Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

»Jeg synes, at Pia Kjærsgaard med den holdning er med til at legitimere sexismen«

Dagens overblik: Pernille Skipper mener, at Pia Kjærsgaard med sine udtalelser er med til at »legitimere sexismen«, men det er »det værste vrøvl«, mener Folketingets formand. KL-top advarede VK-regeringstoppen om skattekaos allerede i midten af 00erne. Og så er Astrid Krag blevet provokeret over Liberal Alliances Joachim B. Olsen, som er blevet provokeret over Astrid Krag. Det er der kommet en video-battle ud af. Få dagens politiske overblik her.

Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten (Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix 2017).
Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten (Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix 2017).

Velkommen. Du har klikket dig ind på den politiske morgenpost - Berlingskes daglige overblik med alt det vigtige, der sker i dansk politik.

I dag kommer vi omkring et forslag om dagbøder til kommunalpolitikere, der ikke lever op til deres ansvar, og en ny Pisa-undersøgelse, som får integrationsminister Inger Støjberg (V) til at tale om kvoter, der skal stoppe ghettoskoler, og får undervisningsminister Merete Riisager til at erkende, at indsatsen over for indvandrerbørn i de danske skoler ikke har været god nok.

Og så runder vi også den debat om sexisme i dansk politik, der har kørt den seneste periode, og som nu har fået ny næring.

Og det er her, vi begynder.

I begyndelsen af denne måned kunne Berlingske offentliggøre resultatet af en rundspørge blandt kvindelige kommunalpolitikere, der viste, at 75 af 312 kvindelige respondenter svarer ja til, at de har oplevet »verbale krænkelser eller kommentarer, de opfatter som sexistiske«. 39 kvinder af de 312 respondenter har oplevet sexistiske kommentarer det seneste halvandet år.

Den rundspørge kom i kølvandet på Socialdemokratiets byrådsmedlem i Nyborg, Sonja Marie Jensens, indlæg på det socialdemokratiske medie piopio.dk, hvor hun skrev, at »seksuelle tilnærmelser og hånlige kommentarer om ens alder, udseende og privatliv« er hverdagskost i hendes politiske arbejde.

I Deadline på DR2 sagde Folketingets formand, Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti, for nogle uger siden bl.a., at kvinderne er »for ømskindede« og skal »mande sig op«.

I dagens Berlingske kritiserer Enhedslistens frontfigur, Pernille Skipper, Pia Kjærsgaard for dermed at legitimere sexistiske kommentarer:

»Jeg synes, at Pia Kjærsgaard med den holdning er med til at legitimere sexismen. Hun må selv om, hvor hendes tærskel går, men jeg forstår ikke, hvorfor hun har behov for at fordømme de kvinder, der siger fra. Hun må mene, hvad hun vil, men hav dog respekt for, at andre kvinder ikke vil finde sig i det. Når hun udtaler sig på den måde, så hjælper hun bare til, at det kan blive værre og værre. Hun siger sådan set, at kvinder må finde sig i sexisme på daglig basis,« siger Pernille Skipper, der »tror, de fleste kvinder har oplevet at være udsat for sexisme i større eller mindre grad«.

Pia Kjærsgaard kalder Skippers kritik »det værste vrøvl«:

»Jeg synes, det er det værste vrøvl og en form for manipulation, jeg overhovedet ikke bryder mig om. Det, synes jeg, er dårlige bemærkninger fra Pernille Skipper. Det er en fuldstændig skævvridning at sige, at jeg legitimerer det. Jeg siger, at det findes, men så må kvinderne gøre op med det selv i stedet for at blæse det op til store historier i offentligheden,« siger Folketingets formand.

Artiklen er ikke online.

Indvandrerbørn er halvandet år bagud i skolen

Vi skal videre til en historie, der i dag har fundet vej til ikke bare én, men to forsider. Den handler om en undersøgelse, der hedder PISA Etnisk 2015, som viser, at indvandrerelever er mere bagud i skolen i Danmark, end de er i de øvrige OECD-lande. Og at de tosprogede børn ifølge undersøgelsen ikke bliver bedre i skolen.

Det er Berlingske og Jyllands-Posten, der i dag kan fortælle om undersøgelsen.

I Berlingske kan man læse, at skoleelever med indvandrerbaggrund halter cirka halvandet år bagefter i læsning, matematik og naturfag i forhold til elever med dansk baggrund.

Og at førstegenerationsindvandrere er gået markant frem i dette års PISA Etnisk-undersøgelse, så de nu klarer sig lige så godt som elever med indvandrerbaggrund, der er født i Danmark. Det er usædvanligt, skriver Berlingske.

Fremgangen tilskrives, at første generation i 2015-undersøgelsen har stærkere forældrebaggrund.

I Jyllands-Posten kan man læse, at integrationsminister Inger Støjberg på baggrund af undersøgelsen mener, at hvis kommunerne ikke vil fordele tosprogede børn ud på flere skoler, må Folketinget gennemtvinge kvoter.

