Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Politikere kræver voldtægtstal frem i lyset

Voldtægtsofres tillid til politiet skal styrkes, og de mange mørketal på området skal frem i lyset, lyder kravet fra både SF og Dansk Folkeparti.

Alt for mange voldtægter ender med aldrig at blive politianmeldt, og det er flere politikere klar til at gøre noget ved.

Både SF og Dansk Folkeparti bebuder et opgør med de mange mørketal, der er på området. Der anmeldes årligt omkring 400 voldtægter og voldtægtsforsøg, men Det Kriminalpræventive Råd anslår, at der hvert år finder 3.600 sted.

Samtidig oplyser Rigspolitiet ifølge et svar fra justitsminister Mette Frederiksen (S), at der årligt registreres 2.000 såkaldte undersøgelsessager på voldtægtsområdet.

»Jeg vil have alle voldtægtssager frem i lyset, og området skal kortlægges totalt. Der er noget, der ikke stemmer, når der er så lavt et antal anmeldelser på voldtægtsområdet, men at justitsministeren samtidig kan fortælle, at politiet kender til fem gange så mange sager. Hvad er der blevet af alle de andre sager i statistikkerne? Det skal undersøges til bunds,« lyder kravet fra SFs retsordfører og formand for Folketingets Retsudvalg, Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Størstedelen af de anmeldte voldtægter ender med en sigtelse, viser tal fra Rigspolitiet. Men Politiken skriver mandag, at knap halvdelen af de voldtægtssager, hvor politiet sigter en formodet gerningsmand, ender med at blive lukket på grund af manglende beviser.

Dansk Folkeparti tilslutter sig SFs krav om en kortlægning af mørketallene på området. Retsordfører Peter Skaarup (DF) tror især, det er vigtigt at få styrket voldtægtsofres tillid til politiet.

»Virkeligheden er, at mange kvinder går væk fra tanken om at anmelde en voldtægt. Det har så store konsekvenser, da man skal igennem et retssystem, hvor rygtet desværre er, at det er en hård omgang oven i det overgreb, man har været udsat for. Derfor skal vi fra politisk side hjælpe ofrene og give dem et billede af, at de virkelig får en hjælpende hånd, hvis de anmelder voldtægten,« siger han.

Det kræver, betoner retsordføreren, at der gives mulighed for advokat- og psykologbistand til ofrene, så snart de træder ind på politistationen og fortæller, at de har været udsat for et overgreb.

»Vi skal have sat politiet op i omdrejninger og givet dem nogle ressourcer, sådan at de også i de sene nattetimer kan hjælpe kvinderne bedre, selv om det kan være svært at få fat på en advokat eller en psykolog,« siger Peter Skaarup.

I øjeblikket sætter Københavns Kommune, Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet og Københavns Politi med en kampagne fokus på, at voldtægt aldrig er selvforskyldt. Og det er et vigtigt greb, mener Peter Skaarup.

»Vi skal signalere til kvinderne, at vi stiller os på deres side, hvis de bliver udsat for en voldtægt. Men hvis de ikke anmelder det, får vi aldrig domfældt en gerningsmand. Derfor skal vi gøre det, der i dag er en skræmmende oplevelse for dem, bedre, så vi sikrer, at flere tør anmelde,« siger han.

Justitsminister Mette Frederiksen bebudede på et samråd i sidste uge, at undersøgelsessagerne på voldtægtsområdet skal kigges efter i sømmene.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.