Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

»Det er direkte respektløst overfor de seks mio. jøder, der mistede livet i koncentrationslejrene«

Dagens overblik: Inger Støjberg langer ud efter Stig Grenov. Martin Lidegaard er »spejblank« og ved ikke noget om nye Thyra-forhandlinger. Og så skrev en af Danmarks rigeste personer i november en »usædvanlig« mail til statsministeren. Hele dit politiske overblik lige her.

God-midtuge-morgen.

I dag skal vi både omkring en heftig debat om et indlæg i Politiken, hvor Kristendemokraternes formand sammenligner et udrejsecenter for afviste asylansøgere med en kz-lejr.

Og vi skal også forbi en udsædvanlig mail fra en af Danmarks rigeste personer til Lars Løkke Rasmussen samt et farvel til et konservativt fyrtårn.

»Jeg er spejlblank«

Men vi starter et andet sted. Vi starter i Børsen.

Avisen kan i dag fortælle, at regeringen og  A.P. Møller Mærsk vil genoptage forhandlinger om Tyra-feltet.

Det er et gasfelt, der står for over 90 pct. af Danmarks samlede gasproduktion, og dermed også for en stor del af statens indtægter fra den danske del af Nordsøen. Men Thyra-feltet er langsomt ved at synke i havet, og derfor skal det besluttes, om det skal lukkes helt, eller om der skal bruges op mod 30 mia. kr. på at renovere det.

Tirsdag aften fortalte TV2, at departementscheferne fra Finansministeriet, Skatteministeriet og Erhvervsministeriet forhandlede om rammevilkårene i Nordsøen. Ifølge Børsens oplysninger vil departementscheferne fra Finansministeriet, Erhvervsministeriet, Skatteministeriet og Klima- og Energiministeriet først onsdag genoptage dialogen med Mærsk.

Ingen af parterne vil sige noget til Børsen. Det vil finansordfører Martin Lidegaard (R) dog gerne. Og han siger i ret utvetydige vendinger, at han intet ved.

»Jeg er overhovedet ikke orienteret, jeg er spejlblank,« siger Martin Lidegaard til Børsen.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) fortalte i en pressemeddelelse 30. december, at drøftelserne om en Nordsøaftale vil fortsætte.

Støjberg revser partiformand for Kristendemokraterne

»Udrejsecentret Kærshovedgård ved Ikast er i dag det tætteste, Danmark kommer på en koncentrationslejr, uden at være det.«

»Før Anden Verdenskrig udviste Danmark jøder til Nazityskland. Vi er ved at skrive endnu et sort kapitel i vores historie.«

Sådan lød to sætninger i det indlæg, som formanden for Kristendemokraterne, Stig Grenov, i går havde i Politiken.

Det har siden vakt stor debat, og i går skrev udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg et Facebook-opslag om Grenovs sammenligning.

»Det er direkte respektløst overfor de seks mio jøder, der mistede livet i koncentrationslejrene at sammenligne Udrejsecenter Kærshovedgård med kz-lejrene, som Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, gør i dag,« indleder Støjberg sit opslag.

»Udlændingene på Kærshovedgård er uønskede i Danmark. De skal sendes ud af landet, så snart det lader sig gøre. Selvfølgelig får beboerne den mad og lægebehandling de skal have. Men forholdene er ganske spartanske, og sådan skal det være. Jeg vil ikke være med til at bruge en masse skattekroner på udlændinge, der har pligt til at forlade Danmark og som for manges vedkommende har begået grov kriminalitet,« fortsætter hun.

Dagens analyse I

Ifølge Børsens politiske kommentator, Helle Ib, er et »nærliggende gæt«, at 2017 meget vel kan ende uden, at regeringen får en aftale om markante topskattelettelser i hus. Det skriver hun i dag i Børsen.

»Ved årets begyndelse står det klart, at modstanden imod upopulære reformer, der kan genere råderum til skattelettelser, er lige så udtalt som i det forgange år. Det er vanskeligt at forestille sig et scenarium, hvor et fortsat vælgersvækket Dansk Folkeparti hopper om bord i store topskattelettelser,« lyder begrundelsen.

Læs hele analysen her.

DF-fester med helstegt pattegris og EU-oplæg

Vi smutter videre til Ekstra Bladet.

Avisen skriver i dag, at Dansk Folkepartis menige medlemmer i årevis er blevet instrueret i, hvordan de kunne få tilskud fra skattekroner øremærket til oplysning om Europa, mens de deltog i partiets fester.