»Vi undgår ikke at diskutere kvoter for at stoppe ghettoskoler, hvor fagligheden er kritisk lav. Vi flytter aldrig de tosprogede børn i skolen, hvis de udelukkende går i et andet etnisk miljø, taler arabisk i hjemmet, og forældrene i langt højere grad er arbejdsløse,« siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til avisen.

I Berlingske erkender undervisningsminister Merete Riisager (LA), at indsatsen over for indvandrerbørn i de danske skoler ikke har været god nok.

»Vi har haft en illusion eller en forhåbning om, at skolen kunne løse alle udfordringer i forhold til integration, og at den kunne gøre det relativt hurtigt. Det kan vi desværre ikke længere fortælle os selv. Vi kan ikke nøjes med kun at se hen på skolen, når vi taler om integrationsudfordringer,« siger hun.

Tre korte, men vigtige nyheder, du skal have med i dag

Nyhed 1:
Liberal Alliance siger til DR Nyheder, at man bør lukke Skatteministeriet, afskaffe posten som skatteminister og lægge hele området ind under Finansministeriet.

»Man bør nedlægge Skatteministeriet. I de fleste andre lande, vi sammenligner os med, har man slet ikke noget skatteministerium. Der er Skat en styrelse, som hører ind under finansministerierne,« siger Liberal Alliances finans- og skatteordfører, Joachim B. Olsen på dr.dk.

Nyhed 2:
Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vil i dag presse regeringen til at makke ret i folketingssalen. Regeringen skal indkalde til forhandlinger om at tilføre flere ressourcer og årsværk til Skats indsatsområder, kræver de to partier.

»Der er stort behov for at styrke Skat. Vores forslag handler om indsatsområderne – altså alle de steder, hvor man kontrollerer, at især virksomheder betaler den moms, skat og de afgifter, de skal,« siger S-skatteordfører Jesper Petersen til Ritzau. Der er mere om den historie her.

Nyhed 3:
I denne uge har Dansk Folkeparti med formand Kristian Thulesen Dahl i spidsen i skarpe toner kritiseret både Socialdemokratiet og Venstre for deres ansvar for milliardskandalerne i Skat og for deres lyst til at skyde skylden på hinanden. I dagens BT vender både de radikale og Enhedslisten pilen mod DF og Thulesen Dahl selv.

»Når man har været med til at lave kommunalreformen, og når man har lavet finanslove op igennem 00erne, så bør man også tage sin del af ansvaret. Alle må erkende, at noget er gået galt, og at mange har været involveret,« siger Morten Østergaard til BT.

DF afviser:

»Alle i Folketinget har et ansvar for, at det er gået så galt. Men at sige, at man har en skyld, fordi man har været med til at lave en strukturreform for mange år siden, det er temmelig søgt. Vi har spurgt ind til ting i tidens løb, men der skete bare for lidt, og nu er det nødvendigt med et dybt spadestik,« siger DFs gruppeformand Peter Skaarup.

Artiklen er ikke online.

»De var argumentresistente«

To tidligere formænd for kommunerne fortæller i dagens Politiken, at Fogh-regeringen vendte det døve øre til advarsler om skatteinddrivelsen. Det er Venstres daværende kommunale topfigurer, de tidligere KL-formænd Erik Fabrin (V) og Ejgil W. Rasmussen (V), der står bag udtalelsen.

De fortæller til avisen, at de ad formelle og uformelle kanaler gjorde alt for at forklare partifæller i toppen af regeringen, at det ville ende galt at flytte skatteinddrivelsen til staten – og særligt i det tempo, der var lagt op til i midten af 00erne.

»Vi advarede statsministeren, skatteministeren, finansministeren i det formelle system. Derudover var alle partier stærkt engagerede i at påvirke deres toppolitikere til at forlade den tankegang«, siger Erik Fabrin (V) til Politiken. Han var borgmester i Søllerød og Rudersdal fra 1986 til 2012 og sad som KL-formand 2006-10. Han tilføjer, at »de var argumentresistente«.

Tidligere finansminister Thor Pedersen, der er en af de kritiserede, har ingen forståelse for den kommunale kritik.

»Jeg er overhovedet ikke enig. Jeg har aldrig oplevet en reform, hvor folk står og siger, at »ih, hvor er det dejligt, at vi ikke mere skal beskæftige os med et område«, siger Thor Pedersen i Politiken.

Hele artiklen her.

Partier foreslår dagbøder til kommunalpolitikere

Det skal koste både kontant og personligt, hvis kommunerne ikke lever op til sit ansvar og giver socialt udsatte den hjælp og støtte, som sagskundskaben anbefaler. Sker det, skal kommunalpolitikerne til lommerne og betale dagbøder. Det skriver Jyllands-Posten i dag.

