Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hvad er ligheden mellem Angela Merkel og Helle Thorning-Schmidt?

Dagens overblik: Netop det spørgsmål kredser dagens aviser en del om. Læs om det, tjek kanslerens program i Danmark og få overblikket over de andre politiske historier her.

Thorning og Merkels politiske linjer har visse lighedstræk, bemærker danske medier i dag. Her ses de to regeringschefer under et NATO-topmøde i 2012.
Thorning og Merkels politiske linjer har visse lighedstræk, bemærker danske medier i dag. Her ses de to regeringschefer under et NATO-topmøde i 2012.

Det er store Merkel-dag i Danmark.

Kvinden, som verden ringer til, når de har et spørgsmål til Europa, besøger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), og selvom der ikke er helt samme schwung over dagen, som når Air Force One lander i København, så varmer aviser og medier alligevel grundigt op til det franske visit fra den tyske kansler.

Mange bruger dagen til at sammenligne de to regeringschefer.

»Ser man på, hvordan Thorning har tilrettelagt regeringstiden, så minder den meget om Merkels strategi. Man tager alt det hårde først, og så kan man efterfølgende give lidt gaver. Thorning har ikke været bange for at efterligne Merkel med ubehagelige reformer,« siger Claus Kragh, europaredaktør på Mandag Morgen, til Berlingske.

I radioen hørte jeg med det ene øre en pointe om, at hvor Thorning kan betragtes som konservativ socialdemokrat, så er Merkel snarere socialdemokratisk konservativ, som bl.a. har fået vedtaget en lovbestemt mimimumsløn, udrullet der Energiewende og defineret Tyskland som et indvandringsland med en »velkommenkultur,« som det bemærkes i et portræt i Politiken.

»Det er ikke det eneste sted, hvor den konservative kansler står til venstre for Danmarks socialdemokratiske statsminister. Selv om det er sket under pres fra SPD (de tyske socialdemokrater, red.), har hun for eksempel også indført kvindekvoter i større tyske virksomheders bestyrelser og støtter en skat på finansielle transaktioner i EU,« fortsætter avisen.

De to sidste tiltag bliver som bekendt afvist af Thorning-regeringen, hvis finansminister har fået kritik for at føre »nødvendighedens politik«. På merkelsk hedder det, at hendes politiske beslutninger er »alternativlos«.

SF benytter i øvrigt dagens anledning til at advokere for den finansskat, som formand Pia Olsen Dyhr (SF) brugte partiets landsmøde til at slå på tromme for. I dag gør hun det i en annonce i Ekstra Bladet.

Thorning bekræftede under et besøg på Lolland-Falster i går, at hun og kansleren bl.a. skal drøfte Femern-forbindelsen, som bliver endeligt vedtaget i Folketinget i dag - selvom loven bag tunnelen mellem Danmark og Tyskland er fyldt med så mange forbehold for priser, miljøgodkendelser og EU-tilskud, at det stadig kan nå at kuldsejle.

»Man har stadig alle muligheder for at sige nej, så spørgsmålet er, hvorfor man så skal vedtage loven nu,« siger trafikforsker Harry Lahrmann til Jyllands-Posten.

Dagens program
Kl. 11.30: Statsministeren og kansleren er i audiens hos Dronningen på Amalienborg
Kl. 12.20: Frokost og drøftelser mellem Merkel og Thorning på Marienborg
Kl. 14.00: Pressemøde. Følg det direkte på Politiko.dk.
Kl. 15.00: Debat med studerende på Købehavns Universitet, hvor de skal diskutere økonomisk vækst i Europa i kølvandet på den økonomiske og finansielle krise. Se debatten direkte i eftermiddag her.

Nå. Men nok om Merkel.

Dagens øvrige nyheder
- K-formand Søren Pape Poulsen præsenterer i Børsen et udspil med både nye og gammelkendte vækstforslag. F.eks. ønsker det hårdt trængte parti at indføre et totalt regelstop i fire år for firmaer med under 20 ansatte.

- Dansk Folkeparti klager til Folketingets politiske ledelse, præsidiet, over finansminister Bjarne Corydon (S). Det handler om Dong-sagen og om, hvorvidt Goldman Sachs vitterligt gav det bedste bud.

- Regeringens store slagnummer mod social dumping - obligatoriske id-kort på byggepladser - bliver udskudt. Dermed kan et eventuelt borgerligt flertal frit skrotte ideen efter valget, uden at det kræver ny kontralovgivning i folketingssalen. Læs mere hos Altinget.dk.

- En far skal ikke længere kunne få forældremyndigheden over et barn, hvis han har slået moren ihjel. Det mener socialminister Manu Sareen, der vil lave reglerne om. Selvom han ikke ville gøre det i begyndelsen.

Opdateret kl. 8.38

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.