Officielt har Dansk Folkeparti ifølge Ekstra Bladet kaldt festerne for ’lokale arrangementer’, der skulle skabe oplysning og debat om EU, når man indberettede til Europa-Nævnet, der har støttet arrangementerne økonomisk. Nogle af de arrangementer mindede dog ifølge Ekstra Bladets kilder om regulære medlemsfester.

Avisens oplysninger kommer fra en en række bilag, interne referater, korrespondancer, regnskaber og beretninger fra en tidligere lokalformand med kendskab til partiets brug af penge til EU-oplysning. Vedkommende, Vivi Jensen, er i dag ude af DF efter en hård magtkamp, der blandt andet endte i en injurieretssag mod to tidligere partifæller. En sag, Vivi Jensen ifølge Ekstra Bladet vandt.

Formanden for Europa-Nævnet, Anne-Marie Meldgaard, siger til Ekstra Bladet, at hun ikke vil kommentere historien og tage stilling til, om festerne opfylder kravene til oplysning om EU. Hun vil først se regnskaber og have en snak med Dansk Folkeparti, siger hun.

I Dansk Folkeparti er man ikke i tvivl om, at man har overholdt reglerne:

»Det er DF-arrangementer med EU-indlæg, og det er helt i tråd med det, som Europa-Nævnet gerne vil have,« siger partiets organisationskonsulent på Christiansborg, Steen Thomsen.

Vivi Jensen siger, at EU-indlæggene var så korte, at det ikke kunne retfærdiggøre beløbet?, spørger Ekstra Bladet.

»Når Camre og EU-ordføreren er ude og holde EU-indlæg, så er det spot on, hvad Europa-Nævnet gerne vil have. Det er der ingen problemer i. Så blev der strammet op på reglerne i 2015, og derfor har vi selvfølgelig også fulgt de nye regler. Fremadrettet vil vi med lokale arrangementer finansiere halvdelen med vores egne penge, så hvis der er spørgsmål og indlæg, der ikke har noget med EU at gøre, så er der ingen problemer i det,« svarer Steen Thomsen.

Danfoss-milliardær skrev »usædvanlig« mail til Løkke

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) modtog en novemberaften i 2015 en mail fra uventet kant.

Afsenderen var Jørgen Mads Clausen, bestyrelsesformand i en af landets største virksomheder, Danfoss, og en af Danmarks rigeste mænd.

Jørgen Mads Clausen opfordrede i sin mail statsministeren til at placere den nye politiskole i Sønderborg. Danfoss har hovedsæde i netop Sønderborg Kommune.

Hvorfor en ekspert anser mailen for »usædvanlig« kan du læse her.

Og du kan læse et længere interview med Jørgen Mads Clausen her.

I øvrigt...

...er danskerne ifølge en ny europæisk holdningsundersøgelse den femte mest EU-positive befolkning i Unionen og overgår dermed både belgiere, svenskere og tyskere. Samtidig ser langt færre danskere globaliseringen som en trussel mod den nationale identitet end de fleste andre EU-befolkninger. Det skriver Kristeligt Dagblad i dag.

»Det er meget svært at finde forklaringer«

Information beskrev i går, hvordan en dansk statsborger - Nourou Moussa - måtte vente mere end 3 ½ år på at få udstedt et statsborgerbevis til sine to sønner.

Også selv om drengene ifølge lovgivningen fra begyndelsen havde ret til at få dansk statsborgerskab, fordi deres forældre var gift, og faren var dansk statsborger. I dag reagerer en stribe politikere på den historie - også i Information.

Mens formanden for Indfødsretsudvalget, Christian Langballe fra DF, mener, at det er »hysteri, hvis den her sag skal pustes op til det helt store«, kalder EL's Johanne Schmidt-Nielsen den lange sagsbehandlingstid for »forrykt«.

Venstres Jan E. Jørgensen mener, at der må være behov for en »opstramning«, for »det er meget svært at finde forklaringer, der kan undskylde en så lang sagsbehandlingstid«. Astrid Krag (S) vil nu bede ministeren på området, Inger Støjberg, om at redegøre for, om sagsbehandlingen kan forenkles. Læs hele artiklen her.

Dagens analyse II

Det lille parti Kristendemokraterne er ikke i Folketinget og har svært ved at finde ørenlyd i det politiske landskab, men af og til lykkes det.

