Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Frygt for flygtningebørn i folkeskolen, et »virkelig ødelæggende« gymnasieudspil og »6 skaldede mandater« på tinge

Dagens overblik: PanamaPapers involverer nu Stein Bagger, Jyske Bank holdt foredrag om »offshore banking - the danish way«, blå blok vil udelukke HFere fra videregående uddannelser, og så er en gammel kending blevet borgmesterkandidat.

Godmorgen til ugens anden morgenpost, hvor vi samler dagens vigtigste politiske historier.

Efterdønningerne fra afsløringerne om skattely via Panama-firmaet Mossack Fonseca fortsætter for fuld styrke i dag, men inden vi når til dem, begynder vi på forsiden af Berlingske, der kan fortælle, at antallet af flygtningebørn eksploderer, og ifølge eksperter og lærere truer undervisningen i folkeskolen.

I år forventes 15.000 flygtninge- eller familiesammenførte børn at begynde i danske skoler og institutioner. Dobbelt så meget som sidste år, hvor 7.447 begyndte, en tyvedobling i forhold til 2009.

Det store pres på skolerne kan gå udover de andre elever i klasserne, advarer eksperter og skolelærere.

»Der er meget på spil for såvel de nye børn som for de børn, der var på skolerne i forvejen. Erfaringerne er dyrekøbte – blandt andet fra inklusionsdagsordenen, hvor en række forældre med god grund har været bekymrede for, at børn med særlige udfordringer tager hele opmærksomheden til skade for undervisningen af de andre børn. Det må vi ikke gentage,« siger Anders Bondo Christensen formand for Danmarks Lærerforening.

Regeringen har indgået en såkaldt topartsaftale med kommunerne, som skal give sidstnævnte større fleksibilitet til at løse udfordringen med de mange flygtningebørn.

Men pengene er ikke fulgt med, mener Anders Bondo Christensen, der bakkes op af Anne Holmen, professor og leder af Center for Internationalisering og Parallelsproglighed ved Københavns Universitet, som kalder topartsaftalen »en discountudgave.«

»Medmindre der følger massive ressourcer med, er der god grund til at være bekymret for både flygtningebørnene og for de børn, der skal undervises sammen med dem. For vi giver køb på alt det, vi ved om, hvad god skolegang er,« siger hun.

Læs historien her.

»Ødelæggende« gymnasieudspil fra regeringen

Politikens uddannelsesredaktion erfarer, at regeringens nye udspil til en gymnasiereform »er gift for HF«, som avisen skriver i overskriften.

Ifølge Politiken vil regeringen både indføre et adgangskrav på 4 i dansk og matematik, men også afskære HFere fra lange videregående uddannelser, dog med den mulighed at få adgang ved at tage et års supplerende undervisning.

Adgangskravet i dansk og matematik vil ifølge tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd afskære 23 procent af de unge, der i dag går på HF, for at blive optaget på uddannelsen.

Og det »vil være virkelig ødelæggende«, siger formand for Danske Gymnasier, Anne-Birgitte Rasmussen.

»Det er virkelig en katastrofe, fordi de unge, som tager hf i dag, er en meget sammensat gruppe. Det er unge, der er startet et andet sted, f.eks. på hhx, hvor det ikke er lykkedes for dem, fordi de er kørt sur i det. Og det er unge, der har taget en erhvervsuddannelse, men finder ud af, at de vil noget andet. Det giver ikke mening at sige, at man skal have 4 i snit for at komme ind på hf. Uddannelsen er sat i verden for unge, der har tabt modet undervejs«, siger rektorformanden.

Regeringen har i forvejen meldt ud, at de ønsker et adgangskrav på 4 i dansk og matematik for at blive optaget på et gymnasium.

Læs historien i Politiken her.

