Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Pia K om Yahya Hassans kandidatur: »Stærkt underholdende«

Dansk Folkepartis værdiordfører trækker på smilebåndet af, at digteren Yahya Hassan vil stille op til Folketinget. Hun tror, det handler om at skaffe opmærksomhed til Nationalpartiet.

Han har været med til Dansk Folkepartis julefrokost udklædt som julemand, han er blevet fotograferet med Pia Kjærsgaard (DF) adskillige gange, og DF-ikonet har rost ham for at sætte skub i indvandrerdebatten.

Nu stiller den 19-årige digter Yahya Hassan op til Folketinget for Nationalpartiet, og det er mest af alt noget, der får Pia Kjærsgaard til at trække på smilebåndet.

»Min første reaktion er, at det er stærkt underholdende. Politik udvikler sig mere og mere i den retning, og engang imellem kan man godt beklage det. Men indtil videre har jeg tænkt mig at trække på smilebåndet af det og sige »nå for søren, så må vi jo se, hvordan det går«,« siger Dansk Folkepartis værdiordfører.

Yahya Hassan har palæstinensisk baggrund og er opvokset i et socialt belastet område i Aarhus. I 2013 debuterede han med digtsamlingen »Yahya Hassan« på forlaget Gyldendal, og siden har han været en markant stemme i indvandrerdebatten.

I digtsamlingen langer den unge digter kraftigt ud efter sine forældres generation, og han har flere gange anklaget dem for at nasse på samfundet og forhindre deres børn i at blive integreret, mens de klynger sig til Koranen.

Pia Kjærsgaard har før kaldt Yahya Hassans digte for »forfærdelige«, men hun har samtidig rost ham for at turde være den stemme indefra, der påpeger problemerne i indvandrermiljøerne i Danmark.

Du har selv tidligere sagt, at Yahya Hassan italesætter nogle af de samme forhold, Dansk Folkeparti har påpeget i årevis. Kunne han så ikke være enig med Dansk Folkeparti i nogle af sine politiske budskaber?

»Det var jo i hvert fald i begyndelsen, hvor han var ude med en særdeles kraftig kritik af sin egen opvækst i ghettoen og fortalte, hvordan mange af hans ligesindede i den grad er sociale nassere og udnytter systemet. Det var selvfølgelig vældig godt, at det var en fra egne rækker, som gjorde det,« siger Pia Kjærsgaard.

»Men så er han jo ligesom blevet bange for sin egen skygge, og han vil helst ikke roses af Dansk Folkeparti. Så nu skælder han os huden fuld, alt hvad han kan komme til, og det skal han selvfølgelig også være velkommen til. Jeg tror, at han har svært ved at finde sine egne ben,« uddyber DFeren.

Nationalpartiet blev stiftet i november sidste år, og for at komme i Folketinget skal partiet nå at indhente 20.260 godkendte vælgererklæringer inden valget. I øjeblikket har Nationalpartiet dog kun 8.560 godkendte erklæringer, og de mange manglende underskrifter spiller højst sandsynligt ind på Yahya Hassans kandidatur, tror Pia Kjærsgaard.

»Måske kunne jeg have en lille mistanke om, at det drejer sig om at få noget medieomtale, så Nationalpartiet kan få de her underskrifter,« siger hun.

Men Pia Kjærgaard vil ikke forholde sig til, hvor stor chancen er for, at hun kommer til at tørne sammen med Yahya Hassan i en folketingsdebat i fremtiden.

»Det er demokratiets vilkår - som jeg fuldstændig billiger - at man har ret til at opstille, når man er valgbar. Og det er han jo lige præcis blevet - han er 19 år, den unge mand. Så må vi jo så se, hvordan det kommer til at gå,« siger hun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.