Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Politikere erkender ansvar for milliarddyre IT-skandaler

De mange offentlige IT-skandaler skal bremses i Folketinget, før projekterne ender som milliardregninger hos skatteyderne, lyder det fra borgerlige finansordførere.

Milliarder af kroner, der kunne bruges til skoler, hjemmepleje og politiet, er de seneste år blevet spildt på elendige og dysfunktionelle IT-systemer hos det offentlige.

Senest peger en ny rapport om SKATs system til inddrivelse af skat på, at EFI-systemet praktisk talt er ubrugeligt og skal skrottes. Ifølge Berlingske har systemet kostet omkring en milliard kroner.

Og det er mildest talt problematisk, at det så ofte går galt, når offentlige institutioner finder checkhæftet frem for at investere i deres IT-systemer, lyder det fra finansordfører for Venstre Jacob Jensen (V).

»Vi har været for dårlige til at forhindre de her sager. Absolut. Nu har der været et antal dårlige IT-projekter. Hver gang man får et aktstykke om IT-systemerne i Finansudvalget, kigger vi på hinanden og spørger, »går det nu, som det skal«,« siger han.

Jacob Jensen peger på, at det er blevet besluttet, at Finansudvalget løbende skal have afrapporteringer på de store IT-projekter, for på den måde at kunne kontrollere at skatteydernes kroner ikke ender i et udueligt computerprogram.

»Det er nok en konsekvens af, at vi ikke har været tæt nok på de her IT-projekter. Men vi må sige, at af skade bliver man klog, men sjældent rig,« siger finansordføreren.

De dyre efterregninger på IT-systemerne tæller blandt andet Amanda, der skulle bruges af Beskæftigelsesministeriet. Det blev skrottet i 2008 trods et prisskilt på én milliard kroner.

Læg dertil politiets sagsbehandlingssystem POLSAG, der efter en prøveperiode på Bornholm blev droppet. Regningen lød der på omkring en halv milliard kroner. Og sagerne er blot et udpluk af de seneste års mange efterregninger.

Torsdag skal Folketinget Finansudvalg tage stilling til et IT-projekt, der lige nu koster 95 millioner kroner, men igen lurer frygten for, at det kan blive dyrere, fortæller finansordføreren for Dansk Folkeparti, René Christensen (DF).

Han mener også, at man på Christiansborg kan blive bedre til at følge sagerne tæt.

»Der er ingen tvivl om, at der har været store problemer med de her IT-sager. Jeg håber også, at der kan blive et flertal på Christiansborg for, at vi står fast på at få nogle ordentlige forklaringer, når de her projekter er ved at kuldsejle,« siger han.

Ordføreren peger på, at én milliard kroner tabt på et IT-projekt svarer til omkring 25 procent af velfærdsudgifterne i kommunen Guldborgsund, hvor han selv er medlem af byrådet.

»Derfor er vi nødt til at blive bedre til at få bremset, de her projekter, inden de koster statskassen alt for mange penge, og derfor stiller vi også løbende spørgsmål til projekterne. Du kan få rigtigt meget borgernær velfærd for de penge, vi taber her, ude i kommunerne,« siger René Christensen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.