Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Analyse

Ytringsfrihed – fra skåltale til virkelighed

Her en uge efter angrebet i Paris ser vi, at Europa indskrænker snarere end udvider ytringsfriheden. Det er den forkerte vej at gå, skriver Jacob Mchangama.

Den franske komiker Dieudonne M’Bala M’Bala, også kendt som blot »Dieudonne«, inviterede i onsdags til en pressekonference, efter at han var blevet tilbageholdt af fransk politi grundet en opdatering på Facebook: »Je suis Charlie Coulibaly«. Foto: Gonzalo Fuentes
Den franske komiker Dieudonne M’Bala M’Bala, også kendt som blot »Dieudonne«, inviterede i onsdags til en pressekonference, efter at han var blevet tilbageholdt af fransk politi grundet en opdatering på Facebook: »Je suis Charlie Coulibaly«. Foto: Gonzalo Fuentes

Som følge af angrebet på Charlie Hebdo er Europas ledere alle kommet med prisværdige udmeldinger om ytringsfrihedens centrale værdi. Frankrigs præsident, Francois Hollande, udtalte, at der var tale om et angreb på republikken og, at »republikken er lig med ytringsfrihed«. David Cameron lovede aldrig at opgive ytringsfriheden, og både Tysklands kansler, Angela Merkel, EUs præsident, Donald Tusk, og den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, slog fast, at der var tale om et angreb på netop ytringsfriheden­.

Men her en uge efter angrebet ser vi, at Europa indskrænker snarere end udvider ytringsfriheden. I Frankrig blev den kendte og kontroversielle komiker Dieudonné afhørt af politiet efter at have skrevet »Je suis Charlie Coulibaly« (en af terroristerne fra angrebene i Paris) og sigtet for glorificering af terrorisme. Ifølge den franske avis Le Monde er mere end 50 andre franskmænd blevet sigtet for samme forseelse. Herhjemme blev en dansk islamist sigtet for »udtrykkelig billigelse­« af terrorisme efter på Facebook at have udtrykt glæde over angrebet på Charlie Hebdo, ligesom flere andre tidligere er blevet sigtet og enkelte dømt for samme forseelse. I Storbritannien overvejer David Cameron en lov, der vil forbyde krypterede kommunikations­midler såsom WhatsApp og Snapchat, og i 2014 foreslog den britiske indenrigsminister, Theresa May, at forbyde »ekstremister« adgang til sociale medier og offentlige optrædener.

Som bekendt har vi i de seneste år også set flere eksempler på, at europæiske borgere er blevet straffet for »krænkende« ytringer, hvilket ellers er en disciplin, som Charlie Hebdo har specialiseret sig i. Blandt de mest markante sager var fængslingen af Dan Park for »racistiske« kunstværker (der tilmed blev destrueret). Tidligere er en engelsk ateist blevet idømt seks måneders betinget fængsel for at efterlade krænkende karikaturer af paven, Muhammed og Jesus i en lufthavns bederum. I 2011 blev en østrigsk kvinde dømt for at udtale, at »Muhammed havde en ting for små piger«, mens en østrigsk mand er blevet dømt for at jodle, mens hans muslimske nabo bad. Ovennævnte franske komiker Dieudonné er flere gange blevet dømt for antisemitisme, og i 2014 gik de franske myndigheder så langt som til at forbyde ham at optræde offentligt med sine standup shows. I 2014 undslap selveste Bob Dylan kun med nød og næppe at blive tiltalt for hadsk tale i Frankrig på grund af nogle udtalelser om kroater og nazister i Rolling Stone Magazine. Da den islamkritiske amatør­film »Innocence of Muslims« i 2012 udløste en ny global Muhammed-krise, udtalte EUs daværende udenrigschef, Catherine Ashton, at det var vigtigt at »respektere alle profeter«, ikke ligefrem i tråd med Charlie Hebdo, som da også brugte kontroversen til at trykke en tegning af en nøgen Muhammed. Det fik den franske udenrigsminister til at beskylde bladet for at hælde benzin på bålet.

Flydende grænser

De europæiske grænser for ytringsfriheden er således noget flydende, og graden af sympati med indholdet og dets afsender synes at spille en ikke uvæsentlig rolle i forhold til håndhævelsen af de love, der begrænser ytringsfriheden og velviljen hos de politikere, der vedtager dem.

Den europæiske tilgangsvinkel til ytringsfrihed er bl.a. baseret på en præmis om, at social fred kræver grænser for retten til at krænke etniske og religiøse grupper. Da den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh i 2004 blev myrdet, forslog den hollandske justitsminister således at genoplive landets blasfemiparagraf som værn mod fremtidige angreb. I december 2008 fremlagde den norske regering et forslag om at »utvide straffebudet om hatefulle ytringer slik at det omfatter kvalifiserte angrep på religion eller livssyn«, og som havde til formål at »verne ulike religioner og den enkeltes religiøse følelser«. Kun på grund af stærk offentlig modstand blev forslaget droppet.

Men der er ikke meget, der tyder på, at den europæiske tilgang virker. Forud for angrebet mod Charlie Hebdo og drabet på fire jødiske gidsler er bl.a. gået en række antisemitiske overgreb inklusive drab på skolebørn, ligesom der har været brandattentater mod moskeer.

I stedet for at skabe øget tolerance, tillid og sammenhængskraft på tværs af etnicitet og religion forstærker begrænsningen af ytringsfriheden snarere de skel, som præger Europa, ved at beskytte gruppeidentitet, fremfor at understøtte en udvikling, hvor europæere uanset baggrund opfattes som borgere med fælles værdier. Begrænsninger af ytringsfriheden er måske endda endnu mere farlige for minoriteter end majoritetsgrupper i en tid, hvor populistiske partier har vind i sejlene. Hollandske Geert Wilders har foreslået at forbyde Koranen, Marine Le Pen vil forbyde religiøs hovedbeklædning såsom den jødiske kippah, og i Danmark vil nogle politikere lukke moskeer. Men det er netop de friheder, der tillader folk at krænke religiøse følelser og komme med ekstreme ytringer, der også beskytter jøder, muslimer og andre minoritetsgruppers ret til at praktisere deres tro og leve frit i Vesten. Rulles ytringsfriheden yderligere tilbage, vil ingen være mere end et politisk flertal fra at fremstå som skydeskive snarere end beskyttet af love mod krænkende ytringer.

Kun ved at leve op til de højstemte ord om ytringsfrihedens fundamentale værdi, kan Europas politikere håbe på at skabe et kontinent bygget på ægte tolerance og respekt for diversitet, og hvor karikaturtegnere hverken skal frygte overfaldsmænd eller fængsel, men alene deres medborgeres moralske dom.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.