Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Jeg har været i hård kamp i mit eget parti«

Dagens overblik: Regeringen var advaret om, at landsbrugspakken var et problem i EU, Helle Thorning-Schmidt fortæller om de interne stridigheder i S, da hun var statsminister, og så mener hun, at EU kan tage imod en million flygtninge. Men vi skal også forbi et dansetweet og et søslag mellem to partier på Folkemødet.

God-onsdag-morgen.

Det er dagen før Folkemødet på Bornholm begynder(de lover silende regn), og vi præsenterer sidst i morgenposten politiko.dks program på Bornholm, der bla. indeholder quiz med prominente politikere.

Men først skal vi se på flere markante politiske nyheder i dagens aviser, så lad os komme i gang med dagens overblik.

Vi begynder på forsiden af Berlingske, der har en opsigtsvækkende nyhed og et ny stort kapitel i sagaen om landbrugspakken.

Det, der i februar fik sagen til at rulle, og som bekendt endte med at koste miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen ministertaburetten, og kastede regeringen ud i en eksistentiel krise, var, at regeringen havde indregnet positive miljøeffekter fra 2013, 2014 og 2015 i opgørelsen af landbrugspakken. Uden disse tidligere års effekter havde beregningerne vist, at landbrugspakken ville skade naturen i mindst tre år.

Men den måde at regne på vidste regeringen allerede i december 2015 ville kunne give problemer i EU og møde kritik fra Bruxelles.

Det viser et notat fra et møde i regeringens magtfulde Økonomi-udvalg, hvor finansminister Claus Hjort Frederiksen, erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og skatteminister Karsten Lauritzen sidder sammen med statsministeren, men hvor også daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen deltog.

»Det bemærkes, at der er en betydelig risiko for, at EU-Kommissionen vil forholde sig kritisk til, at man trækker den strukturelle effekt for 2013-2015 fra i opgørelsen af mertilførsel i 2016-2018.« står der bla. i et notat fra mødet.

Men samme oplysninger blev ikke givet til Folketinget, på trods af at flere medlemmer spurgte ind til det.

Og regeringens viden og manglende oplysninger til Folketinget møder kras kritik over en bred kam af eksperter og politikere.

»Det er svært at forstå det på anden måde, end at regeringen har vidst en hel del mere, end hvad den har videreformidlet til Folketinget,« siger Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, der har læst advarslerne i regeringens notat og sammenlignet dem med dokumenter til Folketinget.

Ingen af de involverede ministre i regeringen har ønsket at kommentere sagen.

Læs hele den historie i denne nyhedsfeature.

Regeringen vidste, den var gal

Historien vækker vrede og forargelse hos både oppositionen og de Konservative, der endte med at vælte Eva Kjer Hansen som minister på baggrund af beregningsmetoden.

De Konservatives Rasmus Jarlov førte forhandlinger om landbrugspakken for sit parti. Forelagt de nye oplysninger fra regeringens interne notat siger han:

»Det viser, at regeringen godt vidste, at den var gal, men ikke ønskede, at Folketinget skulle vide det – og håbede, at vi ikke ville opdage det. Det er naturligvis alvorligt, men det kommer desværre ikke bag på mig,« siger Rasmus Jarlov.

Også fra DF, S, og EL er der hårde ord til regeringen.

Du kan læse alle reaktioner fra de politiske partier og se Liberal Alliances svar i denne artikel.

Thorning: Jeg var i hård intern kamp

Vi forlader årets mest sprængfyldte historie, landbrugspakken - men næppe for evigt  - og springer til en anden historie, der også har været noget så eksplosiv.

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt løftede nemlig mandag aften lidt af låget for de interne kampe, hun havde i Socialdemokratiet i sin tid som statsminister ved en tale ved Fortune’s Most Powerful Women-konferencen. Det skriver Jyllands-Posten.

»Jeg har været i hård kamp i mit eget parti. Jeg var nødt til at fyre ministre, jeg var nødt til at omdanne regeringer. Jeg havde en treparti-regeringskoalition, der blev til en toparti-koalition, så jeg har taget mange beslutninger. Jeg var ikke alene i det rum, hvor der blev taget mange beslutninger, men hvis man tager beslutninger, der influerer på andre menneskers liv, skal man være klar til at slås og ikke tage det for personligt,« sagde Helle Thorning-Schmidt.

I talen kommer hun også ind på, at hvad tilnavnet 'Gucci-Helle' gjorde ved hende, og briternes kommende afstemning om at blive eller forlade EU.