Det er meldingen fra både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti efter TV 2-programmet torsdag om 19-årige Jørn Toft Jensen, der i overgangen fra barn til voksen ikke har fået et tilbud, som matcher hans forskellige handicap – autisme, adhd, personlighedsforstyrrelser og mental retardering.

»Det vil gøre det tydeligt, hvem der har ansvaret, hvis vi bruger bøderne. Det vil præcisere, at det har meget store omkostninger for den udsatte borger rent menneskeligt, hvis de ikke får et relevant tilbud, når de har behov for det,« siger DFs socialordfører Karin Nødgaard.

Læs mere hos JP her.

Begge parter er blevet provokeret - bedøm selv, hvem der har grund til det

Tirsdag i denne uge var det Socialdemokratiets Astrid Krag, der var blevet »provokeret«. Derfor lagde hun og Socialdemokratiet denne video på Facebook:

Dagen efter var Liberal Alliance så både »lidt stolte« og »provokerede«, fordi partiet mener, at Astrid Krag og Socialdemokratiet i videoen »bevidst manipulerer med citater fra Folketinget.

Derfor havde partiet lavet en video, hvor de simultant viste Astrid Krags video og råmaterialet fra det indlæg, LAs finansordfører Joachim B. Olsen lavede i folketingssalen. Det er der kommet denne video ud af:

Altinget uddyber Joachim B. Olsen, som er hovedpersonen i S-videoen sin anke mod Socialdemokratiet og Astrid Krag:

»Det er tydeligt, at videoen er ret manipulerende i forhold til det, jeg rent faktisk står og siger,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

»De tager kun den del af citatet med, som fremmer deres dagsorden. Hvis man kun siger halvdelen af sandheden om nogen, så er det jo også lidt en halv løgn.«

Astrid Krag afviser i en sms til Altinget kritikken:

»Vi har skåret citatet til, så det væsentlige står skarpt. Sådan kommunikerer alle politikere – især på sociale medier. Men der er ikke manipuleret med substansen: Joachim B. Olsen og regeringen vil bruge pengene fra højere pensionsalder på topskattelettelser.«

Dagens billede

Den nuværende og fire tidligere statsministre var i går samlet på Marienborg.

Dagens debat

»Blasfemiforbuddet er uforeneligt med både ytringsfrihed og lighed for loven. Der er ingen afgørende argumenter for, at troende skal tildeles en særlig beskyttelse mod forhånelse. I et levende og pluralistisk demokrati må alle emner kunne udsættes for karsk, nådesløs debat, kritik og satire. Afbrændingen af ’hellige’ bøger, vil kunne opleves som ekstremt krænkende af troende, men det ændrer ikke på, at der er tale om en fredelig og symbolsk ytring, der bør være omfattet af ytringsfriheden.«

Sådan lyder en del af et debatindlæg i Politiken, som Jacob Mchangama, direktør i Justitia, og Steven Pinker, der er professor på Harvard University er hovedskrivere på, og som har så mange medunderskrivere, at Politiken ikke har kunnet trykke alle navnene i dagens papiravis.

Indlægget er ikke online.

Skipper går på barsel - Villumsen ny, midlertidig frontfigur

Enhedslistens frontkvinde, Pernille Skipper, er gravid og går på barsel til efteråret. Det skrev hun i går på Facebook. Det betyder, at partiets forsvars- og udenrigsordfører Nikolaj Villumsen skal vikariere for hende, oplyser hun i samme Facebook-opslag:

Det sker i dag

07:30 Møde i Europaudvalget
Folketingets Europaudvalg mødes i dag. På dagsordenen er blandt andet de kommende rådsmøder i EU om kultur, sport og konkurrenceevne.

09:00 Europaudvalget mødes med dansk EU-kommissær
Folketingets Europaudvalg mødes i dag med den danske EU-kommissær Margrethe Vestager. Hun er kommissær for konkurrenceevne. Mødet finder sted på Christiansborg klokken 9.00.

09:00 Konference om sund teknologi
Nye teknologier åbner muligheder for at levere effektiv behandling, pleje og omsorg til flere for de samme penge, men er vi i Danmark gode nok til at fremme samarbejdet mellem læger, ingeniører, virksomheder og det offentlige til gavn for hele sundhedssektoren? På en konference i dag på Christiansborg vil overlæger, professorer, virksomheder og politikere drøfte hvordan den nyeste teknologi kan hjælpe i sundhedssektoren. Der vil desuden være politisk paneldebat med blandt andre Jakob Engel­ Schmidt (V), Mette Reissmann (S), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Sofie Carsten Nielsen (R).

10:00 Møde i salen med statsborgerskab og ressourcer til Skat
Der er i dag møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag behandles. Kirsten Normann Andersen (SF) er blandt dem, der foreslår at give statsborgerskab til unge, som er født og opvokset i Danmark, mens Christian Langballe (DF) blandt andre står bag et forslag om at ophæve muligheden for dobbelt statsborgerskab. Desuden er der en stribe forslag om at tilføre ressourcer til Skat.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.