Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Der bliver gået til den i debatspalterne

Inger Støjberg (V) konstaterer i kronik, at det ikke kun er tegninger, men også holdninger om tegninger, som Jyllands-Posten ikke tør bringe. Alt i mens advarer Danmarks tidligere udenrigsminister mod »fascistoide træk« i partier som Dansk Folkeparti og Venstre.

Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, til demonstration mod Hizb ut-Tahrir i december 2014.
Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, til demonstration mod Hizb ut-Tahrir i december 2014.

Den store diskussion i dansk politik handler fortsat om terrorangrebet i Paris, og hvad der er den rette reaktion på anslaget mod ytringsfriheden. Særligt i avisernes debatsektioner bliver de svære problemstillinger behandlet med bid. Det vender vi tilbage til. Først nogle nyheder.

Optrapning
Venstre skærper tonen i de verserende forhandlinger om en gymnasiereform, hvor partiet kræver, at unge skal have karakteren 4 i dansk og matematik for at kunne få den røde hue. Regeringen har spillet ud med et adgangskrav, der svarer til erhvervsuddannelsernes, altså karakteren 2.

»Vi kan stort set slet ikke forestille os at lave en gymnasiereform, hvor man har så lavt et ambitionsniveau, som regeringen har,« siger uddannelsesordfører Esben Lunde Larsen (V) til Jyllands-Posten.

Fik du læst?
Skatteminister Benny Engelbrecht (S) overdriver, når han påstår, at der indløber lige så mange anonyme anmeldelser til Skat i dag som i 2011, og på den baggrund genopliver omstridt sladretjeneste. Ifølge Skats egne tal er antallet af anoyme tip faldet med 12 pct. fra 2011 til 2014.

Store ord - lille målgruppe
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) bebudede i nytårstalen, at flygtninge og indvandrere skal arbejde for deres kontanthjælp - bl.a. i de såkaldte nyttejob. Men fåtallet vurderes i dag at kunne varetage sådan et arbejde. Ud af 41.000 ledige indvandrere og efterkommere på kontanthjælp vurderer kommunerne, at kun 17 pct. er job- eller uddannelsesparate ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet. Resten har andre problemer end ledighed - fysiske, psykiske eller sociale - og kan efter de nuværende regler ikke sendes i nyttejob, skriver Jyllands-Posten på forsiden i dag.

Vælgerflertal
To ud af tre danskere er enige i et udsagn om, at partier fremover bør oplyse både navn på sponsoren og det præcise beløb over 20.000 kr. modtaget i privat partistøtte. Men det ønsker Venstre ikke.

»Der er en kultur i erhvervslivet, hvor mange ikke ønsker at stå frem som bidragsyder. Hvis den lokale bager støtter et parti eller en konservativ kandidat, ønsker han ikke at stå og diskutere med kunderne om morgenen, om overskuddet fra salget af rundstykkerne nu går til Konservative,« siger Kristian Jensen til Ugebrevet A4, der har fået foretaget målingen.

Nyt nummer af Charlie Hebdo

Fra debatsektionerne
Inger Støjberg (V) beskriver i en kronik i Jyllands-Posten, hvordan avisen i hendes øjne blev redigeret i frygt allerede i sommeren 2013. Her søgte hun at få en kronik optaget, men en specifik passage om Støjbergs ret til at male profeten Muhammed, hvis det passede hende, udløste en diskussion mellem den politiske ordfører og debatredaktøren. Til sidst takkede JP nej. Ifølge Støjberg med den begrundelse, at man modtog mange kronikker. Hendes tekst blev i stedet bragt i Politiken.

»Vi er tilsyneladende nået til et punkt, hvor et dansk dagblad, som jeg har betragtet som et fyrtårn for ytringsfriheden, ikke alene undlader at bringe tegninger, der kan skabe røre i islamistiske kredse, men heller ikke tør bringe synspunktet om, at det selvfølgelig er i orden i Danmark at bringe en karikatur af profeten,« skriver hun.

Læs hele Inger Støjbergs kronik her.

I Berlingske har en stribe politikere med indvandrerbaggrund forfattet en kronik, der dykker dybt i diskussionen om, hvorvidt almindelige muslimer bør tage afstand fra islamistiske terroristers galemandsværk - sådan som V-formand Lars Løkke Rasmussen opfordrede til i en partilederdebat på DR1. Ifølge kronikørerne er svaret ja.

»De færreste af os bryder os om at have noget som helst til fælles med sådanne mennesker, men så længe at de også kalder sig muslimer, og så længe vi ikke vrister islam ud af kløerne på dem, vil vi vedblive at have det tilfælles med dem, uanset om vi bryder os om det eller ej,« skriver bl.a. Naser Khader, Yildiz Akdogan (S), Fatma Øtkem (V), viceborgmester Serdal Benli (SF) og kommunalbestyrelsesmedlem Fasael Rehman (K).

Forum for Kritiske Muslimer svarer igen.

»Vi beder ikke danske jøder tage afstand fra Israels terrrorhandling og drab på 450 børn i sommeren 2014 eller danske kristne om at tage afstand fra Breivik,« lyder det fra talsmand Sherin Khankan i Berlingske.

Læs hele kronikken her.

Tidl. forsvarsminister og udenrigsminister, Kjeld Olesen, bruger store ord i et læserindlæg i Politiken, hvor han langer ud efter partier som Dansk Folkeparti og Venstre, som i kølvandet på Paris-angrebet har krævet Grimhøjmoskeen lukket, fordi den fungerer som radikaliseringscentral for unge muslimer.

»Det spørgsmål, som besindige politikere bør stille sig selv, er, om moskeens ledere overtræder straffeloven, der jo adskillige gange er blevet skærpet på grund af faren for terror,« skriver den 82-årige socialdemokrat, der var minister i alle 10 år under Anker Jørgensen (S). Han tilføjer, at det er politiets opgave at efterforske den slags sager og domstolenes opgave at dømme.

»I begge tilfælde skal politikerne holde sig langt væk. Det er der desværre nogle, der ikke gør, hvilket må betegnes som foruroligende fascistoide træk«.

Debatindlægget er ikke online, men kan tilgås via Politikens e-avis.

Det sker i dag
Kl. 13: Årets første spørgetime i folketingssalen med statsministeren. Vi dækker det direkte på Politiko.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.