Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Da Lars Løkke sagde »asylmagnet« i en kantine i Randers

Dagens overblik: Med et nej i morgen kan Danmark ende som flygtningemagnet, advarer statsministeren. Få den historie og hele dit politiske overblik her.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøger Sparekassen Kronjylland i anledningen af EU-afstemningen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøger Sparekassen Kronjylland i anledningen af EU-afstemningen.

Her får du dit daglige overblik over dagens politiske historier.

Med en folkeafstemning lige på trapperne spidserne tingene til i dansk politik. Og i dagens aviser er banen kridtet op.

Vi begynder dagens rundgang hos Jyllands-Posten, som i går var med statsminister Lars Løkke Rasmussen på kampagneturné i Jylland.

For under et kantinemøde i Sparekassen Kronjylland i Randers blev Løkke spurgt til risikoen for, at Danmark kan ende med at tage imod endnu flere flygtninge, hvis vi stemmer nej. Her kom Løkke med sin advarsel:

»Vi vil ikke være med i en fælles asylpolitik og sådan et kvotesystem. Hvis vi pludselig kommer i en situation, hvor vi ikke kan være med i Dublin-samarbejdet, så betyder det altså, at hvis man først får kæmpet sig ind over den danske landegrænse, så kan vi ikke sende folk tilbage, uanset hvor man har været først. Og så risikerer vi at blive en flygtningemagnet. Så vil det ikke være godt.«

»Skræmmebillede, skræmmebillede, skræmmebillede«

Baggrunden for Løkkes svar skal findes i det europæiske Dublin-samarbejde, som Danmark i dag deltager i. Den betyder kort fortalt, at en asylansøger kan sendes ud af Danmark, hvis pågældende forinden har bedt om beskyttelse i et andet EU-land.

EU-kommissionen har dog, som Jyllands-Posten skriver, foreslået kvoter til fordeling af flygtninge, og det bør skrives ind i en ny Dublin-forordning, lyder ønsket. Dermed skal Danmark ifølge eksperter acceptere de nye regler eller helt forlade samarbejdet.

Løkke forklarer til avisen, at han ikke har råbt højt om netop den udlægning under valgkampen, fordi »så vil alle stå og råbe skræmmebillede, skræmmebillede, skræmmebillede, skræmmebillede«.

Og netop det beskylder Dansk Folkeparti da også statsministeren for i samme spalter. Læs hele historien her.

En udmelding fra en britisk topminister

Vi springer hastigt videre til Berlingske, hvor den britiske indenrigsminister, Theresa May, i dag gør det klart, at den britiske tilvalgsordning »beskytter« og »gavner« Storbritannien.

Selv om Storbritannien og Irland - i modsætning til Danmark - står uden for Schengen-samarbejdet og har opretholdt grænsekontrol, har de to lande med tilvalgsordninger valgt en pragmatisk tilgang og tilsluttet sig ikke blot det internationale politisamarbejde, Europol, men også en række andre civil- og strafferetlige regler.

Herunder tilvalg på retlige områder som cyberkriminalitet, den europæiske efterforskningskendelse og direktivet om menneskehandel, som ja-fløjen i Danmark også vil have omfattet i en tilvalgsordning.

»I en tid hvor kriminelle i stigende grad opererer på tværs af grænserne, hjælper samarbejde med lande i EU os i mødet med den alvorlige migration, politiarbejde og de sikkerhedsmæssige udfordringer, vi står over for,« forklarer Theresa May til avisen.

Og hvad betyder den udmelding så for Danmark og afstemningen i morgen. Det er der to udlægninger af.

Læs Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, og Morten Messerschmidt, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, skændes om det hos Berlingske her.

Gallup har færre tvivlere og flere nej-sigere

Under hele valgkampen har flere målinger vist, at en markant gruppe danskere var i tvivl om, hvor krydset skal placeres torsdag. Men den gruppe er kommet på slankekur i den afgørende slutspurt.

I en Gallup-måling for Berlingske fremgår det i dag, at kun 14 procent af de adspurgte svarer, at de endnu ikke har afgjort, om de stemmer ja eller nej til, at retsforbeholdet erstattes af en tilvalgsordning.

Og hvor er tvivlerne så gået hen?

Gallup-målingen viser, at 42 procent af de i alt 1.630 adspurgte danskere vil stemme nej i morgen, mens 37 procent vil stemme ja. Det er første gang, en Gallup-måling viser en så signifikant føring til nej-siden. Læs hele historien hos Berlingske.