Regeringen forbød udgivelse af landbrugs-notat

De nok så omtalte universitetsprofessorer, der leverede viden til den endnu mere omtalte landbrugspakke, blev pålagt ikke at offentliggøre tal og oplysninger, de leverede til Miljø- og Fødevareministeriet i forbindelse med den omstridte landbrugspakke, før efter pakken var stemt igennem i Folketinget

Det fremgår af en kontrakt mellem Miljø- og Fødevareministeriet og Aarhus Universitet, som Orientering på P1 er kommet i besiddelse af.

Universitetsprofessorerne blev pålagt ikke at offentliggøre de tal og oplysninger, de leverede til ministeriet, før 1. februar 2016.

Hvis universitetsprofessorerne havde udgivet deres resultater før 1. februar, ville landbrugspakkens liv måske have set anderledes ud, vurderer professor på Aarhus Universitet Jørgen E. Olesen.

»Det kunne jo have medført, at man allerede dengang havde grebet ind med yderligere tiltag til at mindske udledningen af kvælstof«, siger han til Orientering.

Lyt til udsendelsen på Orientering her.

Fogh advaret om antidemokrater - uden at handle

I 2005 blev den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen anbefalet af en gruppe embedsmænd at sætte konkret ind overfor »demokratifjendtlig adfærd«, som det der nu diskuteres i Folketinget i kølvandet på TV2s udsendelser om imamer og radikalisering

Det skriver Jyllands-Posten i dag.

Anbefalingen var blandt andet at afvise opholdstilladelse til udlændinge, som »gennem tale, skrift eller handlinger, har udvist demokratifjendtlig adfærd eller modarbejdet grundlæggende demokratiske værdinormer«.

Men et udvalg endte med at afgrænse arbejdet til »handlinger og ytringer, der er relateret til terror«.

Mens kulturminister Bertel Haarder ikke erindrer anbefalingerne, mener Dansk Folkeparti, at sagen viser, at der er langt mellem handlinger og ord for en række danske politikere.

»Hårde udmeldinger i medierne bliver som hovedregel aldrig fulgt op med konkret lovgivning,« siger udlændingeordfører Martin Henriksen (DF).

Den historie kan du læse her.

Gammel kending borgmesterkandidat

I efteråret 2017 skal der igen være kommunalvalg landet over, og oprustningen med at finde borgmesterkandidater, der kan vinde folkets gunst, er i fuld gang.

I går blev den mangeårige medaljesluger i for Danmarks kvindelige og mandlige håndboldlandshold, Ulrik Wilbek, valgt som Venstres bud på at bære borgmesterkæden i Viborg.

Det er anden gang, den nuværende sportschef for Dansk Håndboldforbund bliver indstillet som borgmesterkandidat i Viborg, men i 2007 trak han sit kandidatur, da han blev tilbudt posten som herrelandstræner.

Men nu skulle han altså være klar til at gå hele vejen.

»Det er dejligt, at det nu officielt er på plads, at medlemmerne af Venstre i Viborg Kommune har valgt mig til spidskandidat. Nu kan jeg for alvor begynde arbejdet frem mod kommunalvalget i november 2017, siger Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

Wilbek har tidligere sagt, at han vil trække sig fra sit arbejde med håndbold, hvis han igen går ind i politik.

Læs mere om Wilbek her.

I Odense fandt Socialdemokraterne også sin nye borgmesterkandidat, der skal afløse den mangeårige borgmester Anker Boye, der har valgt at trække sig fra politik. Valget faldt på Peter Rahbæk Juel, skriver TV2Fyn.

Mossack Fonseca oprettede Stein Bagger-firma

​Og så kaster vi os over dagens nye historier om skattely Panama-firmaet Mossack Fonseca.

Politiken, der er med i samarbejdet mellem mere end 100 medier om at afdække lækket fra Mossack Fonseca, skriver i dag, at Jyske Bank skabte 2.000 selskaber gennem Mossack Fonseca for at undgå skat for deres kunder.