Sådan skriver BTs politiske kommentator, Søs Marie Serup, i dag. Det sker, efter at formanden for netop Kristendemokraterne, Stig Grenov, i går i Politiken kritiserede det, han kalder mangel på menneskelighed – eller næstekærlighed – på Udrejsecentret Kærshovedgård ved Ikast, sådan som vi har beskrevet tidligere i denne morgenpost.

»Udrejsecentret Kærshovedgård ved Ikast er i dag det tætteste, Danmark kommer på en koncentrationslejr, uden at være det,« skrev han i går i Politiken.

Det har givet genlyd flere steder, og Søs Marie Serup ser muligheder for det lille parti:

»Der er nemlig plads til de fleste af de holdninger og prioriteringer, som Kristendemokraterne står for og arbejder for – også næstekærligheden i forhold til både afviste flygtninge, døende, socialt udsatte og verdens fattige. Men det, der oft e skurrer i ørerne, er abortmodstand (eller -skepsis) og holdningen til homoseksuelle. Hvis Kristendemokraterne lægger vægt på det sidste, får de svært ved at tiltrække nye vælgere, men lægger de vægt på det første – og nedtoner det sidste betragteligt – så har de ikke bare en lille plads i den store offentlige debat, men også en berettiget plads.«

Dagens læserbrev I: Merkel er Putins næste mål

»Det tyder på, at Rusland planlægger at gøre det samme imod Angela Merkel og hendes allierede i 2017, som det i 2016 gjorde imod Hillary Clinton og andre demokrater i USA. Alle nye afsløringer af, hvordan Rusland blandede sig i den amerikanske valgkamp, giver Tyskland en forsmag på, hvad der tegner til at blive den hårdeste, mest beskidte og udmattende valgkamp i nyere tysk historie.«

Sådan skriver Jochen Bittner, der er politisk redaktør på det tyske medie Die Zeit i dag i Politiken.

I øvrigt...

...har 2017 medført en ændring i politikernes lønforhold. Per 1. januar er borgmestres, regionsrådsformænds eller udvalgsformænds ret til eftervederlag afskaffet, hvis de samtidig modtager vederlag som folketingsmedlem.

Mere om det her.

Dagens citat

»Det slog mig, at vores statsministre svæver over resten af folket. Anders Fogh var stolt af, at hans søn var blevet til noget i USA, og han smuttede selv til Nato. Helle Thorning sagde, hun var europæer af hjertet, og smuttede til London. Det er underligt, at de har så travlt med at komme videre. Og nu fremhævede Løkke, at det var positivt, at hans søn og hans venner talte engelsk, selv om de er danskere. De er åndeligt fraværende fra det danske folk.«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har fået kritik fra flere kanter efter sin nytårstale. I dag har BT snakket med Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen. Også han er skuffet over Løkkes nytårsord.

Artiklen er endnu ikke online.

Farvel til Enhedslisten-profil

Enhedslistens Stine Brix genopstiller ikke til Folketinget, når Lars Løkke Rasmussen næste gang trykker på valgknappen. Det meddeler hun i dag på sin Facebook-profil.

Farvel til konservativt Odense-fyrtårn

Den konservative rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense, Steen Møller, stopper i politik med årets udgang. Det har medlemmerne af den konservative vælgerforening i Odense fået besked om tirsdag aften, skriver Fyens Stiftstidende. Steen Møller fik ved sidste valg 6601 personlige stemmer, tredjeflest efter Anker Boye og Jane Jegind.

»Hvis man skal stå i spidsen for et parti i en valgkamp, skal man gøre det med en sult, som hos mig ikke er den samme længere,« siger Steen Møller.

Dagens læserbrev II: Supercomputere og Lars Løkke

»I sin nytårstale sagde statsministeren, at supercomputere kan stille bedre diagnoser end lægerne. Mon disse supercomputere også er bedre end statsministeren til at diagnosticere vores lands problemer?«

Det spørger Lise Sass Clemmensen fra Nivå om i dagens Politiken.

Det sker i dag

Ikke så forfærdeligt meget - præcis som både mandag og tirsdag. I dag er det kun SF og de Konservative, der ifølge Folketingets hjemmeside afholder gruppemøder på Christiansborg.

Til gengæld indleder Alternativet et vintergruppemøde, der varer fra i dag og to dage frem. Det foregår på Christiansborg.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er i dag i både Vejle og Odense for at se på kommunernes erfaringer på beskæftigelsesområdet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.