Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

»Hvis han snubler foran målstregen, så kan det være enden på det hele for ham«

Dagens overblik: »Et af de farligste rovdyr, man kan have i hælene som toppolitiker, er ens egen fortid,« siger politisk analytiker om Kristian Jensen. Til gengæld jubler beskæftigelsesministeren over nye tal. Og så er der på ny slagsmål mellem regeringen og Socialdemokratiet. Få hele dit politiske overblik her.

Se mere
Foto: REUTERS/Umit Bektas
Foto: REUTERS/Umit Bektas

Velkommen. Du har klikket dig ind på denne uges første politiske morgenpost.

I dag skal vi omkring sidste uges mest omtalte digtsamling på Christiansborg, du får at vide, hvorfor Troels Lund Poulsen »jubler«, og du får også historien om, hvorfor der på BTs forside står »bombe under Kristian Jensen«.

Og vi begynder med det sidste.

På forsiden af fredagens Berlingske gik Carl Holst mod sit eget parti og krævede en kulegravning af milliardskandalerne i Skat. Ifølge dagens BT er en »håndfuld andre Venstre-folk enige« - ifølge BTs politiske kommentator og tidligere toprådgiver i Venstre, Søs Marie Serup, er der i øvrigt tale om »toneangivende« medlemmer af Venstres folketingsgruppe.

Også selvom de helst havde holdt diskussionen internt, skriver avisen.

Og hvis det hele rent faktisk ender i en kulegravning og en undersøgelseskommission - sådan som flere og flere af de øvrige partier, herunder Enhedslisten, SF og Alternativet, i øvrigt kræver - kan det blive farligt for Venstres nuværende finansminister og næstformand, Kristian Jensen, der var skatteminister fra 2004 til 2010.

Det mener Søs Marie Serup:

»Et af de farligste rovdyr, man kan have i hælene som toppolitiker, er ens egen fortid. Det er særlig giftigt, fordi problemerne omkring Skat har enormt folkelig gennemslagskraft, og derfor vil det selvfølgelig være meget interessant, hvilke beslutninger Kristian Jensen har truffet,« siger hun og fortsætter:

»Alle sager, der er så farlige, som denne her potentielt er for Kristian Jensen, kan få betydning for ens politiske karriere. Hvis han snubler foran målstregen, så kan det være enden på det hele for ham.«

Artiklen er ikke online, men Søs Marie Serup har skrevet analyse om sagen. Den kan du læse her.

Og du kan læse en grundig gennemgang af hele historien om det (manglende) politiske ansvar for skatteskandalerne hos Berlingske her. Og du kan læse, hvad Kristian Jensen selv har sagt om sit ansvar for det hele her.

I lørdagens Jyllands-Posten analyserer avisens politiske analytiker, Marchen Neel Gjertsen, situationen:

»I S er der overvejelser om, hvilke skridt man kan tage for at gå videre med skattedebatten, der også er blevet symbol på kampen om den offentlige sektors størrelse. Hos de blå er analysen, at en yderligere oprulning vil gøre mest ondt på dem selv og de røde eks-ministre. Under alle omstændigheder er borgfreden makuleret, og det samme er den gamle gentlemen’s agreement om, at det er størrelsen på skatterne og ikke driften af Skat, der skal gøres til genstand for politisk debat,« skriver hun.

Mere her - kræver abonnement.

Fire historier, du også skal kende fra i dag

1:
Ifølge en fortrolig rapport fra Rigspolitiet uddelte en afghansk politichef »kraftfulde« slag i hoved og på krop ved overdragelsen af to tvangsudviste i Rigspolitiets fly, skriver Politiken i dag. »Jeg ønsker ikke at udtale mig om den konkrete sag, men jeg vil gerne understrege, at udsendelser altid skal foregå på en ordentlig og værdig måde. Det indgår også i samarbejdet med de lande, som vi udsender til,« skriver udlændingeminister Inger Støjberg (V) i en skriftlig kommentar til avisen, der ikke har lagt artiklen online.

2:
Socialdemokratiet anklager regeringen for at være alt for langsom til at få gang i forhandlinger om en ny vækstpakke. Regeringen afviser pure. »Vi er i fuld gang,« lyder det fra finansministeren. Det slagsmål kan du læse mere om hos Berlingske Business her.

3:
Efter 16 måneders historisk lukkede grænser mellem Sverige og Danmark droppede svenskerne for halvanden uge siden id-kontrollen over Øresund. Men allerede nu er den socialdemokratisk ledede regering under pres for igen at kræve gyldig legitimation for rejsende på vej mod landet, det skriver Kristeligt Dagblad i dag på avisens forside. Det er Sverigedemokraternes partileder, Jimmie Åkesson, der er bannerfører for kritikken. Læs mere her.