En »kolossal fordel« for Danmark?

Vi vender tilbage til Jyllands-Posten, hvor organisationer i dag advarer om, at det risikerer at svække retssikkerheden herhjemme, hvis Danmark ved et ja fremover skal godtage dommerkendelser fra lande som f.eks. Rumænien, Italien og Bulgarien.

De tre er ifølge korruptionsindekset fra Transparency International blandt de mest korrupte i EU.

Ved et ja til at afskaffe retsforbeholdet vil en dommerkendelse fra et hvilket som helst andet EU i fremtiden få samme gyldighed i Danmark, som hvis den kom fra en dansk ret. Dermed vil udenlandske dommere kunne bede dansk politi om at lave f.eks. ransagninger eller aflytninger af danskere i sager om grænseoverskridende kriminalitet.

Og det vækker bekymring.

»Man kan ikke bare sådan regne med retssikkerheden over hele Europa. Det er bekymrende, at vi skal til at godtage en dommerkendelse fra Bulgarien eller Rumænien uden at stille spørgsmål,« siger eksempelvis Sysette Vinding Kruse, formand for strafferetsudvalget i Advokatrådet, til avisen.

Justitsminister Søren Pind (V) deler ikke den bekymring. I avisens spalter siger han derimod, at »princippet om gensidig anerkendelse«, som det kaldes, er en »kolossal fordel« for Danmark.

»Jeg ved godt, at der er mange, der gør sig bekymringer. Og kan man gøre tingene bedre? Det kan man altid. Men man skal passe på, at det bedste ikke bliver det godes værste fjende,« siger ministeren. Få hele historien her.

5 historier, du også skal læse i dag

1: Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst vil genindføre entré på museerne. Et flertal i Folketinget er parat til at drøfte forslaget. Den historie finder du på forsiden af Politiken. Og her.

2: Aldrig tidligere har så mange søgt om asyl som i november. Ifølge Jyllands-Posten oplysninger rundede antallet af asylsøgere således 4.500.

»Det er chokerende høje tal, men desværre ikke overraskende,« siger DFs Martin Henriksen til avisen.

Socialdemokraternes integrationsordfører, Dan Jørgensen, gør opmærksom på, at Venstre under valgkampen lovede, at der ville komme færre asylsøgere, hvis Venstre fik magten:

»Lars Løkke Rasmussen og Støjberg talte usandt, da de sagde, at de kunne stoppe strømmen af asylsøgere,« siger han. Hele historien her.

3: Det er DF, som for tiden er i søgelyset for brug af EU-midler i strid med reglerne.

Men som Jyllands-Postens særdeles dygtige journalist Morten Pihl i dag skriver, så har Liberal Alliance skullet stå »skoleret i Europa-Nævnet, fordi partiet ville fortsætte med at bruge skatteydernes penge til to omstridte arrangementer«.

Desuden har de Konservative brugt penge på aktiviteter, som »kun i ringe grad« opfylder formålet. Hele den historie finder du her.

4: Siden Sverige indførte paskontrol 12. november, er mere end 1.000 flygtninge sendt tilbage til Danmark. Det skriver DR i dag.

5: Endnu en ekspert kritiserer nu DRs historier om plagiat-mistanke i forskningsministerens ph.d. Det får DR til at beklage »væsentlige mangler« i dækningen. Læs hele historien hos BT her.

1 TV-program, du skal se i dag

DR sendte i går »Demokratiets aften«, hvor partilederne fra ja- og nej-siden fik mulighed for at gå i kødet på hinandens argumenter.

Du kan se hele debatten, hvor Løkke og Thulesen Dahl atter engang havnede i politisk skænderi, her.

Dagens kronik

»Det er efterhånden en kliché, men Danmark er et lille land, og vi kan ikke alting selv.«

Lars Løkke Rasmussen (V), Mette Frederiksen (S), Morten Østergaard (R), Pia Olsen Dyhr (SF) og Søren Pape Poulsen (K) i fælles kronik i Berlingske.

Dagens citat

»Bedrevidende passivitet er blevet ’humanisternes’ adelsmærke. Og tro mig, jeg ved præcis, hvordan en venstrefløjshumanist af den bedrevidende slags tænker.«

Özlem Cekic, debattør og tidligere folketingsmedlem (SF), i debatindllæg i Politiken.

Det sker i dag

Du skal gruble over, hvad du skal stemme i morgen. Hvis du altså ikke har besluttet dig endnu.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.