Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Pia Olsen Dyhr advarer om »giftig cocktail« af fejlslagen integration, flygtningestrøm og radikalisering

På SFs landsmøde i Vejle skærper formand Pia Olsen Dyhr partiets udlændingepolitiske linje. Frikadeller og symbolske stramninger har fyldt mere i integrationsdebatten end de reelle problemer, mener SF-formanden.

SF Landsmøde fredag d. 15. april 2016 i Vingsted ved Vejle. Pia Olsen Dyhr stadig formand.
SF Landsmøde fredag d. 15. april 2016 i Vingsted ved Vejle. Pia Olsen Dyhr stadig formand.

Fra talerstolen på SFs landsmøde i Vejle skærper partiformand Pia Olsen Dyhr sit partis udlændingepolitiske kurs og adresserer de store udfordringer, fejlslagen integration, flygtningestrømmen og radikal islam har skabt for Danmark.

Foran knap 400 fremmødte i Vingstedcentret holder SF-formanden lørdag sin tale, der foruden skattely, social dumping, børnepolitik, grøn omstilling og andre klassiske SF-mærkesager i høj grad er domineret af udlændingepolitik.

Og Pia Olsen Dyhr kommer med en kraftig advarsel om, at det danske samfund er under pres af en række store udfordringer:

»Kombinationen af truslen fra radikal islam, massive flygtningestrømme fra Mellemøsten og Nordafrika og fejlslagen integration er en meget giftig cocktail. Det truer vores frie og åbne samfund. Og det truer vores fællesskab og solidaritet,« siger hun og fortsætter:

»Derfor er vi nødt til at få styr på flygtningekrisen. Vi er nødt til at have ordnede asylprocedurer. Vi er nødt til at få styr på EUs grænser: Det kan ikke fortsætte som i dag.«

En retorik, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tidligere har brugt, da han i et interview med Berlingske i februar sagde, at sammenhængskraften i Danmark vil »knække på alle dimensioner«, hvis ikke integrationen bliver bedre end hidtil.

Enorm integrationsopgave

Ifølge Pia Olsen Dyhr skal hjælpen til nabolandene i konfliktområderne øges, men udfordringerne skal også løses i Danmark.

»Vi står over for en enorm integrationsopgave. Vi skal ikke bilde hinanden andet ind,« siger hun.

»Vi er også nødt til at sætte skub på integrationen herhjemme. Stå fast på vores værdier og grundlæggende rettigheder og føre frihedskampen ind i indvandrermiljøerne. Kommer vi ikke med løsningerne, så overlader vi blot banen til højrefløjen. Og det får vi med garanti ikke bedre integration af,« lyder det fra talerstolen, hvor Pia Olsen Dyhr også lancerer det, hun har døbt et »ghettostop«.

I et interview i lørdagens Berlingske har hun foreslået, at der fremover skal være en maksimumkvote for, hvor mange socialt udsatte der må bo i et ghettoområde. Overskrides den grænse, kan familier på eksempelvis kontanthjælp ikke få en lejlighed i det pågældende område.

Opgør med social kontrol

Pia Olsen Dyhr har forud for landsmødet desuden bebudet, at SF vil gå til kamp mod social kontrol af indvandrerkvinder og de »patriarkalske og middelalderlige normer«, der findes i indvandrermiljøet.

Alt for mange indvandrerkvinder kommer aldrig ud på arbejdsmarkedet, og derfor har Pia Olsen Dyhr blandt andet foreslået at stoppe udbetalingen af kontanthjælp til hjemmegående ikke-vestlige kvinder og forpligte kommunerne til at tilbyde dem job eller uddannelse.

»Jeg må indrømme, at det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg lytter til de historier. For det er i den grad en falliterklæring. En falliterklæring, at vi i 2016 stadig oplever, at individuel frihed underlægges patriarkalske familiemønstre og religiøse dogmer,« siger Pia Olsen Dyhr og betoner:

»Og det er tid til et opgør med det. Nu.«

Frikadeller og symbolpolitik

Integrationsdebatten har ifølge SF-formanden hidtil handlet for meget om frikadeller og symbolpolitiske stramninger og ikke om de reelle udfordringer, Danmark står overfor.

»Vi skylder både de unge kvinder og hinanden at grave et spadestik dybere, når det handler om integration. At komme videre end den ophedede integrationsdebat om noget så – undskyld mig – ligegyldigt som frikadeller og hamburgerryg eller symbolpolitiske strammermeldinger uden effekt,« siger hun.

Pia Olsen Dyhr har forud for landsmødet fastslået, at SF er et »et frihedsparti«, og at den næste store ligestillingskamp skal stå i indvandrermiljøet. For problemerne med social kontrol og undertrykkelse er stadig store, »selvom vi har talt om dem de sidste mange år«, siger hun, og det giver også anledning til selvransagelse på venstrefløjen.

I et interview med Ugebrevet A4 tidligere på ugen pointerede hun, at centrum-venstre i hendes øjne har svigtet indvandrerkvinderne »voldsomt«, og den pointe gentager hun på landsmødet:

»Der har hos nogle partier været en tendens til at dæmonisere, nedgøre og skabe splid i stedet for målrettet at løse problemerne. Og ja, så har der også været en tendens på venstrefløjen til at ignorere undertrykkelse, hvis den var begrundet i religion eller kultur. Det er så forkert. Vi skal aldrig acceptere nogen former for undertrykkelse. Aldrig,« siger Pia Olsen Dyhr.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.