Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Pia Olsen Dyhr kaster SF ud i udlændingepolitisk værdikamp

Landsmøde. Fejlslagen integration og massive flygtningestrømme truer vores frie samfund, lyder det fra Pia Olsen Dyhr, der skærper SFs kurs i udlændingepolitikken. Noget, SF-formænd før hende har forsøgt sig med og brændt sig på. I dag er det svært at finde kritikere.

SFs partiformand, Pia Olsen Dyhr, havde fokus på udlændingepolitikken i sin tale på partiets landsmøde, som holdes i Vingstedcentret ved Vejle. ?Foto: Henrik Kastenskov
SFs partiformand, Pia Olsen Dyhr, havde fokus på udlændingepolitikken i sin tale på partiets landsmøde, som holdes i Vingstedcentret ved Vejle. ?Foto: Henrik Kastenskov

På tårnhøje hæle gik partiformand Pia Olsen Dyhr i går på talerstolen på SFs landsmøde med en mission. En mission om at positionere sit parti på et af de områder, hvor det hidtil har været svært at få øje på en helt klar SF-profil: Udlændinge- og integrationspolitikken.

Siden flygtningesituationen indtog den politiske dagsorden, har SF syntes en smule klemt mellem Socialdemokraterne, der har gennemført stramninger med de borgerlige, og de Radikale, Enhedslisten og Alternativet, der hellere vil bløde op og lempe.

Det prøver Pia Olsen Dyhr nu at rette op på ved at skærpe sit partis udlændingepolitiske profil.

Foran de 400 fremmødte i Vingstedcentret lidt uden for Vejle, hvor landsmødet holdes, gjorde hun fra talerstolen et forsøg på at placere SF som det realistiske parti på venstrefløjen. Partiet, der tør tale åbent om udfordringerne, flygtningesituationen bringer med sig, og som tør betone, at antallet af asylansøgere har betydning for, om integrationen kan lykkes.

Foruden børnepolitik, grøn omstilling og en kamp mod social dumping og skattely samt andre klassiske SF-mærkesager var Pia Olsen Dyhrs tale derfor domineret af udlændingepolitik.

»Kombinationen af truslen fra radikal islam, massive flygtningestrømme fra Mellemøsten og Nordafrika og fejlslagen integration er en meget giftig cocktail. Det truer vores frie og åbne samfund. Og det truer vores fællesskab og solidaritet,« sagde SF-formanden, der især lagde tryk på ordet »fejlslagen« og understregede, at det er en »bunden opgave« at finde svarene på udfordringerne:

»Vi står over for en enorm integrationsopgave. Vi må ikke bilde hinanden andet ind.«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har brugt en lignende retorik, da han i et interview med Berlingske i februar sagde, at det vil »knække vore sammenhængskraft i alle dimensioner«, hvis ikke vi sikrer en bedre integration af de mange flygtninge, der kommer hertil.

»Et værdiopgør«

Selv betegner Pia Olsen Dyhr sit partis position som »en kombination af realisme og humanisme«.

Forud for landsmødet har hun lanceret en række udlændingepolitiske udspil og har blandt andet foreslået at indføre kvoter for, hvor mange socialt udsatte der må bo i landets ghettoområder.

Derudover har Pia Olsen Dyhr bebudet et opgør med den sociale kontrol af kvinder i indvandrermiljøerne med et ganske markant forslag om at stoppe kontanthjælpen til hjemmegående ikke-vestlige kvinder, der ikke er i uddannelse eller jobtræning.

»Det er et værdiopgør,« siger Pia Olsen Dyhr, da Berlingske fanger hende efter talen.

»Danmark bygger på demokrati, ligestilling og ytringsfrihed. Men vi har folk, der vælger at rejse ud og kæmpe for Islamisk Stat, vi har imamer, der prædiker radikal islam, og vi ser kvinder, der underlægges social kontrol i patriarkalske familiemønstre. Det kan vi ikke acceptere, og det skal vi gøre op med nu, så vi ikke gentager fortidens fejl.«

Følger efter Holger og Villy

Pia Olsen Dyhr har tidligere pointeret, at venstrefløjen har været alt for berøringsangst i forhold til at italesætte kvindeundertrykkelse i indvandrermiljøer. Og det er ikke nyt, at en SF-formand opfordrer til selvransagelse på venstrefløjen og forsøger at trække udlændingepolitikken i en mere »realistisk« retning.

I 2001 var det Holger K. Nielsen, der forud for partiets landsmøde lagde op til en ny linje og betonede, at SF i højere grad skulle tage danskernes bekymring for problemerne med indvandringen alvorligt. På landsmødet blev han mødt af massiv modstand, og hans kurs blev opfordret som kontroversiel.

En af de største kritikere var hans efterfølger på formandsposten, Villy Søvndal, som syv år senere i 2008 selv slog fast, at SF og resten af venstrefløjen er nødt til at indse, at den kultur, indvandrere bringer med sig, på mange punkter udgør en udfordring for integrationen.

Pia Olsen Dyhr siger i dag, at hendes udlændingepolitiske linje er en forlængelse af den, de to partiformænd lagde.

Og det kan Holger K. Nielsen godt genkende.

»Men vi er kommet meget længere siden da. I dag er det ikke kontroversielt, og det er mere accepteret, at det er en diskussion, vi er nødt til at have. Derfor er Pia Olsen Dyhr også i stand til at drive det meget offensivt. Og det, synes jeg, er fornuftigt,« siger han på vej ud af salen efter SF-formandens tale.

Tidligere folketingsmedlem Kristen Touborg har før langet ud efter Villy Søvndals kurs i udlændingepolitikken, men han erklærer sig nu »helt enig« i Pia Olsen Dyhrs linje:

»Vi har længe været meget imødekommende, og det har sådan set været fint nok. Men i den flygtningesituation vi står i nu, er vi nødt til at have nogle klare udmeldinger, for vi står med et problem, vi skal have løst. Det kan ikke nytte noget bare at være hallal-hippier.«

I det hele taget er det svært at finde kritikere af Pia Olsen Dyhrs værdiopgør – heller ikke blandt de lokale SFere, der stopper fyld i pitabrød ved frokostbuffeten.

»Man kan diskutere, om det er en løsning at skrue på de økonomiske incitamenter, men den overordnede linje er rigtig. Det er vigtigt, at vi også i SF og på venstrefløjen tør tage de debatter, som skal til for, at vi får en vellykket integration,« siger Lars Olesen, lokalformand for SF i Fredericia.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.