Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sådan taber man et valg: »Det mest anstrengende var at have det der veloplagte fjæs på«

Uanset hvordan valget ender, vil enten Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen komme ud som taber. Hvordan forbereder man sig på det? Mogens Lykketoft fortæller, hvordan han håndterede det nederlag, som han vidste ville komme.

Mogens Lykketoft fortæller, hvordan det føles at tabe et folketingsvalg.
Mogens Lykketoft fortæller, hvordan det føles at tabe et folketingsvalg.

Snart skal folketingsmedlemmerne igen på valg, og intet synes afgjort. Alligevel er én ting sikker, som var det mejslet i Christiansborgs granitmure:

Der vil altid være en taber.

Kun ganske få danskere har prøvet at kandidere til statsministerposten, og endnu færre har set drømmen om kontoret i Prins Jørgens Gård briste.

En af dem er Mogens Lykketoft. I dag fortæller den tidligere S-formand, hvordan han som statsministerkandidat kaperede nederlaget for ti år siden.

Til folketingsvalget i februar 2005 fik Socialdemokraterne et rødt banesår, og Lykketoft kom ud som taberen. Som den eneste socialdemokratiske partileder siden krigen - udover Svend Auken - der ikke også blev statsminister.

»Det truede ikke på noget tidspunkt med at blive en personlig tragedie eller et nervesammenbrud. Jeg havde et meget realistisk forhold til, at der var en chance, men at den var lille,« siger Mogens Lykketoft.

Nederlaget var i hans øjne også næsten givet på forhånd.

»Allerede før valget blev udskrevet, kunne jeg se, at det virkelig var gigantisk op ad bakke. Og da valgkampen så også udviklede sig til at være uden substans og kun handlede om personer og meningsmålinger, var jeg fuldstændig på det rene med, at vi ikke kunne vinde,« siger han.

Valgkamp: Trods mismodet turnerede Mogens Lykketoft i tre uger rundt i kongeriget i forsøget på at fravriste Fogh magten. Tog til valgdebat på TV 2 med hujende og buhende ungdomspartisaner som publikum. Delte røde roser ud på hovedstrøg efter hovedstrøg. Uden sit karakteristiske Trotskij-skæg som følgesvend.

»Det mest anstrengende ved den valgkamp var at skulle have det der veloplagte fjæs på, selvom man havde sin klare bevidsthed om, hvordan det endte,« siger Mogens Lykketoft i dag.

Han slår fast, at »i al den tid, jeg har været i det socialdemokratiske hierarki, har jeg tænkt mig bedre som bagmand end formand.«

Siden dengang har han spekuleret over, hvad han kunne have gjort anderledes for at blive statsminister.

»Det er klart, at jeg har tænkt over, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre,« siger Lykketoft.

Havde det en selvforstærkende effekt på valgresultatet, at du ikke selv troede på sejren?

»Det vil jeg da ikke afvise. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at undgå at efterlade det indtryk, men jeg ved ikke, om det indtryk alligevel satte sig.«

Valgaften: Det var med reference til en afdød amerikansk præsident, at Mogens Lykketoft på valgaftenen indledte den tale, der adresserede hans afgang som partiformand. En tale, som blot tre dage senere blev kaldt »historisk« i Weekendavisen, og som ifølge Berlingske forvandlede ham fra »politisk prügelknabe« til »hædersmand«:

»Kennedy sagde engang, at sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst. Sådan er det ikke her. Det er mig, der har haft lederskabet. Jeg har gjort det så godt, jeg kunne, men resultatet er langtfra godt nok. Og det påtager jeg mig ansvaret for.«

Ordene var nedfældet i hans lejlighed samme eftermiddag. Tog et par timer at skrive. Han end ikke overvejede at formulere end sejrstale.

»Jeg havde gået og tænkt over den i et stykke tid. Men jeg tror i virkeligheden også, at lige præcis i den forholdsvis afgørende livssituation bliver man måske mere inspireret, end man ellers ville være,« siger han.

»Vi fulgte da med (på fjernsynet, red.), men den eftermiddag og aften var jeg overhovedet ikke i tvivl om udfaldet. Stemningen var meget afklaret. Jeg sad ikke ovre i hjørnet og græd over noget.«

Også selvom resultatet viste sig dårligere end det, han havde håbet på.

»Vi, der har valgt den politiske kamp, er næsten altid indrettet sådan, at vi som udgangspunkt mener, vi er bedst til at løse den opgave, vi er sat til. Det er det, der driver os. Men omvendt har jeg altid ment, at sagen gik over personen. Man er nødt til at drage konsekvenserne af at have satset på den øverste post.«

Han måtte gå af. Som Weekendavisen skrev:

»Lykketoft selvfældet. Som offer for den lykketoftske magtanalyse, inden andre fik lejlighed til at gøre det beskidte arbejde,« skrev avisen.

Selv finder han afgangen mindre dramatisk:

»Med den omsætning af nyheder og holdninger og folkebevægelser, der er, bliver man nødt til at erkende, at man har et vist antal chancer, og prøve at regne ud, hvor mange chancer man har. Det var ikke en god idé for mig selv eller partiet, at jeg skulle fortsætte. Og jeg orkede det i hvert fald ikke.«

Dagen efter: Schlüter, Ellemann-Jensen og Nyrup. Ingen af de tre politikere, der senest havde misset eller mistet eller statsministerposten, var på stemmesedlen til det efterfølgende folketingsvalg. Ellemann-Jensen var helt ude af dansk politik, hvorimod Schlüter og Nyrup tog til i Bruxelles.

Og med nederlaget overvejede Mogens Lykketoft i lighed med de andre at vende ryggen til Christiansborg.

»Hvis jeg skulle noget helt andet, som ikke var politisk, var det på høje tid som 59-årig. Det udslagsgivende var, at de opfordrede mig til at blive og inddrog mig i deres ledelsesarbejde, så længe vi var i opposition, og tog mig med til forhandlingerne om velfærdsforliget i 2006. Det var en afgørelse, som i høj grad var afledt af, at Helle Thorning og hendes medarbejdere tilkendegav, at de gerne ville have mig med,« siger han.

I tiåret for valgnederlaget er Mogens Lykketoft derfor på stemmesedlen for tredje gang siden tiden som socialdemokratisk partileder.

»Jeg er på samme måde som min nu gode ven Uffe Ellemann helt overbevist om, at jeg da på det personlige plan har fået et mere harmonisk liv af ikke at vinde det valg,« siger han.

Måske afledt af en beslutning, han tog dagen efter valgnederlaget.

Da spurgte han nemlig sin kæreste, journalisten Mette Holm, om noget, som han »ikke havde haft luft til« at tænke på i valgkampen:

»Tror du ikke, vi skal tage at købe et hus og gifte os?«

Han blev ikke statsminister det år. Til gengæld blev han ægtemand.

Har han ud fra sin egen erfaring et godt råd til den af de to nuværende statsministerkandidater, Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V), der måtte tabe det kommende folketingsvalg?

»Det tror jeg, jeg vil afstå fra. Det må man vurdere ud fra, hvordan valgresultatet i det hele taget falder ud.«

Socialdemokraternes valgfest på Copenhagen Jazzhouse i 2005. Mogens Lykketoft takker af som partiformand efter det skuffende valg for Socialdemokraterne.
Socialdemokraternes valgfest på Copenhagen Jazzhouse i 2005. Mogens Lykketoft takker af som partiformand efter det skuffende valg for Socialdemokraterne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.