Et dobbelt tilbagetog, tvivlernes dom og midtvejsstatus

Dagens overblik: Både en Venstre-mand og en socialdemokrat har brugt dagen på at trække udtalelser tilbage. Tvivlere bryder sig ikke om Thornings mange afbrydelser under duellen mod Løkke. Og så gør vi status halvvejs gennem valgkampen. Få overblikket over dagens historier her.

Den er hjemme, lød det fra S-gruppeformand Leif Lahn Jensen. Det var den så ikke alligevel.
Den er hjemme, lød det fra S-gruppeformand Leif Lahn Jensen. Det var den så ikke alligevel.

Velkommen til politisk morgenpost, dit letlæste overblik over dagens historier i valgkampen.

Tilbagetog
Man kan let komme galt afsted.

Søndag tweetede Venstre-manden Thomas Danielsen, at folkets panderynker over Thornings optræden »ikke kan fjernes med botox«. Tidligt mandag morgen måtte han rykke ud og beklage:

»Budskabet burde have været: ‘der er ingen nemme løsninger’,« tweetede han, inden Løkke beskrev partifællens udsagn som »pinligt og under lavmålet«.

Også Socialdemokraternes formand, Leif Lahn Jensen, måtte begive sig ud på et tilbagetog. Til Politiko.dk udtalte han, at valgsejren var hjemme.

»Selvfølgelig vinder vi valget. Det har jeg aldrig været i tvivl om. Vi kan ikke andet nu.«

Kort efter på Facebook:

»Jeg har givet en kommentar med et glimt i øjet - det er jeg kommet galt afsted med. Jeg vil derfor gerne understrege: Intet, absolut intet, er afgjort endnu!«

Tvivlerne
Under valgkampen følger Politiko.dk og Berlingske 12 tvivlere for at undersøge, hvordan deres stemme flytter sig. Her er deres syn på søndagens duel mellem Løkke og Thorning.

Anette Gersbo. 64 år. Efterlønner. Stemte ikke sidst: »Jeg blev irriteret på Helle Thorning, og jeg tror, at hun risikerer at ødelægge sine egne odds ved at være så aggressiv. Det er ikke okay«.

Rasmus Hansen. 35 år. Projektkoordinator. Stemte K sidst: »Der var ikke rigtig nogle af dem, der vandt. Helle Thorning har en kedelig debatform, som jeg aldrig har brudt mig om. Hendes strategi er at afbryde. Det er ærgerligt, at hun ikke lader sin modstander tale færdig engang imellem«.

Nicolaj Hansen. 46 år. Leder. Stemte V sidst: »Jeg synes, at jeg så to små børn, der stod og råbte af hinanden. Løkke står og siger, at Helle ikke har holdt sine valgløfter og håner hende for det, men eftersom hun nærmest har ført Venstres politik, er det da sjovt, at det kommer fra ham. Det morede jeg mig lidt over.«

Ny mand på førstepladsen
Vælgerne vurderer Kristian Jensen (V) til at være den mest troværdige toppolitiker. Hidtil har Kristian Thulesen Dahl (DF) indtaget den plads. Læs mere her.

Hvordan er det så gået?
Vi er halvvejs gennem valgkampen. Politiko.dk gør status.

Nyt fra Pape I
Mens Venstre ikke vil melde konkret ud, så kommer de Konservative i dag med sit bud på et nyt kontanthjælpsloft på forsiden af Jyllands-Posten. K-formand Søren Pape Poulsens mål er, at der altid skal være mindst 3.000 kroners forskel på at være ledig og lønmodtagere.

Og hvad vil det så betyde for det meget omtalte regneeksempel fra Venstres kampagne om et par på kontanthjælp med tre børn? De vil miste 4.000 kr. om måneden i kontanthjælp. Til gengæld ville parret ifølge de Konservative få ca. 7.000 kr. ekstra, hvis den ene fik et fuldtidsarbejde til 117 kroner i timen.

Læs mere hos Jyllands-Posten.

Venstre gentager, at de ikke har lagt sig fast på en endelig model for det »moderne« kontanthjælpsloft.

»Det vil være mere end almindeligt dumt at stå og komme med en skråsikker model. Jeg har udtrykt en meget præcis politisk idé, som folk godt kan tage pejling af - nemlig at der vil være grænser for, hvor meget man samlet set kan få, hvis man udover kontanthjælpen også får en række andre ydelser,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Nyt fra Pape II
Søren Pape Poulsen er også på forsiden af Børsen, hvor han åbner for at skære i dagpengesatserne.

Baggrunden er, at dagpengesatsen for omkring hver tredje dagpengemodtager udgør over 80 pct. af en mulig lønindkomst ifølge tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

»Hvis fakta er, at det for hver tredje dagpengemodtager ikke kan betale sig at arbejde, så skal vi fordomsfrit sætte os ned ved et bord og finde en løsning på det. Enhver kan jo se, at det er uholdbart,« siger Søren Pape Poulsen til avisen:

»Så kan det godt være, at vi skal kigge på dagpengeydelserne«.

Apropos dagpenge
Forud for aftenens duel mellem Løkke og Thorning satte Socialdemokraterne strøm til Venstre-formanden med en video, der anklagede ham for at ville skære i dagpengene. En kritik, som socialdemokrater længe har fremført.

Den flanke var Løkke tydeligvis indstillet på at få lukket en gang for alle. Under debatten med Thorning opfordrede han derfor til, at de to statsministerkandidater lovede hinanden ikke at skære i dagpengene efter valget.

