Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Dagpengesagen, pensionsmasochisme og hvad der kan gøres med Alternativet

Dagens overblik: SF kører frem med ny kampagne, mens lønmodtagerorganisationer foreslår ni principper for nye dagpengeregler. Få overblikket over dagens politiske historier her.

Længe har vi ikke snakket så meget om det i dansk politik, men nu lader dagpengeballaden til at være tilbage.

LO og FTF - de to store organisationer med tilsammen 1,5 mio. lønmodtagere i medlemskartoteket - spiller ud med ni principper til nye dagpengeregler, som de mener, at en ny regering bør gennemføre.

De to organisationer opsætter bl.a. et mål om, at der ikke må falde flere ud af dagpengesystemet end forventet, da dagpengereformen blev aftalt i 2010: Altså omkring 4.000 udfaldne årligt. Men det bliver ifølge økonomiprofessor Bo Sandemann »sådan set umuligt« at opnå, når den meget omtalte Dagpengekommission har fået til opgave at udtænke et nyt system, der ikke må koste noget.

I dagens udgave af Berlingske kan man læse, hvordan det preller af på LO-formand Harald Børsting, som »vil vove at påstå, at Bo Sandemann ikke ved en skid om det«.

Indsparket fra de to organisationer kommer samtidig med en kampange fra SF, der revser Socialdemokraterne og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for ikke at udnytte magten og muligheden til at ændre »de borgerliges bras af en dagpengereform«.

SF-annonce. Set i Ekstra Bladet.
SF-annonce. Set i Ekstra Bladet.

I S-toppen er analysen, at den faldende ledighed kan tage luften ud af presset for nye dagpengeregler, og officielt afventer partiet anbefalingerne fra Dagpengekommissionen. Men det tilfredsstiller næppe de dele af folketingsgruppe og bagland, hvor der stadig rumsterer krav om klarere svar.

»I er nødt til at have en holdning til, hvad I vil. I må ikke i valgkampen være rådvilde og have uld i mund,« lød en af flere kommentarer fra salen, da Socialdemokraterne i Ringkøbing-Skjern afholdt generalforsamling i februar.

Annoncer til Alternativet
Politikens politiske redaktør, Jesper Thobo Carlsen, gør protestpartierne til genstand for en analyse i dagens avis. Også Alternativet, som aktuelt står til 1,6 pct. ifølge Berlingske Barometer. Bliver det resultatet på valgdagen, tæller stemmerne ikke med for Thorning, og det kan blive hendes nederlag.

»Situationen kan blive den barokke, at Socialdemokraterne, der tidligere havde en interesse i at holde Alternativet nede, er nødt til at forsøge at tale dem op over spærregrænsen for at undgå stemmespild. Kan man det? Ja, paradoksalt nok vil det sandsynligvis hjælpe Alternativet at blive taget alvorligt af de politikere, som de præsenterer sig som et oprør i mod,« skriver han.

Eller som en socialdemokrat bemærkede for nylig over for Politiko.dk:

»Det er lige før, at man skulle investere lidt annoncer i dem for at få dem over 2 pct.«

Status på Nationalpartiet
- Antal indsendte vælgererklæringer til kommunerne: Omkring 25.000
- Antal godkendte vælgererklæringer: 9.203
- Antal nødvendige, godkendte vælgererklæringer: 20.260

»Hun må gerne holde på knappen lidt endnu. Jeg håber, vi kan være klar inden for et par uger,« siger Kashif Ahmad.

50 nuancer af pensionsalder
V-formand Lars Løkke Rasmussen reagerer i Børsen på det radikale forslag om, at pensionsalderen bør hæves til 68 år allerede i 2025 frem for 2030 for at løse det økonomiske hængekøjeproblem.

»For Venstre og for mig er det ikke nogen ambition, at folk skal så sent på pension som overhovedet muligt. Derfor synes jeg, at det her næsten masochistiske fokus på, at nu skal vi tvinge folk på pension så sent som muligt, er forkert,« siger han.

Løkkes egen løsning på hængekøjeproblemet, som han selv har adresseret, er bl.a. det moderne, men endnu uspecificerede kontanthjælpsloft. Det giver Morten Østergaard ikke meget for.

»Der skal jo mindst 20 kontanthjælpslofter til - moderne eller ej - for at matche vores forslag om en fem års fremrykning af højere pensionsalder,« siger han til Børsen.

Besøg
SF holder landsmøde i weekenden, hvor en af talerne bliver den tidligere Ryanair-ansatte Alessandra Cocca, skriver Berlingske Business i en historie om fagforeninger og politikeres planer om at gå i kødet på det omstridte flyselskab.

Don't be evil
Det trækker op til, at konkurrencekommissær Margrethe Vestager (R) indleder en sag mod internetgiganten Google for misbrug af dominerede position på søgemaskinemarkedet.

Fik du læst?
LA-formand Anders Samuelsen udløste næsten fuld plade, da Politiko.dk afholdt spørgetimebingo i går. Se, hvordan i videoklippet fra folketingssalen.

Tjek også, hvem der sagde hvad under spørgetimen ved at føre musen over spillepladen - eller fingeren hvis du læser med fra mobil eller tablet.

Helikopterduel

Opdateret kl. 8.50

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.