Det skriver de på baggrund af et referat fra de lækkede papirer, hvor det fremgår, at to navngivne Jyske Bank-medarbejdere holdt møder med Mossack Fonseca i Panama City i 2005.

Mødet omhandlede ifølge referatet en måde at omgå et nyt EU-direktiv, der gav EU-lande pligt til at oplyse om renteindtægter fra udenlandske statsborgere til deres hjemland.

Har Jyske Bank medvirket til det, som de to medarbejdere er citeret for i mødereferatet, har banken medvirket til, at kunder har snydt i skat, skriver Politiken.

Men Jyske Bank afviser at have medvirket til skatteunddragelse, og at mødet overhovedet har fundet sted.

»Ingen af de to har nogen erindring om at have mødtes med Mossack Fonseca, eller at de skulle have sagt som refereret. De deltog i en konference i Panama i 2005, måske har de mødtes ved en bardisk der og udvekslet bemærkninger, men de har ingen erindring om et møde, eller i hvilken sammenhæng det skulle have været«, siger Jens Lauritzen, direktør for international private banking i Jyske Bank.

De to rejste derimod rundt med foredraget 'Offshore Banking - the Danish Way' - offshoreselskaber er betegnelsen for de virksomheder, som Mossack Fonseca har hjulpet med at oprette - men ifølge Jens Lauritzen var det en måde at få amerikanske kunder til at engagere sig i Jyske Banks gearede investeringer.

Læs historien her.

Og så til Stein Bagger. Børsen skriver nemlig, at Mossack Fonseca oprettede selskab for den bedrageridømte Stein Bagger, der fik syv års fængsel for milliardsvindel i IT Factory.

Bagger fik med sin makker, Allan Vestergaard, virksomheden Agios United registret på Seychellerne af Mossack Fonseca, og i 2005-2007 blev der overført 30 mio. kroner i udbytte fra IT Factory til Agios United.

Men kurator Boris Frederiksen fandt aldrig ud af, hvorfor selskabet lå på Seychellerne.

»Det har vi aldrig fået en fornuftig forklaring på. Vi prøvede at spørge ind til det, men vi tænkte også, at det nok lå relativt lige for, hvis man ønsker at skjule noget omkring ejerskabet«, siger Frederiksen til Børsen.

Nordea fortalte i øvrigt i går, at de nu vil stoppe al samarbejde med Mossack Fonseca.

Og på Island var der massedemonstration mod landets statsminster, der skjulte familieformue gennem Moossack Fonseca.

En hurtig

Johanne Schmidt-Nielsen blev i går tilbageholdt i lufthavnen i Israel efter et ophold med en række andre Folketingsmedlemmer og blev stillet en række spørgsmål: »Hvorfor har I været i Bethlehem. Hvorfor løber I i Palæstina. Hvilke palæstinensere kender I. Hvorfor har du været i Jordan. Hvem kender du i Jordan,« skriver hun på Facebook.

Dagens analyse

Står Hans Engell for i Ekstra Bladet. Under overskriften »Pape klar til at give Løkke miljø-kniven« skriver Engell, at der igen er lagt op til en tvekamp på vilje mellem de to borgerlige partiformænd, efter de konservative med deres » 6 skaldede mandater« har stillet et ultimatum om forbedring af landbrugspakkens kvælstofudledning, som udløber på fredag.

»Det handler om politisk vilje. Nemlig om Løkke vil bide i det sure æble og give Søren Pape den indrømmelse, han trygler om. Eller om Lars Løkke er blevet så smasksur på de konservative, at han lader Pape køre planken ud sammen med oppositionen?«

Analysen står på side 10 i dagens Ekstra Bladet, men er endnu ikke online.

Dagens tweet

Sker i dag

Folketingtes ombudsmand ventes at offentliggøre sin årsrapport, og så er der samråd i Energi- og Klimaudvalget, hvor energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt skal redegøre for den såkaldte danske PSO-model.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.