Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Pia Olsen Dyhr: SF skal ikke i regering efter et valg

Siden SF blev reduceret mærkbart ved det seneste valg, har partiet været i gang med en stor genopbygning. Og mens den står på, er det urealistisk, at SF går i regering, siger formand Pia Olsen Dyhr.

Pia Olsen Dyhr vil fokusere på partiets opbygning. Foto: Thomas Lekfeldt
Pia Olsen Dyhr vil fokusere på partiets opbygning. Foto: Thomas Lekfeldt

Skal der dannes en rød regering efter et valg, bliver SF ikke en del af den.

Så klar lyder beskeden fra SF-formand Pia Olsen Dyhr i et interview med Berlingske forud for partiets landsmøde i Vejle i weekenden.

»Vi kommer ikke til at gå i regering efter et valg. Det gør vi ikke. Det, mener jeg, er helt urealistisk i forhold til den situation, SF står i i dag,« siger Pia Olsen Dyhr.

Det var historisk, da SF i 2011 gik i regering med Socialdemokraterne og de Radikale, men partiet endte med at brænde sig på magten. I regeringsgrundlaget blev der stik mod SFs vilje indskrevet en passus om, at regeringens udgangspunkt var »VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand«, og efterfølgende måtte SF acceptere adskillige politiske beslutninger, selv om de var åbenlyst i modstrid med partiets grundlæggende politiske værdier.

Lang tids slugen kameler kulminerede med partiets exit fra regeringen i januar 2014, Annette Vilhelmsen trak sig som formand og Pia Olsen Dyhr kom til.

Efterfølgende blev SF ved valget i 2015 reduceret mærkbart fra 16 til syv mandater – noget under de 23, daværende formand Villy Søvndal sikrede sit parti ved valget i 2007.

Siden det seneste valg, der med Pia Olsen Dyhrs ord var »træls«, har hun været i gang med et projekt, hun selv kalder »Genstart SF«.

»Vi er i gang med at bygge os selv op igen, og det skal vi have tid til. Det er dér, vi skal bruge vores kræfter.« siger hun.

I et interview med Ugebrevet A4 i august sidste år sagde Pia Olsen Dyhr imidlertid, at hun »sagtens« kunne forestille sig SF i regering igen.

Nu siger du, at I ikke skal i regering efter næste valg. Men kan I komme i regering på længere sigt?

»Det er ikke en væsentlig diskussion at tage lige nu. Vi skal ikke i regering efter næste valg. Sådan er det.«

Afskrækker det dig, at det endte, som det gjorde, sidst I var i regering?

»Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg synes, det var en rigtig god idé at sidde i regering. Vi led nogle nederlag, men vi opnåede en del sejre. Det er ikke noget, der afskrækker mig. Det, jeg er optaget af nu, er at få genopbygget SF til en stærk position.«

Pas på de Radikale

Hvorvidt Pia Olsen Dyhr helst vil være støtteparti for en smal socialdemokratisk regering eller en SR-regering, vil hun ikke svare klart på. Men SF-formanden »advarer kraftigt mod«, at Socialdemokraterne blindt accepterer de Radikales økonomiske politik.

»Der skal ikke være nogen tvivl om, at SF mener, at vi ikke kan leve med en økonomisk politik, der skaber mere ulighed i Danmark. Og det er jeg stærkt bekymret for, at den vil gøre, hvis de Radikale sidder i regering,« siger Pia Olsen Dyhr.

Næstformand for den radikale folketingsgruppe Sofie Carsten Nielsen betoner, at »det ville være mærkeligt«, hvis SF og de Radikale var enige om alt.

»Jeg er optaget af at lave politiske forandringer, der kommer til gavn for den næste generation, så vores børn får flere muligheder. Og hvis vi skal have råd til at investere i fremtiden, kræver det ifølge os, at vi gennemfører reformer og ikke bare eksempelvis hæver skattetrykket. På den måde er der nogle helt grundlæggende ideologiske forskelle mellem os og SF,« siger hun.

»En fornuftig beslutning«

I 2011 gik Socialdemokraterne og SF sammen til valg på at kunne danne regering, men de to partier endte med ikke at blive store nok til at kunne gennemføre den plan.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, tager Pia Olsen Dyhrs udmelding om, at SF ikke skal i regering »til efterretning«, og det lyder ifølge ham som »en fornuftig beslutning«.

Hvis rød blok har flertal efter et valg, vil I så gå i regering alene med de Radikale, eller vil I gå efter en smal S-regering?

»Der er lang tid til, at valgperioden ud­løber, og vi har endnu ikke taget stilling til, hvordan en eventuel rød regering skal se ud. Jeg konstaterer, at Pia Olsen Dyhr melder, at SF ikke er interesserede i at være en del af en ny regering, og den beslutning har jeg fuld respekt for. Men det er alt for tidligt at begynde at diskutere regeringskonstellationer,« siger Nicolai Wammen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.