4:
Økonomisk vanskeligt stillede borgere har så store problemer med at betale regningen, at de udskyder eller fravælger købet, viser ny undersøgelse, som Politiken i dag omtaler. »Mange ved ikke, at apotekerne har pligt til at tilbyde en økonomisk henstandsordning, hvis man har store udgifter til medicin. Det bør apotekerne være langt bedre til at informere om og tilbyde, så det ikke er en skæv tilskudsstruktur, der afholder borgere fra at købe den medicin, de har behov for«, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i en skriftlig kommentar - også til Politiken.

Bekymret Joachim B. Olsen: Nationalisme er roden til alt ondt og en fjende af friheden

Det største problem for verden er nationalisme kombineret med lav vækst i Europa, for de to faktorer er selvforstærkende, og det kan både lede til endnu lavere vækst og ligefrem krig, mener Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen.

Det siger han i dag i et interview med Berlingske, hvor han er blevet bedt om at give sit bud på, hvad Danmarks største problem anno 2017 er.

Problematikken skal forstås således, at EU-lande som Frankrig og Spanien mangler at gennemføre omfattende reformer, der blandt andet skal gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt og øge udbuddet af arbejdskraft, så det er lettere at »hyre og fyre folk« og indstille sig efter høj- eller lavkonjunktur, siger Joachim B. Olsen.

»Med nationalismen kommer der en holdning om anti-frihandel, som vi blandt andet har set i USA med Donald Trump. Anti-frihandel lægger yderligere låg på den økonomiske fremgang. Det medfører færre resourcer til at løse problemer, som flygtningekrisen bringer med sig. Det skaber grobund for mere nationalisme og så ønsker befolkningen i højere grad at lukke landet om sig selv,« siger han i interviewet, som du kan læse her.

Troels Lund Poulsen jubler

Vi skal også lige forbi en jublende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). Han er glad i dagens Børsen, fordi nye tal viser, at antallet af danskere på offentlig forsørgelse er det laveste i ti år, skriver avisen.

I procent af befolkningen svarer de 698.639, der i øjeblikket er på enten dagpenge, kontanthjælp, efterløn, sygedagpenge eller anden form for ledighedsydelse, til, at 19 pct. af befolkningen i aldersgruppen 16-66 år er på en eller anden form for offentlig ydelse.

Det er et fald fra 19,5 pct. i 2015. I 2004 var 879.546 personer på offentlig ydelse, og i perioden fra januar 2015 til december 2016 er antallet af personer på offentlige ydelser faldet 4,13 pct, skriver Børsen.

»Der er god grund til at være rigtig glad for de her tal. For det betyder, at langt flere mennesker er ude på arbejdsmarkedet i stedet for at være på passiv overførsel. Det skyldes flere ting. Først og fremmest fremgang i økonomien, hvor det går bedre, og det giver flere jobåbninger. Og så skyldes det alle de reformer, vi har lavet på tværs af politiske flertal på Christiansborg. De reformer sætter sig nu i nogle historisk flotte tal, for vi er nede i det samme antal, som vi var i 2008, som var et historisk lavt niveau,« siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til Børsen.

Dagens debat: »Elever bliver presset til at snyde«

Dagens debat finder vi på Politikens debatsider, hvor en gymnasieelev har skrevet et indlæg i kølvandet på sidste uges historier om, at gymnasieelever bruger mange penge på at købe opgaver, så de kan bestå dem og få gode karakterer.

Tendensen skyldes det nye karaktersystem, skriver han:

»At straffe eleverne for at købe opgaver bliver simpelthen tacklet forkert. Problemet er jo ikke, at eleverne køber opgaver. Tværtimod ligger problemet i, at konkurrencen blandt unge er så høj, at eleverne bliver nødsaget til at købe afleveringer for at få en bedre karakter. Man bør opfatte det som et klart opråb fra ungdommen efter en reform af det nuværende karaktersystem. Skoleelever bliver fodret med opfattelsen om, at det ikke er tilladt at fejle.«

Indlægget er ikke online.

Fik du læst? »Mange af jer vil miste jeres arbejde – men det er godt«

Milliardæren Lars Seier Christensen kom søndag i Berlingske med besked til danskerne, der kort og godt lød: Mange af jer vil miste jeres arbejde – men det er godt.

Den danske milliardær og stifter af Saxo Bank, Lars Seier Christensen, mener, at fremtiden og den dertilhørende teknologiske udvikling vil ændre samfundet drastisk. Og det er ændringer, der kræver, at vi allerede nu gør os klar til at diskutere politisk ømtålelige emner som f.eks. borgerløn i Danmark.

Altså, en garanteret ydelse til borgere udbetalt af staten – uanset om de er i arbejde eller ej.