Du kan læse hele historien i Jyllands-Posten her.

Europa kan tage en million flygtninge

I samme tale kommer Thorning også ind på flygtningekrisen i Europa. Her siger Danmarks tidligere statsminister, at Europa har rum til at tage imod en million flygtninge. Det skriver både Jyllands-Posten og Ekstra Bladet.

»Selvfølgelig kan alle europæiske lande håndtere en million flygtninge, hvis de skal, og hvis de forsøgte at dele byrden med hinanden,« siger den nuværende direktør i Red Barnet til Ekstra Bladet.

Du kan se hele talen her, som også indeholder spørgsmål fra en konferencier, og som slutter med, at Thorning svarer på sin nok så berømte selfie med Barack Obama og David Cameron under Nelson Mandelas begravelse i 2013.

Danskerne vil have særaftale ved Brexit

Hvis briterne på næste torsdag stemmer sig ud af EU, ønsker et flertal af danskerne, at regeringen rejser til Bruxelles og sikrer de samme værn mod velfærdsturisme, som Storbritannien fik forhandlet hjem i en aftale med EU.

Det skriver Jyllands-Posten.

Aftalen fra februar i år sikrer bl.a., at EUs 28 medlemslande får mulighed for at skære i børnepenge til EU-borgere, når de bliver sendt til et andet EU-land med lavere leveomkostninger.

Men den mulighed forsvinder, hvis briterne stemmer ja til brexit på næste torsdag. Og derfor har avisen spurgt danskerne, om regeringen alligevel skal forsøge at få den ordning igennem.

ja, siger 64,5 procent, nej, siger 19,5 procent.

Uanset resultatet af afstemningen er der et bredt ønske i Folketinget om at udnytte muligheden for at begrænse checken på børnepenge, der bliver sendt ud af landet.

»De elementer, der er i aftalen, er klart i Danmarks interesse, så dem vil vi fortsat arbejde for,« siger politisk ordfører i Venstre Jakob Ellemann-Jensen.

Læs flere reaktioner og mere om historien her.

Vil du læse endnu mere og se, hvad hvert partis vælgere svarer på undersøgelsen, kan du læse en udvidet feature her(hvis du har abonnement).

I Politiken kan du i øvrigt læse, at ja-siden(som er dem, der vil have Storbritannien ud af EU) har ligget forrest i fem meningsmålinger den seneste uge. Den historie er endnu ikke online.

Særaftale i EU vækker glæde

Vi bliver i samme boldgade, for en ny EU-dom slår nemlig fast, at EU-borgere ikke bare har fri adgang til sociale ydelser på tværs af grænser. Dommen kommer oven på flere andre lignende afgørelser, så der begynder at tegne sig en klar linje fra EU-Domstolen, skriver Berlingske.

Og det glæder beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V)

»Det er endnu en dom, som viser, at domstolen er meget opmærksom på, at EU ikke er en social union. Kunsten er på den ene side at sikre, at der er fair og rimelige vilkår for den vandrende arbejdskraft, og at der på den anden side sættes en skarp bom op for, at der ikke kan spekuleres i de tærskelforskelle, der er i de sociale systemer i Europa. Dommen er et godt bidrag,« siger Jørn Neergaard Larsen.

Læs den historie her.

»Johanne bliver uendelig svær at erstatte og matche for Skipper«

I vores serie her på politiko.dk om de ni partier i Folketinget et år efter valget, er vi nået til Enhedslisten.

Her kan du bl.a. læse Thomas Larsens karakter til partiet, og se, hvad Pernille Skipper ser som parteits optur og nedtur, og hvilken minister hun roser og siger:

»Det er godt gået, det må man bare sige.«

Læs den artikel her.

Her kan du læse om de Konservative, SF, de Radikale, Alternativet og Liberal Alliance.

Forældre vælger privatskole

Næsten hver femte skoleelev er nu skrevet ind i en fri grundskole eller privatskole, som det også kaldes.

Det er Politiken, der har fået nye kommunale nøgletal fra Social- og Indenrigsministeriet, der viser, at der sidste år var 17,5 procent i de frie grundskoler mod 14,6 procent i 2009.

Og den udvikling er »dybt bekymrende«, vurderer Niels Egelund, der er skoleforsker, professor og centerleder ved DPU, Aarhus Universitet.

»Det er et problem, fordi de forældre, der kerer sig mest om deres børns skolegang netop er dem, der vælger en fri grundskole. Og de forældre har folkeskolen allermest brug for«, siger han.