»Det vil jeg gerne,« svarede Thorning efter at være bøjet af på spørgsmålet i første omgang.

Debatten kom til at handle om alt fra de to partiers millardplaner om velfærd og skattelettelser. Om asylansøgere i Danmark. Om de 800.000 danskere, der står uden for arbejdsmarkedet. Og om ventetider på sygehusene.

Du kan læse fakta om duellens største stridspunkter her. Eller ved at klikke på de orange pile herunder.

Det interessante ved aftenens tv-debat var ikke kun, hvad der blev sagt, men også, hvad der ikke blev snakket så meget om.

Her holdt Thorning igen med sin kritik om, at Løkke og blå blok mest af alt går til valg på at drysse skattelettelser udover de rigeste danskere. Det gjorde hun efter en dag, hvor Morten Østergaard (R) havde været i landets medier for at præsentere et radikalt udspil om at lette skatten i bunden, men også i toppen.

Kritikken af de borgerliges skattelettelser til toppen er blevet en lidt mere bumpet vej at bevæge sig nedad for S-formanden, efter hendes radikale regeringsmakker har bebudet, at også han vil i den retning.

»Samlet set udfordrer Østergaards melding Socialdemokraternes forsøg på at gøre valget til et valg mellem velfærd på den ene side og et eksperiment med tvivlsomme skattelettelser på den anden,« konstaterer politisk kommentator Helle Ib i en analyse i Børsen i dag.

Hvis du ikke fik set duellen i aftes, så ligger den her på DR.dk.

DR har i øvrigt haft kuglerammen fremme. Den viser bl.a. følgende:

- Thorning brugte 9 minutter og 21 sekunder på at tale om Løkkes politik
- Løkke brugte 6 minutter og 44 sekunder på at tale om Thornings politik
- Hun afbrød 40 gange
- Han gjorde det 16 gange

Læs mere her.

Den er god nok
Kun 126 personer er blevet ramt af regeringens asylstramning, sådan som Lars Løkke udtalte i duellen mod Thorning. Ritzau har tjekket tallene.

Dagpenge til nyuddannede
På trods af at hverken Thorning eller Løkke vil skære i dagpengesatserne, så er det netop, hvad Dagpengekommissionen sidder og overvejer i øjeblikket. Berlingske har talt med kilder i kommissionen, som fortæller, at tre scenarier er i spil, og at fokus retter sig mod nyuddannede.

1) Lavere dagpengesats
2) Udvidet karensperiode, så der går længere tid, fra uddannelsen er færdig, til man kan få dagpenge
3) Højere grad af betaling, når man tilmelder sig en a-kasse.

Læs mere på Politiko.dk.

Det kan næppe blive mere tæt
Søndag var stillingen mellem rød og blok helt og aldeles lige. 50-50 lød procentfordelingen ifølge Berlingske Barometer, som er et vægtet gennemsnit af virvaret af meningsmålinger.

Opgøres det på mandater, fører rød blok med en enkelt mand, fordi Kristendemokraterne ligger under spærregrænsen. Deres 0,7 pct. af stemmerne ville altså være spildt og ikke tælle med på valgdagen, hvis den aktuelle stilling i Berlingske Barometer holder helt til valgnatten.

Siden valgkampen gik i gang, har rød blok hentet to procentpoint på blå blok. Søndag stod det helt lige: 50-50. Kilde: Berlingske Barometer
Siden valgkampen gik i gang, har rød blok hentet to procentpoint på blå blok. Søndag stod det helt lige: 50-50. Kilde: Berlingske Barometer

Gå selv på opdagelse på Politiko.dk's interaktive legeplads.

DF og danske job
Virksomheder skal dokumentere, at de har prøvet at ansætte en dansker, før de kan få lov til at rekruttere udenlandsk arbejdskraft, mener Dansk Folkeparti.

»Og ja, det vil da være en lidt mere tung proces, end hvis man bare lige kan hente en herop fra Indien eller Pakistan,« siger udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) til Politiken.

Hvor præsterne vil sætte kryds
Kristeligt Dagblad har udsendt en rundspørge til præster i folkekirken, hvor 43 pct. af de 2.091 adspurgte har svaret.

Resultaterne viser, at præster er mere i tvivl end befolkningen i almindelighed, og at Kristendemokraterne ikke har så godt fat i præstekraven, som man skulle tro.

  • Jeg har ikke besluttet mig endnu: 32 pct.
  • Socialdemokraterne: 21 pct.
  • SF: 9 pct.
  • Venstre: 7 pct.
  • De Radikale: 7 pct.
  • Enhedslisten: 6 pct.
  • De Konservative: 6 pct.
  • Dansk Folkeparti: 4 pct.
  • Kristendemokraterne: 4 pct.
  • Alternativet 3 pct.
  • Liberal Alliance: 2 pct.

Er der valg? Ja
Den er god nok. Der er valg. Det står nemlig i dagens aviser i annoncer, som ifølge folketingsvalgloven skal bekendtgøre dag og tid for afstemningen senest 10 dage før valgdagen.

Hvis nogen skulle have været i tvivl, kunne de også bare have tjekket erdervalg.dk.

Oprindeligt publiceret kl. 8.43

Opdateret kl. 18.59 med afsnit om tilbagetog, tvivlerne, Kristian Jensen, midtvejsstatus og DR's kugleramme.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.