»Det er ret svært at forestille sig, at borgerløn ikke bliver et tema med den retning, som verden udvikler sig i. På kort sigt mener jeg ikke, det er relevant, og tiden er ikke til det nu, men på lang sigt kommer der til at ske så store teknologiske udviklinger, at det ikke vil være til at komme uden om,« sagde Lars Seier Christensen og uddybede:

»Det vil formentlig være en udmærket løsning på de udfordringer, vi vil have om 15-20 år.«

Læs hele interviewet her (kræver abonnement).

Ellemann: TV 2 og Knud Brix har et problem

Vi skal også lige omkring en debat, der begyndte allerede midt i sidste uge, og som TV 2 News-programmet ’Presselogen’ tog op igen i går.

Den handler om digtsamlingen 'Natfolden', som TV 2s politiske reporter Knud Brix udgav i sidste uge.

Her gentog og udbyggede Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, sin kritik af digtsamlingen, som forfatteren hele tiden har understreget er helt og holdent fiktion, men som Ellemann-Jensen anser for at være en sammenblanding af fiktion og fakta.

En sammenblanding, som Ellemann mener bør føre til, at Knud Brix makulerer sit pressekort.

»Knud Brix er en type reporter – og jeg skal starte med at sige, at han er hamrende dygtig til det, han laver – hvor man lige synker en ekstra gang og strammer slipset, inden man skal interviewes, fordi man godt ved, at han er en hård hund. Han er fair, men han er en hård hund. Og så har man en samtale, når kameraet er slukket. Det bliver meget svært at have den samtale efter i dag,« siger Jakob Ellemann-Jensen i ’Presselogen’ og fortsætter:

»Hvis man som journalist ikke kan skelne mellem fakta og fiktion og lader det være op til seerne, så er man ikke journalist mere. Så er man en blanding,« siger Jakob Ellemann-Jensen og mener, at både Knud Brix og TV 2 nu står med et stort problem.

Knud Brix selv afviser kritikken med henvisning til, at det i forbindelse med udgivelsen af ’Natfolden’ meget klart bliver deklareret, at det er fiktion:

»Jeg må bare sige igen: Det her er fiktion,« siger Knud Brix og fortsætter:

»Jeg har på intet tidspunkt påstået, at det her er fakta. Det er Jakob Ellemann, der påstår det. Han sidder med en digtsamling, der er fiktion, og så siger han, det er fakta. Det må være hans problem.«

I programmet afviser også TV 2s nyhedsdirektør Mikkel Hertz, at digtsamlingen er et problem for TV 2 og for Knud Brix. Se programmet her (kræver abonnement).

Du kan læse et interview med Knud Brix om digtsamlingen her.

Enhedslistens årsmøde - helt kort

I weekenden - og faktisk også fredag - holdt Enhedslisten årsmøde i Korsgadehallen på Nørrebro i København.

En hel del handlede om røde linjer, og hvorvidt partiet skal tage nye parlamentariske værktøjer i brug for ikke igen at ende med at blive drevet rundt i manegen af en socialdemokratisk ledet regering. Det fortæller partiets politiske ordfører og frontfigur, Pernille Skipper, mere om i dette interview med Berlingske.

Men der skete også andre ting på årsmødet:

En MFers hundeweekend

Socialdemokratiets formand for Folketingets Kirkeudvalg, Karen J. Klint, gav i går sine Facebook-følgere indblik i, hvordan hendes søndag med en såkaldt »gæstehund« forløb. Den får du også lige...:

Det sker i dag

Der sker ikke så forfærdelig meget, for at være ærlig. Men det her sker da:

13:00 Folketingets Skatteudvalg og Erhvervs,- Vækst- og Eksportudvalg holder åben høring om hvidvask.
Formålet med høringen er med udgangspunkt i Berlingskes afsløringer af hvidvask i danske banker at drøfte, hvordan hvidvask forhindres, skabe overblik over lovgivningen på området samt afdække eventuelle gråzoner.

...Og så er det i dag sidste chance for at søge om penge fra satspulje ”Flere skal med”. Det er kommunerne, der kan søge. Puljen blev meldt ud i sidste måned, og der er afsat 262,5 millioner kroner i perioden 2017-2019. Formålet er at give en særlig indsats til de mere end 27.000 kontanthjælpsmodtagere, der har været i kontanthjælpssystemet i mindst fem år.

Det er i øvrigt også statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) fødselsdag i dag. Den kan han så fejre med sit eget disruptionråd, der mandag træder sammen for første gang. Statsministeren besøger i øvrigt sammen med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og LO-formand Lizette Risgaard COOPs hovedkontor i Albertslund i dag. Det sker klokken 11.

Det var det, som man siger. Tak fordi du læste med. Hav en god mandag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.