Læs den historie her, hvor du også kan se, hvad lærerne og skolelederne siger til tallene.

​30.000 rammes af kontanthjælpsloft

Vi går videre til Ekstra Bladet, der har en historie om, at 30.000 kontanthjælpsmodtagere vil blive ramt af regeringens kontanthjælpsloft, når det indfases til efteråret.

Det viser beregninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har foretaget for avisen.

I alt er 21.000 af dem, der rammes, enlige, og af dem har 16.200 et eller flere børn.

Historien er endnu ikke online, men kan læses på side 10-11 i dagens Ekstra Bladet.

Dagens analyse

Finder vi i Børsen, hvor avisens politiske kommentator, Helle Ib, i en analyse skriver, hvordan en kommende aftale om boligskatten kan ende med at se ud.

Hun nævner bla. muligheden for en fastholdelse af en stigende grundskyld og en prisregulering af ejendomsværdiskatten, og så anser hun det for sandsynligt, at regeringen kan indgå en aftale med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

»Især Socialdemokraterne vil kunne drage fordel af en langsigtet bred aftale, der i en valgkamp vil lukke munden på partier med for meget sult på meget højere boligskatter,« skriver hun.

Læs hele analysen her, hvis du har abonnement.

Dagens analyse 2 - kom til folkemødet

BTs politiske kommentator, Søs Marie Serup skriver, at danskerne er vilde med politik, og at Folkemødet, der begynder i morgen, er en god platform for den demokratiske samtale.

»Jeg vil vove den påstand, at aldrig har folk beskæftiget sig mere med politik end i disse år. Vi podcaster, policaster, streamer, læser, skriver, ser og deler mere politik på de sociale medier, end jeg tror, man nogensinde har debatteret i noget forsamlingshus. Og nu drager i titusindvis af danskere til Bornholm i flere dage for at tale om politik og samfund,« skriver hun.

Læs analysen her.

Dagens debat

Er ligeledes i BT, hvor avisen har spurgt:

»Skal danske homomiljøer have ekstra beskyttelse efter massedrabet i USA?«

Ja, siger Naser Khader, menneskerettighedsordfører, De Konservative:

»Jøder, frihed og homoseksualitet er jihadisternes primære fjender. Derudover er der behov for, at muslimerne går forrest i værdikampe for tolerance over for de homoseksuelle. Og jeg er skuffet over, at de muslimske ledere er tavse efter massedrabene i Orlando.«

Nej, siger forperson for Copenhagen Pride, Lars Henriksen:

»Vi håber, vi kan gennemføre en Copenhagen Pride, der er lige så inkluderende og er i kærlighedens tegn, som de har været hidtil. Er Priden plastret til med politi, sender det et signal om utryghed, som vi helst er foruden. Fordi vi synes, at arrangementet er trygt.«

Læs den fulde debat på BTs side 12.

Dagens tweet

Får Anders Samuelsen, der tweeter om søslag med de Konservative. Det kan vi godt lide, så det får prisen som dagens tweet.

Dagens dansetweet

Går til...dadadada, Alternativet.

Quiz, gratis kaffe og rundstykker

Som lovet i gårsdagens morgenpost præsenterer vi i dag vores program for Folkemødet. Og det bliver med både quiz med politikere og gratis kaffe og rundstykker.

Vi har allieret os med Pia Kjærsgaard, Karsten Hønge og Magnus Heunicke, som alle står for en quiz på skonnerten Maja i Allingehavn. Så kom og vær med fredag, lørdag og søndag.

Se programmet her. Morgenposten fortsætter under programmet

Det sker i dag

Der er samrådsbonanza i Folketinget i dag med hele seks åbne samråd.

12.00 Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) er kaldt i åbent samråd om finansieringen af dagpengereformen ved at afskære muligheden for at tage en ny videregående uddannelse på lavere eller samme niveau som den man allerede har.

13.00 Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) er kaldt i åbent samråd om at forebygge, forhindre eller gribe ind over for den ledelsesstil og de episoder, der omtales i artiklen ”Lejrchef spredte frygt blandt asylansøgere”.

13.20 Skatteminister Karsten Lauritzen er kaldt i samråd om sagen om svindel med refusion af udbytteskat.

13.30 Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) er kaldt i åbent samråd, hvor hun skal redegøre for vilkårene for fødende kvinder på landets fødeafdelinger.

14.30 Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er kaldt i samråd om statsfinansierede forsøgsprojekter med SIC drænrørssystem.

14.45 Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) i åbent samråd om tilbudspligtreglerne i lejeloven.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.