenkøb i form af nye højt sofistikerede og ekstremt kostbare kampfly,« skriver Thomas Larsen, politisk kommentator hos Berlingske, i dagens avis.

»I regeringskontorerne fastslås det, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke møder op til NATO-topmødet i begyndelsen af juli i Warszawa uden at kunne informere sine NATO-partnere om, at Danmark med indkøbet af kampflyene har øget sin militære kapacitet markant.« Læs hele analysen her.

Dagens debatindlæg

»Folketinget burde skride til handling i kølvandet på historierne om digitale og fysiske overgreb. Skolernes muligheder for at ruste deres elever skal styrkes. Der skal øremærkes penge til, at alle folkeskoler kan invitere eksterne seksualundervisere ud.«

Forfattet af Emma Holten hos Politiken.

Dagens citat

»Men farlig, nej, det synes jeg ikke, jeg er.«

I den trykte udgave af Politiken finder du i dag et portræt af Dansk Folkepartis unge retsordfører, Peter Kofod Poulsen - der altså ikke mener, han er farlig.

Det sker i dag

11:30 Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) og udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) er kaldt i åbent samråd om beskæftigelse af indvandrere.

13:00 I dag er der møde i Folketingssalen med ministrenes spørgetid.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.